| Revling | |
|---|---|
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Division | Magnoliophyta (Dækfrøede planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Ericales (Lyng-ordenen) |
| Familie | Ericaceae (Lyng-familien) |
| Slægt | Empetrum (Revling) |
| Art | E. nigrum |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Empetrum nigrum L. | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Revling (Empetrum nigrum), kragebær eller sortebær er en 10-30 cm høj dværgbusk, der i Danmark vokser på heder og i klitter og tørvemoser. De nåleformede blade har en tilbagerullet rand og en hvidlig fure på undersiden. Bærrene er kødfulde, sortrøde stenfrugter. Deres konsistens er melet og smagen er let bitter.
Revling er en lav, krybende dværgbusk med opstigende grene. Barken er lysebrun og glat. Bladene er nåleagtige og faste. Blomsterne er små og lyserøde, og sidder særbo, sådan at der findes rent hanlige og rent hunlige planter. Bærrene er små og faste med 5-10 hårde sten.
Rodnettet er fint og trådagtigt, men planten lever i symbiose med mycorrhizasvampe, så den klarer sig på selv mager, udpint jord.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 × 2,50 m (30 × 4 cm/år).
| Revling | |||||
| L = 7 | T = x | K = 3 | F = 6 | R = x | N = 2 |
Planten hører hjemme på den nordlige halvkugle. I Danmark er revling meget almindelig i Nord- og Vestjylland, Nordsjælland og på Bornholm. I øvrigt findes den hist og her.
Den optræder på heder og i klitter og moser. På området Grønnestrand ved Jammerbugten vokser arten på ugræssede heder neden for den gamle kystklint sammen med blandt andet tranebær, blåtop, bølget bunke, hedelyng, klokkelyng og mosepors.
Underarten fjeldrevling (Empetrum nigrum ssp. hermaphroditum) er en vigtig del af vegetationen i Grønland.
Revling kan bruges i bagværk eller som saft eller suppe. Og så er de fortrinlige til hjemmelavet bjæsk eller bitter. Planten er egnet som bunddække i surbundsbede. Sortebær har gennem alle tider haft stor betydning som supplement til den øvrige fortrinsvis animalske kost i Grønland. Hvis man spiser store mængder i rå tilstand, kan de dog have en vis afførende virkning.[kilde mangler]
Revling har et meget højt indhold af anthocyanin i forhold til andre bær som fx blåbær og tranebær.
Revling er afbilledet i Flora Danica Hft. 17, Tab. 975 Figur 1. Tavlerne i dette værk anvendes som forlæg for steldele i Den Kgl. Porcelænsfabriks Flora Danica-stel.

| Søsterprojekter med yderligere information: |