Andengradsligning

Rødderne (løsningerne) til en andengradsligning med koefficienterne a, b og c kan sammenfattes i den viste ligning.

Ved en andengradsligning forstås en ligning på formen

a⋅x2+b⋅x+c=0a,b,c∈ℝ,a≠0

Størrelserne a, b og c kaldes andengradsligningen koefficienter og x∈ℝ er den ubekendte, hvis værdi skal bestemmes med ligningen. Det første led, a⋅x2 kaldes andengradsleddet, b⋅x er førstegradsleddet og c er konstantleddet (eller nultegradsleddet). Koefficeienten a må kræves at være forskellig fra nul, da ligningen ellers ikke er af anden grad; der er ingen begrænsninger på b og c. Løsningerne til andengradsligningen kaldes dens rødder; en andengradsligning kan have 0, 1 eller 2 rødder.

Såfremt man arbejder inden for de reele tal ℝ, betegnes den ubekendte normalt x, men anden navngivning kan forekomme. Hvis ligningen ønskes løst inden for de komplekse tal ℂ, betegnes den ubekendte normalt z:

a⋅z2+b⋅z+c=0a,b,c∈ℂ,a≠0

Komplekse andengradsligninger behandles i artiklen om komplekse tal.

Eksempler

Ligning    Kommentar
2.5⋅x2+23⋅x+53=0    a=2.5,b=23,c=53
9⋅x2−66⋅x+121=0    a=9,b=−66,c=121
7⋅x2−33⋅x−10=0    a=7,b=−33,c=−10
7⋅q2−33⋅q−10=0    Samme ligning, blot med q som ubekendt
5−x=x2    a=1,b=1,c=−5 eller a=−1,b=−1,c=5
x4+3⋅x2−28=0    "Iklædt" andengradsligning med x2 som ukendt: x4=(x2)2
2⋅3⋅x2+(3−6)⋅x−3=0    a=2⋅3,b=3−6,c=−3

Løsning af en andengradsligning

Idéen i løsninger er at supplere anden- og førstegradsleddene med yderligere et led, således at de tre led kan omskrives ved hjælp af første kvadratsætning, som her skrives på formen

p2+2⋅p⋅q+q2=(p+q)2

Vi skal nu prøve at identificere p2 med andengradsleddet a⋅x2 og 2⋅p⋅q med førstegradsleddet b⋅x. Imidlertid er a⋅x2 ikke et kvadrat. Men det kan opnås ved at multiplicere ligningen med en snedigt valgt faktor, som dels gør leddet kvadratisk og dels udskyder en trælsom division til allersidst:

    a⋅x2+b⋅x+c=0   Den givne ligning
⇕
  4⋅a⋅a⋅x2+4⋅a⋅b⋅x+4⋅a⋅c=0   Multiplikation med 4⋅a; lovligt, da a≠0
⇕
  (2⋅a⋅x)2+2⋅(2⋅a⋅x)⋅b+b2−b2+4⋅a⋅c=0   Faktorisering og addition af b2−b2
⇕
  (2⋅a⋅x+b)2−b2+4⋅a⋅c=0   Anvendelse af første kvadratsætning.
⇕
  (2⋅a⋅x+b)2=b2−4⋅a⋅c   Konstantled flyttes til højre side
⇕
  (2⋅a⋅x+b)2=d   Kombinationen af koefficienterne betegnes d
 

Vi har her indført andengradsligningens diskriminant givet ved

d≡b2−4⋅a⋅c.

Diskriminantens fortegn bruges til at skelne (diskriminere) mellem antallet af løsninger til ligningen, hvilket udredes i det følgende. Vi arbejder videre med den fundne ligning,

(2⋅a⋅x+b)2=d

Man skelner mellem følgende tre situationer:

  d<0   Venstre side er et kvadrat og derfor ikke-negativ.
  Højre side er negativ.
  Lighedstegnet er derfor ikke opfyldt.
  Andengradsligningen har ingen løsninger.
 
  d=0   2⋅a⋅x+b=0   Anvendelse af nulreglen.
  x=−b2⋅a   Lovlig division, da a≠0.
  Andengradsligningen har én løsning: x=−b2⋅a.
 
  d>0   (2⋅a⋅x+b)2−(d)2=0   Diskriminanten omskrives til d=(d)2.
  (2⋅a⋅x+b+d)⋅(2⋅a⋅x+b−d)=0   Tredje kvadratsætning benyttes.
  (2⋅a⋅x+b+d=0)∨(2⋅a⋅x+b−d=0)   Anvendelse af nulreglen.
  (2⋅a⋅x=−b−d)∨(2⋅a⋅x=−b+d=0)   Led flyttes over.
  (x=−b−d2⋅a)∨(x=−b+d2⋅a)   Lovlig division, da a≠0.
  Andengradsligningen har to løsninger: x=−b−d2⋅a og x=−b+d2⋅a.

