Spindelhinden (lat.arachnoidea mater), på illustrationen benævnt "arcahnoid", ses som den midterste af de tre hjernehinder.
Spindelhinden (latin: arachnoidea mater encephali s. spinalis; også kaldet spindelvævshinden) er den midterste af de tre hjerne- og rygmarvshinder (meninges), som omgiver og beskytter hjernen og rygmarven, og den yderste af de to såkaldte bløde hinder.
Spindelhinden ligger løst omkring centralnervesystemet og følger i modsætning til den inderste bløde hinde, pia mater, ikke dets overflade. Den ligger tæt op imod den yderste, hårde hinde, dura mater, således at subduralrummet mellem de to hinder kun udgør en smal spalte. Indadtil afgrænses den af subaraknoidalrummet. Fra spindelhindens indvendige flade løber talrige tynde, karførende og trådformede strenge på tværs af subaraknoidalrummet og forbinder den med pia mater. Disse strenge giver hinden dens karakteristiske spindelvævsagtige udseende, som har givet den betegnelserne spindelhinden og spindelvævshinden.
Funktion
Subaraknoidalrummet mellem spindelhinden og pia mater indeholder cerebrospinalvæske (CSF). Væsken produceres af plexus choroideus i hjernens ventrikler, som står i direkte forbindelse med subaraknoidalrummet, hvorved cerebrospinalvæsken kan cirkulere frit gennem nervesystemet. Cerebrospinalvæsken er transparent og farveløs, og kroppen producerer omkring 500 ml dagligt. Dens indhold af elektrolytter og glukose samt dens pH-værdi svarer i høj grad til plasmaets, mens forekomst af blod i cerebrospinalvæsken altid er unormal.
Arachnoiditis
Arachnoiditis er betændelse i spindelhinden. Betegnelsen anvendes om kroniske forandringer i de bløde hjerne- og rygmarvshinder (latin: leptomeningitis chronica), som kan skyldes betændelse, traumer eller toksiske påvirkninger. Forandringerne kan være diffust udbredte eller mere lokaliserede, eksempelvis alene ved rygmarven, og kan medføre tryksymptomer. Andre patologiske tilstande omfatter subaraknoidalblødning og subduralt hæmatom.
