Absolution (religion)

Oldkirkelig absolution og genoptagelse

I den ældre kristne kirke betegnede absolutionen oprindelig genoptagelsen i kirkens fællesskab af en synder, som på grund af alvorlige synder var blevet ekskommunikeret, men siden havde angret og fuldført den foreskrevne bod. Syndsforladelsen og forsoningen med Gud blev således betragtet som en forudsætning for kirkens absolution, snarere end som dens virkning. I den tidlige kirke, hvor syndsbekendelsen kunne ske foran menigheden, blev absolutionen derfor først meddelt efter den pålagte bods fuldførelse, og der kendes ikke nogen bestemt absolutionsformel fra denne tid. Samtidig blev de troende, bl.a. af Johannes Chrysostomos, opfordret til hemmeligt at bekende deres skjulte synder direkte for Gud.

Den angrende blev oprindelig genoptaget ved biskoppens, eventuelt sammen med præsteskabets, håndspålæggelse. Denne opgave blev efterhånden overladt til præster, mens håndspålæggelsen gradvis mistede sin betydning.

Fra offentlig bod til privat absolution

Fra 3. århundrede blev hemmeligt eller privat skriftemål for en biskop eller præst stadig mere udbredt. Efterhånden blev det almindeligt, at præsten efter bekendelsen fastsatte bestemte bodshandlinger og meddelte absolutionen, og absolutionen kom desuden til at blive givet umiddelbart efter skriftemålet og således før den pålagte bods udførelse.

Udviklingen hang sammen med en ændret forståelse af forholdet mellem kirkelig og guddommelig forsoning. Da menneskets fællesskab med Gud i stigende grad blev opfattet som afhængigt af fællesskabet med kirken, kom den kirkelige absolution selv til at blive betragtet som et middel til opnåelse af syndsforladelsen. I middelalderen blev det private skriftemål udstrakt til alle synder, og Fjerde Laterankoncil i 1215 gjorde mindst ét årligt privat skriftemål obligatorisk for alle kristne under romersk lydighed. Absolutionen kom dermed til ikke blot at betegne kirkens tilgivelse og genoptagelse af synderen, men også selve tilgivelsen af synden over for Gud. Også i den græske kirke blev privat skriftemål efterhånden obligatorisk.

Middelalderlig udvikling af absolutionsformlen

Absolutionsformlen ændrede sig samtidig. Den ældre kirkelige form var deprekativ eller tilønskende, eksempelvis Deus absolvat te ("Gud tilgive dig") eller Deus tribuat tibi absolutionem et remissionem ("Gud give dig absolution og forladelse"). Den tidlige kirke kendte næppe forestillingen om, at præsten selv direkte tilgav synden. Syndsforladelsen tilkom Gud alene. Augustin sammenlignede forholdet med Lazarus' opvækkelse: Kristus gjorde Lazarus levende, mens disciplene bagefter løste hans ligklæder. En anden analogi var den helbredte spedalske, som efter helbredelsen skulle fremstille sig for præsten. En tilsvarende forståelse fandtes hos Petrus Lombardus, men blev kraftigt afvist af senere middelalderlige teologer.

Fra omkring 11. århundrede vandt en anden opfattelse frem. Endnu på Thomas Aquinas' tid diskuteredes det, om absolutionen skulle forstås indikativt og effektivt som en direkte virkende tilsigelse, deklarativt som en erklæring om, at Gud allerede havde tilgivet synden, eller deprekativt som en bøn til Gud om tilgivelse. Thomas Aquinas sluttede sig til den første opfattelse. Omkring 13. århundrede blev den deprekative form i den romerske kirke erstattet af den direkte eller såkaldt exhibititive form Ego absolvo te ("Jeg absolverer dig"). Efter Koncilet i Firenze i 1441 anvendtes i bodssakramentet den direkte effektive og indikative absolution, og denne forståelse blev siden dogmatisk bindende i den romersk-katolske kirke.

