Topografisk kort over det nordlige atlanterhav, hvor de fuldoptrukne streger viser overfladestrømme, mens de stiplede linjer indikerer havstrømme under overfladen. Farverne indikerer omtrentlige temperaturer.AMOC i forhold til den globale termohaline cirkulation (animation)Dette kort viser mønstret for den termohaline cirkulation, også kendt som "meridional overturning circulation". Denne samling af strømme er ansvarlig for udvekslingen af vandmasser i havet, herunder tilførsel af ilt til dybhavet. Hele cirkulationsmønstret tager ca. 2000 år.
Atlantic Meridional Overturning Circulation (på dansk forsøgsvist den atlantiske længdekreds' vendingskredsløb, fra engelsk forkortet AMOC) er et system af havstrømme i Atlanterhavet, der blandt andet inkluderer golfstrømmen. Ændringer i AMOC påvirker klimaet i Atlanterhavsregionen og andre dele af verden gennem klimatiske teleforbindelser. AMOC transporterer varmt og saltholdigt vand mod Nordatlanten via strømme nær havoverfladen. I vinterhalvåret afgiver vandet varme til atmosfæren, bliver tættere og danner dybvand i Irmingerhavet, Labradorhavet og de Nordiske have, hvorefter det transporteres sydpå som dybe havstrømme. I populærvidenskabelige fremstillinger omtales denne nedsynkning også som grønlandspumpen. På vej mod nord stiger vandets indhold af salt blandt andet på grund af fordampning, og afkølingen gør overfladevandet tungt nok til at synke. Efter at have passeret troperne på vejen sydpå fortsætter det ned mod Antarktis, hvorefter det stiger op igen i verdenshavet som led i den globale termohaline cirkulation.
I klimaforskningen defineres AMOC ofte som det maksimale volumenflow gennem vandsøjlen ved 26° nordlig bredde, målt i sverdrup; 1 sverdrup svarer til en million kubikmeter vand pr. sekund. Måleserien fra RAPID-arrayet ved 26°N gav et gennemsnit på 16,9 sverdrup i perioden 2005–2023.
Næsten alle CMIP6-klimamodeller projicerer en svækkelse af AMOC frem mod 2100, og i de undersøgte scenarier spænder ændringen mellem 3 og 72 procent afhængigt af model og udledningsscenario. Kun én model viste en mindre styrkelse, og det skete i lavudledningsscenariet SSP1-1.9. I multimodelgennemsnittet blev svækkelsen ved slutningen af århundredet anslået til 23 ± 45 procent i SSP1-2.6, 32 ± 37 procent i SSP2-4.5, 37 ± 33 procent i SSP3-7.0 og 43 ± 34 procent i SSP5-8.5, alle relativt til 1850–1900.
Et studie fra 2026, der brugte observationer til at indsnævre modelusikkerheden, fandt for SSP2-4.5 en mere udtalt svækkelse på 51 ± 8 procent, svarende til omkring 8,1 ± 1,4 sverdrup i perioden 2091–2100. I samme analyse var forskelle mellem klimamodeller den klart vigtigste kilde til usikkerhed og tegnede sig for 78 procent af den samlede usikkerhed i 2100, mod 14 procent for scenarieusikkerhed og 8 procent for intern variabilitet. Studiet viste også, at fremskrivninger baseret på flere observerbare variable gav lavere fremtidige AMOC-værdier end multimodelgennemsnittet i alle de hovedscenarier, der blev undersøgt.
Muligt kollaps
En gruppe af forskere frygter, at AMOC er ved at kollapse, hvilket vil ændre klimaet på hele kloden med blandt andet nedkøling af det nordlige og vestlige Europa, mens temperaturen vil stige andre steder. Peter og Susanne Ditlevsen, der er professorer ved Københavns Universitet, har udregnet, at der er 95% risiko for, at AMOC kollapser mellem 2025 og 2095 med 2057 som det mest sandsynlige årstal. I Nordeuropa kan et kollaps medføre, at temperaturen falder med 15 grader. Vandstanden kan stige i det nordlige Atlanterhav. Andre steder i verden kan de tropiske monsuner blive forskudt. Et kollaps kan også medføre flere orkaner på Amerikas østkyst og forstyrre regntiden i troperne. Selv en meget kraftig svækkelse uden et fuldstændigt kollaps kan forskyde den intertropiske konvergenszone mod ækvator og dermed bidrage til udtørring af Sahel med følger for landbrug og fødevaresikkerhed. I tilknytning til IPCCs terminologi omtales en svækkelse på over 50 procent i litteraturen som en betydelig svækkelse af AMOC.
AMOC kan kollapse fordi den smeltende indlandsis fra Grønland, der består af ferskvand, der vejer mindre end saltvand, kan forhindre det salte vand i at synke til bunds, således at den nordatlantiske havstrøm svækkes. Et nyere observationsbaseret studie peger dog på, at multimodelgennemsnittet også kan undervurdere den fremtidige svækkelse, fordi mange CMIP6-modeller er for ferske i Sydatlanten og for kolde i Nordatlanten ved havoverfladen. Havoverfladesaltholdigheden i to sydatlantiske regioner stod i studiet for 47 procent af korrektionen af fremskrivningen, mens havoverfladetemperaturen i tre nordatlantiske regioner stod for 36 procent. Tilsammen kan disse modelbias få AMOC til at fremstå for stabil i fremskrivningerne og dermed føre til en overvurdering af dens fremtidige styrke.
Der udtrykkes dog både bekymringer om, at disse modeller "kan undervurdere sandsynligheden for et kollaps" og at risikoen for et kollaps indenfor de næste årtier ikke er tilstrækkeligt underbygget. Studiet fra 2026 understregede desuden, at den indsnævrede usikkerhed bygger på stærke antagelser, og at valget af observerbare variable har stor betydning for resultaterne.
1234567891011121314151617Portmann, Valentin; Swingedouw, Didier; Khattab, Omar; Chavent, Marie (15. april 2026). "Observational constraints project a ~50% AMOC weakening by the end of this century". Science Advances (engelsk). 12: eadx4298.
