| 'Blindtarmsbetændelse Klassifikation | |
|---|---|
Blindtarmens (Appendix) placering i fordøjelsessystemet. | |
| Information | |
| Navn | Blindtarmsbetændelse |
| Medicinsk fagområde | almen kirurgi |
| SKS | DK35 |
| ICD-10 | K35 |
| DiseasesDB | 885 |
| MedlinePlus | 000256 |
| ICD-9-CM | 540-543.99, 541 |
| Patientplus | appendicitis-pro |
| MeSH | D001064 |
| Information med symbolet | |
Blindtarmsbetændelse (latin: appendicitis acuta eller akut appendicit) er en betændelse i blindtarmens ormeformede vedhæng, appendix vermiformis. Sygdommen forekommer i alle aldersgrupper, men den optræder hyppigst i barne- og ungdomsårene, og det anslås, at der i Danmark årligt forekommer omkring 8.000-10.000 tilfælde.
Det kliniske billede og symptomerne på lidelsen omfatter smerter, som starter omkring navlen (umbilicus) og herefter flytter sig ned i højre fossa iliaca, ledsaget af temperaturforhøjelse, kvalme og opkastninger samt ændringer i afføringen i form af enten diarré eller obstipation. Ved en klinisk undersøgelse kan der findes både direkte og indirekte ømhed, hvilket er særlig udtalt på McBurneys punkt, ligesom der kan påvises slipømhed, hosteømhed og lokaliseret défense i højre fossa iliaca.
Tilstanden kan forværres. Således forekommer der bristning (perforation) af blindtarmen hos 20 % af de indlagte, og nogle patienter kan i forlængelse heraf udvikle bughindebetændelse (diffus peritonitis), paralytisk ileus eller septisk shock. Behandlingen er som udgangspunkt en operation, hvor vedhænget fjernes, hvilket kaldes en appendektomi. Ved dårlig almentilstand på grund af bughindebetændelse behandles patienten imidlertid primært med væske, antibiotika, ventrikelsug m.m. og opereres først, når vedkommende atter er kredsløbsstabil.
Appendicitis er en uspecifik betændelse af blindtarmsvedhænget, som starter i tarmens slimhinde. Årsagen er ikke fuldstændigt klarlagt, men det antages at blindtarmsbetændelse opstår ved, at vedhænget bliver aflukket, f.eks. af en afføringsklump eller madrester, og der kommer et ødem i slimhinden. Ødemet svækker blodforsyningen til blindtarmsvedhænget, så cellerne i vævet begynder at dø af blodmangel (iskæmi). Denne celledød kaldes nekrose. Det nekrotiske væv skaber grobund for bakterier, som invaderer vævet og skaber en infektion.
Andre årsager kan være børneorm (Enterobius vermicularis) og hyperplasi af det lymfatiske væv forårsaget af virus infektion.
Ser man på blindtarmsvedhænget, når det er fjernet ved operationen kan det se meget forskelligt ud, afhængig af hvor fremskredent betændelsen er. I den tidlige fase vil der ses almindelige kardinale inflammationstegn, det vil sige rødme og hævelse af vævet. Dette skyldes at der strømmer mere blod til området for at bekæmpe bakterierne og at der siver væske ud i vævet (ødem), fordi blodkarrene bliver mere gennemtrængelige for væske. Der kan også ses små blødninger i vævet.
Senere ses udtalt ophobning af pus og belægninger af fibrin. Pus er en tyk hvidgul væske, som består af bakterier, hvidblodlegemer og fibrin. På dette stadie vil der også opstå små sår i slimhinden (ulcerationer). Mikroskopisk ses væske og celle ekssudat med en ophobning af hvideblodlegemer af typen neutrofile granulocytter.
I den sidste fase ses nekroser af vævet, hvilket vil sige at cellerne begynder at dø. Makroskopisk kan det ses ved at vævet skifter farve til gulliggrøn. Nekroserne starter som små pletter, som vokser sig større. I sidste ende kan det resultere i at blindtarmen "sprænger". Det vil sige, at der kommer hul fra tarmen og ud i bughulen, hvorved der kommer pus og afføring ud i bughulen. Se komplikationer.
Det vigtigste symptom er smerter i abdomen. De starter oftest midt på abdomen, lige over navlen, men vil i løbet af nogle timer trække ned mod højre hoftekarm. Smerterne forværres ved bevægelse, og den syge ligger ofte på siden med bøjede hofter og knæ.
Karakteristiske smerter ved blindtarmsbetændelse:
Andre symptomer er kvalme og opkast, afførings- og flatusstop, feber og puls moderat forhøjet (80-100) og forhøjede leukocyt tal i blodet (leukocytose). Ved perforation ses også défense, altså en reflektorisk muskelspænding så mavemusklerne bliver hårdt spændte.
Diagnosen er sværere end man skulle tro og kræver stor rutine for at opnå bare nogenlunde sikkerhed for at alle syge blindtarme fjernes ved operation. Denne foregår enten som kikkertoperation (laparoskopi) eller åben operation. Antibiotika kan være nødvendigt i en periode hvis der har været bughindebetændelse ("sprængt" blindtarm)
For at forbedre diagnostikken har forskere forslået ultrasonografi eller CT-skanning.
Behandlingen vil sædvanligvis altid være kirurgisk, med supplement af antibiotika hvis det skønnes nødvendigt, f.eks. ved mistanke om at infektionen kan have spredt sig. Fjernelse af den syge appendix skal ske så hurtigt som muligt for at mindske faren for perforation (”sprængning” af blindtarmen). Operationen kaldes en appendektomi. Ved 25-30 % af operationerne, viser det sig at der ikke er appendicitis.
Baseret på en metaanalyse fra 2012 har en forskergruppe argumenteret for at antibiotika kan bruges som den første behandling af blindtarmsbetændelse i ukomplicerede akutte tilfælde, hvilket kan dreje sig om 80%.
Efter en appendektomi vil patienten oftest kunne udskrives efter 1-3 dage og det er sjældent at der kommer komplikationer efter operationen. Ved perforation af appendix er der stor risiko for komplikationer. Infektionen vil kunne sprede sig ud i bughulen og give peritonitis (betændelse i bughinden peritoneum). Ubehandlet vil dette kunne udvikle sig til paralytisk ileus og sepsis. I Danmark dør der årligt omkring 40 mennesker på grund af en perforeret appendicit.
{{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) Nyhedsartikler om studiet: