Aalborg Stadsarkiv

Aalborg Stadsarkiv er det offentlige arkiv for Aalborg Kommune og lokalhistorisk arkiv for Aalborg og omegn. Arkivet ligger på Arkivstræde 1 i Aalborg, i det tidligere Det Nordjyske Landsbibliotek ved Vor Frue Kirke. Samlingen omfatter mere end otte hyldekilometer papirarkivalier samt fotografier, film, lydoptagelser og digitalt materiale fra både kommunen og private. Stadsarkivet driver desuden Det danske Udvandrerarkiv og arkivsamarbejdet KOMDA

Historie

Et stadsarkiv blev oprettet i Aalborg i 1928 og indrettet i byens tidligere jødiske synagoge i Gråbrødregade. Bygningen blev ødelagt ved sprængning og brand den 19. marts 1945 under schalburgtage, og det tilbageværende materiale blev derefter til Aalborg Kommunes Fællesarkiv.

Den nuværende institution, herunder fællesarkivet, udspringer af Lokalhistorisk Arkiv for Aalborg Kommune, der blev oprettet som kommunal institution i 1974, og i 1996 omdannet til Aalborg Stadsarkiv, hvorved det gamle navn kom tilbage. Ifølge vedtægterne er arkivet oprettet som offentligt arkiv ved byrådsbeslutninger af 11. december 1995, 23. marts 1998 og 15. september 2003.

Bygningen

Bygningen - tegnet af arkitekten A. Juel Hansen - blev opført til Det Nordjyske Landsbibliotek og indviet i 1930. Den brød med tidens modernistiske strømninger og var i stedet inspireret af naboskabet til Vor Frue Kirke og stedets klosterhistorie. I dag deler Stadsarkivet bygningen med Aalborg Bibliotekernes lokalsamling og Det Danske Udvandrerarkiv.

I 2026 blev trappeopgangen renoveret til kunstværket Historien i vores fodspor af Frida Stiil Vium, og indretningen blev ændret, især på de øvre etager. Værket blev indviet den 10. september 2026.

Organisation og opgaver

Aalborg Stadsarkiv er ifølge vedtægterne en del af Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, med opgaver på tværs af kommunens forvaltninger og selskaber. Arkivet ledes af en stadsarkivar, der svarer til kulturchefen. I tværgående sager om arkivforhold, bevaring og kassation refererer stadsarkivaren til kommunens direktørgruppe. Arkivet havde i 2026 13 ansatte.

Som kommunens arkiv udarbejder Stadsarkivet arkivinstruks og bevarings- og kassationsbestemmelser, leder kommunens arkivgruppe og fører tilsyn med forvaltningernes arkivforhold. Forvaltninger og institutioner skal aflevere bevaringsværdige arkivalier til arkivet.

Arkivet indsamler også materiale fra virksomheder, foreninger, personer og institutioner. Det skal desuden forske i og formidle områdets historie og varetager kommunens samarbejde med lokalhistoriske arkiver. Samlingerne er tilgængelige på arkivets læsesal, og borgere kan få indsigt i egne sager, der er afleveret fra kommunen.

Samlinger

Samlingen består af Aalborg Kommunes arkiv, herunder tidligere sognekommuner og forgængerkommuner, samt arkiver fra virksomheder, foreninger og privatpersoner. Den rummer også historiske kort, tegninger, skrifter, udklip og plakater samt byrådsforhandlinger og lokalplaner.

Fotosamlingen er ifølge Trap Danmark Danmarks næststørste. Arkivvejviser oplyser om mere end 200.000 søgbare fotos. Online har arkivet gjort over 40.000 fotografier, næsten 75.000 dokumenter og omkring 3.000 film og lydklip tilgængelige.

Arkivalier hentes fra magasin til læsesalen, hvor Aalborg Bibliotekernes lokalhistoriske bogsamling for Nordjylland også står. I 2011 blev der opført et fællesmagasin for Stadsarkivet, Nordjyllands Historiske Museum og Kunsten.

Tilknyttede enheder og samarbejder

Det Danske Udvandrerarkiv er Danmarks nationale samling om dansk udvandring. Det blev grundlagt den 3. juli 1932 af dansk-amerikaneren Max Henius.

KOMDA (Kommunal Digital Arkivering) er et samarbejde, hvor kommunale arkiver får opbevaring af og adgang til digitale arkivalier samt rådgivning. I 2026 deltog arkiverne i Aalborg, Egedal, Favrskov, Frederikshavn, Hjørring, Kolding, Læsø, Mariagerfjord, Randers, Syddjurs og Thisted kommuner.

HistorieAalborg er et samarbejde mellem Stadsarkivet, Aalborg Bibliotekernes Lokalsamling og Udvandrerarkivet. Det samler bogsamling og læsesal og holder arrangementer som byvandringer og historiske bogcaféer.


Kilder

  1. 1 2 3 4 "Aalborg Stadsarkiv". Arkivvejviser. Sammenslutningen af Lokalarkiver. Hentet 6. november 2026.
  2. 1 2 3 "Aalborg Bibliotekerne". Historisk Atlas. Hentet 6. november 2026.
  3. 1 2 "Om Arkivet". Aalborg Stadsarkiv. Hentet 6. november 2026.
  4. 1 2 3 4 5 "Vedtægter for Aalborg Stadsarkiv" (PDF). Aalborg Kommune. 27. september 2016. Hentet 6. november 2026.
  5. 1 2 3 4 "Aalborg Stadsarkiv". Trap Danmark. Lex.dk. Hentet 6. november 2026.
  6. ↑ "Billeder af synagogen". arkiv.dk. Aalborg Stadsarkiv. Hentet 6. november 2026.
  7. ↑ "Trappe bliver til kunstværk: Aalborgs historie males direkte på væggene". Aalborg Kommune. Hentet 6. november 2026.
  8. ↑ "Opening of artwork at Aalborg City Archives". Enjoy Nordjylland (engelsk). Destination Nord. Hentet 6. november 2026.
  9. ↑ "Formidlingsarkivar". Aalborg Kommune. 3. november 2026. Hentet 6. november 2026.
  10. 1 2 "Brug Arkivet". Aalborg Stadsarkiv. Hentet 6. november 2026.
  11. ↑ "Bevaringscenter Sønderjylland" (PDF). Museum Sønderjylland. Hentet 6. november 2026.
  12. ↑ "Det Danske Udvandrerarkiv". Aalborg Stadsarkiv. Hentet 6. november 2026.
  13. ↑ "KOMDA". Aalborg Stadsarkiv. Hentet 6. november 2026.

Eksterne henvisninger