Luthersk forståelse

Martin Luther tillagde absolutionen afgørende betydning for sin positive vurdering af skriftemålet. Han sammenfattede dette med ordene: "Darum loben und behalten wir die Beichte, nicht um ihrer selbst willen, sondern um der Absolution willen" ("Derfor priser og beholder vi skriftemålet, ikke for dets egen skyld, men for absolutionens skyld"). Han var derfor tilbøjelig til at betragte skriftemålet med absolutionen som et sakramente, men endte med alene at regne dåben og nadveren som sakramenter, fordi boden efter hans opfattelse ikke var andet end en udøvelse og virkning af dåben.

For Luther består skriftemålet af to dele, syndsbekendelsen og absolutionen, og absolutionens ord skal modtages som Guds eget ord uden tvivl. I den lille katekismus lader han efter syndsbekendelsen skriftefaderen sige: "Gud være dig nådig og styrke din tro, amen", hvorefter han spørger, om den skriftende tror, at præstens tilgivelse er Guds tilgivelse. Efter det bekræftende svar følger den direkte absolution: "Som du tror, således ske dig. På vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens, Sønnens og den hellige Ånds navn, amen. Gå bort i fred".

Spørgsmålet om, hvorvidt denne lutherske absolution er deklarativ eller effektiv, har ikke egentlig afgørende betydning for Luthers forståelse. Gud alene tilgiver synden, men syndsforladelsen gives gennem Guds ord, der lyder gennem skriftefaderens mund; absolutionen er derfor på én gang forkyndende og virkende. Luther understregede, at den troende, når en sjælesørger eller kristen broder på Guds vegne forkynder syndernes forladelse for Kristi skyld, skal være fuldt forvisset om, at synderne gennem dette ydre ord virkelig er tilgivet. Denne forståelse henføres også til Den Augsburgske Bekendelse, art. 25.

Den, der meddeler absolutionen, er efter Luthers opfattelse almindeligvis den retteligt beskikkede præst, men kan også være en anden kristen. Dr.theol. K.E. Skydsgaard har på den baggrund vurderet, at nylutherske og andre højkirkelige opfattelser, der gør præsteembedet og ordinationen til en nødvendig betingelse for at meddele absolution, går ud over den oprindelige evangelisk-lutherske forståelse.

I de lutherske kirker har absolutionsformlerne varieret, men de har næsten altid været direkte tilsigende snarere end blot ønskende. Både den exhibititive form ("jeg tilgiver") og den deklarative form ("jeg erklærer og forkynder") overlevede Reformationen sammen med det private skriftemål. Luthers egen oprindelige formel var ubetinget, men allerede i flere kirkeordninger fra reformationstiden blev absolutionen gjort betinget af den skriftendes oprigtige bekendelse og tro. Denne betingede form vandt også indpas i de nordiske kirker. Undertiden blev en egentlig absolutionsformel helt erstattet af et centralt bibelord.

Den private syndsbekendelse og absolution, skønt kraftigt anbefalet i navnlig de lutherske bekendelsesskrifter, kom efterhånden mange steder ud af brug og blev erstattet af den almindelige syndsbekendelse med efterfølgende absolution. I den ældre svenske praksis blev denne almindelige absolution meddelt ved afslutningen af skriftemålet. Også efter almindeligt skriftemål fandtes der steder, hvor præsten, hvis antallet af deltagere tillod det, lagde hænderne på hver enkelt ved absolutionen.

Den anglikanske kirke

I den anglikanske kirke findes flere former for absolution. I den engelske Book of Common Prayer har formularen ved sygebesøg den direkte form "I absolve thee", hvor myndigheden til at absolvere føres gennem kirken tilbage til Kristus. Denne form blev efter beslutninger på den irske kirkes synoder i 1871 og 1877 taget ud af brug i Church of Ireland.

Absolutionen i nadvergudstjenesten har derimod deprekativ karakter, mens absolutionen i morgen- og aftenbønnen er indikativ, men så generelt formuleret, at den ikke indebærer en egentlig judiciel eller personlig absolutionsdom.