 | Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2026) |
| Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. (august 2026) |
| Antonio Labriola Vestlig filosofi Det moderne gennembrud | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 2. juli 1843, 1843  Cassino, Italien |
| Død | 12. februar 1904 Rom, Italien |
| Gravsted | cimitero acattolico di Roma |
| Nationalitet |  |
| Barn | Teresa Labriola |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Napoli Universitet Federico II |
| Beskæftigelse | Universitetsunderviser, journalist, forfatter, filosof |
| Fagområde | Politisk filosofi |
| Arbejdsgiver | Sapienza - Università di Roma |
| Bevægelse | Marxisme |
| Påvirket af | Johann Friedrich Herbart, Karl Marx, Georg Wilhelm Friedrich Hegel |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Antonio Labriola (født 2. juli 1843 i Cassino, død 12 februar 1904) var en italiensk filosof og socialist, der anses for at være italiensk marxismes far. Han studerede hegelske filosofi ved universitetet i Napoli under Bertrando Spaventa.
Mellem 1870 og 1874 skrev Labriola for liberale politiske tidsskrifter, såsom Gazzetta di Napoli, Il Piccolo, L'Unità Nazionale og Monitore di Bologna. Fra disse artikler kan man allerede varsel Labriola ønske om at studere i en konkret måde behovene i de populære masserne, især de nationale undervisningsministerier, forstået som intellektuel og moralsk reform, et emne, der bliver fundet igen og igen i hans filosofiske skrifter af denne periode (Oprindelsen og arten af de lidenskaber i Etik af Spinoza i 1866, Doktrinen om Socrates ifølge Senofonte, Platone og Aristoteles i 1871, On Moral frihed og moralen for Religionsvidenskab, begge 1873).
I 1874 blev han professor i moralfilosofi og pædagogik ved universitetet i Rom. Efterfølgende underviste han i filosofi, historie og pædagogik.
Omkring 1890 begyndte han at studere værker af Marx og Engels og blev overbevist om, at i den moderne verden de mest kreative og revolutionerende kraft er den arbejdende klasse socialistiske bevægelse.
