Et antiinflammatorisk lægemiddel (eller medikament) betegner enhver form for lægemiddel, substans eller mekanisme, som reducerer inflammation og har en hæmmende virkning på inflammatoriske og reumatiske lidelser (også kendt som antireumatika). Dette sker ved at dæmpe kroppens naturlige inflammatoriske respons, herunder rødme, hævelse, feber, smerte og tab af funktion. Midlerne virker ved at hæmme produktionen eller virkningen af inflammatoriske mediatorer såsom cytokiner, histaminer og prostaglandiner. Ved netop at hæmme disse underliggende inflammationsmekanismer reducerer præparaterne smerte, hvilket adskiller dem markant fra opioider, som i stedet påvirker centralnervesystemet til at blokere for smertesignalerne.
Almindelige antiinflammatoriske lægemidler inddeles overordnet i flere grupper. Disse omfatter antileukotriener, monoklonale antistoffer, kortikosteroider (midler med glukokortikoid effekt, også kaldet steroider) samt de non-steroide antiinflammatoriske midler, der forkortes NSAID (fra engelsk: nonsteroidal antiinflammatory drug). Denne sidstnævnte gruppe af lægemidler omfatter blandt andet acetylsalicylsyre (ASA) samt talrige nyere præparater som ibuprofen og naproxen.
NSAID-præparater virker specifikt ved at hæmme prostaglandinsyntesen og har derved både en analgetisk (smertestillende) og en febernedsættende effekt, hvorfor de hyppigt anvendes til symptomatisk smertebehandling ved eksempelvis dysmenorré under menstruationen. Herudover nedsætter NSAID-præparater trombocytternes aggregationsevne og fungerer derved tillige som trombocytfunktionshæmmende midler. Det er netop denne antitrombotiske effekt, der gør ASA til hovedmidlet som profylakse mod tromboser, og stoffet gives derfor rutinemæssigt ved tilstande som cerebral iskæmi og stabil angina pectoris samt i forløbet efter koronar bypass og koronarokklusion.