Eksempler på løsninger

I alle tilfælde starter man med at beregne diskriminanten d.

Ligning Løsning
2.5⋅x2+23⋅x+53=0 d=232−4⋅2.5⋅53=−1. Ingen løsninger
9⋅x2−66⋅x+121=0 d=662−4⋅9⋅121=0. Én løsning: x=662⋅9=113
7⋅x2−33⋅x−10=0 d=(−33)2−4⋅7⋅(−10)=1369=372.
To løsninger: (x=33−3714)∨(x=33+3714)⇔
(x=−27)∨(x=5)
x2+x−5=0 d=12−4⋅1⋅(−5)=21.
To løsninger:

(x=−1−212≈−2.791288)∨
(x=−1+212≈1.791288)

x4+3⋅x2−28=0 d=32−4⋅1⋅(−28)=121=112.
(x2=−3−112=−7)∨(x2=−3+112=4)⇔
x2=4⇔(x=−2)∨(x=2)
2⋅3⋅x2+(3−6)⋅x−3=0 d=(3−6)2−4⋅2⋅3⋅(−3)
=3+36−12⋅3+24⋅3
=39+12⋅3=(6+3)2

(x=−3+6−6−34⋅3=−2⋅34⋅3)∨
(x=−3+6+6+34⋅3=124⋅3⋅33)
(x=−12)∨(x=3)

Normeret andengradsligning

Da a≠0, kan enhver andengradsligning divideres igennem med a, hvorved den får formen

x2+s⋅x+t=0s,t∈ℝ

Ligningen siges nu at være normeret. En normeret andengradsligning med to rødder p og q kan ifølge nul-reglen skrives på formen

(x−p)⋅(x−q)=0

eller

x2−(p+q)⋅x+p⋅q=0

Ved sammenligning af de to udtryk ser vi at

p+q=−s    Røddernes sum er koefficienten til førstegradsleddet med modsat fortegn
p⋅q=t    Røddernes produkt er lig konstantleddet.

Har man en formodning om, at en forelagt ligning har to simple rødder, kan man undertiden bruge disse regler til ved hovedregning at finde rødderne; man siger uformelt, at man kaster et skarpt blik på ligningen.

Eksempel:

I ligningen x2+9⋅x+14=0 er konstantleddet lig 14, der kan være produktet af 1 og 14, 2 og 7 samt −1 og −14 og −2 og −7. Da summen skal være −9, må rødderne være −2 og −7.

Numerisk beregning af rødder

Med ovenstående formler er andengradsligningen a⋅x2+b⋅x+c=0 løst matematisk. Men ved praktisk beregning kan der opstå et problem med ciffertab ved subtraktion af to næsten lige store størrelser, fordi beregningen sker med et endeligt antal betydende cifre; for eksempel yder regnearket Excel 14 - 15 betydende cifre (side på engelsk).

I løsningsformlen for en andengradsligning indgår de to størrelser −b−d og −b+d. Hvis

−b=0.12345678901234
d=0.12345678901233

så bliver differensen

−b−d=0.00000000000001

med et katastrofalt tab i antallet af betydende cifre.

Dette problem kan man imidlertid undgå ved at udnytte, at røddernes produkt (jfr. forrige afsnit) er x1⋅x2=c/a. Algoritmen bliver derfor følgende:

Eksempel:

Andengradsligningen

x2−(10n+10−n)⋅x+1=0n∈ℕ

er konstrueret til at have de eksakte rødder 10n og 10−n. Dens diskriminant er

d=102⋅n−2+10−2⋅n.

Vælges n=3, fås ligningen x2−1000.001⋅x+1=0 og diskriminanten d=999998.000001.

Tabellen herunder viser, hvilke resultater man når frem til med de "matematiske" formler for x1 og x2 og den "numeriske" formel for x1, såfremt alle beregninger udføres med 6 betydende cifre.

n b b2 d d −b−d −b+d x1
Klassisk
x2
Klassisk
x1
Fra x2
1 −10.1 102.010 98.01 9.9 0.200000 20 0.1 10 0.1
2 −100.01 10002 9998.00 99.99 0.02001 200 0.01 100 0.01
3 −1000 1000000 999996 999.998 0.00200000 2000 0.001 1000 0.001
4 −104 108 108 104 0 20000 0 10000 0.0001
5 −105 1010 1010 105 0 200000 0 100000 0.00001

Som det ses, svigter den klassiske metode i de to sidste situationer, medens den modificerede fremgangsmåde leverer korrekte rødder.

Andengradsulighed

En andengradsulighed er et åbent udsagn af typen

a⋅x2+b⋅x+c<0
a⋅x2+b⋅x+c≦0
a⋅x2+b⋅x+c>0
a⋅x2+b⋅x+c≧0

hvor a,b,c∈ℝ,a≠0.

Løsningsmængden L, dvs. samlingen ef x-værdier, som gør det åbne udsagn sandt, findes ved først at løse den tilhørende andengradsligning a⋅x2+b⋅x+c=0 og derefter foretage en fortegnsundersøgelse for det tilhørende andengradspolynomium P(x)=a⋅x2+b⋅x+c.

Eksempler på andengradsuligheder

Eksempel 1

x2+6⋅x+5<0

Den tilhørende andengradsligning x2+6⋅x+5=0 ses ved anvendelse af løsningsmetoden ovenfor (eller ved at kaste et skarpt blik på den) at have rødderne −5 og −1. Sættes x=0, fås resultatet +5, der ikke er mindre end nul.

Fortegnsaksen viser nulpunkter og fortegnsvariation for andengradspolynomiet P(x)=x2+6⋅x+5.

Polynomiets fortegnsvariation må da være som vist på fortegnsaksen herover. Løsningsmængden L kan nu aflæses:

x2+6⋅x+5<0⇒L=]−5;−1[

Eksempel 2:

x2+6⋅x+5≦0⇒L=[−5;−1]

Eksempel 3:

x2+6⋅x+5>0⇒L=]−∞;−5[∪]−1;+∞[

Eksempel 4:

Grafer 𝒫 og 𝒬 for de to andengradspolynomier P(x)=x2+6⋅x+5 og Q(x)=14⋅x2+474. Løsningsmængden til andengradsuligheden P(x)<0 er vist med et rødt lijestykke. Løsningsmængden til uligheden P(x)>Q(x) er vist med to blå halvlinjer.
x2+6⋅x+5≧14⋅x2+474

Uligheden omskrives til standardform:

4⋅x2+24⋅x+20≧x2+47⇒3⋅x2+24⋅x−27≧0⇒x2+8⋅x−9≧0

Andengradsligningen x2+8⋅x−9=0 har rødderne −9 og 1, og da udtrykkets værdi for x=0 er negativt, ligger løsningsmængden uden for rodintervallet:

L=]−∞;−9[∪]1;+∞[.

Løsningerne kan illustreres ved at tegne graferne for de to involverede andengradspolynomier,

P(x)=x2+6⋅x+5 ogQ(x)=14⋅x2+474

Uligheden fra eksempel 1 svarer da til at spørge om, for hvilke x-værdier grafen for P ligger under førsteaksen, medens dobbeltuligheden svar til at spørge om, for hvilke x-værdier grafen for P ligger over eller på grafen for Q.

Kilder

  1. ↑ Erik Kristensen, Ole Rindung: Matematik I, G.E.C.Gads Forlag, 1968, side 156 f.
  2. ↑ Jens Carstensen, Jesper Frandsen: Matematik 1, Systime 1988, side 45 f.
  3. ↑ Esper Fogh, Knud Erik Nielsen: Vejen til matematik AB 1, Forlaget Hax, 2005, side 43 f.
  4. ↑ Kristensen og Rindung, side 162
  5. ↑ Holth, Klaus m.fl. (1987): Matematik Grundbog 1. Forlaget Trip, Vejle. ISBN 87-88049-18-3 (s. 117)
  6. ↑ Kristensen og Rindung, side 161