Arier (sanskrit: आर्य, persisk: آریا, ārya: „ædel“; afledte former aryāna, ari eller arya, fra proto-indoeuropæisk *ar-yo: „godt skabt“) er blevet brugt som betegnelse for de indoiransk talende folk, som på et tidspunkt mellem 2000 f.Kr. og 1500 f.Kr. indvandrede til Afghanistan og Irans højland, omend egentlige migrationsteorier er spekulative. Arierne nævnes i Avesta, der er en del af den iranske zarathustrianisme, og i Rigveda, fra de indiske vedaer. Avesta fik sin første danske oversættelse gennem den danske sproghistoriker Rasmus Rask (1826).
Siden det sassanidiske imperium er "arier" blevet betegnelsen for Iran og dets indbyggere ; translittereret Ērānšahr og Ērān, hhv. 'ariske imperium' og 'arier'.
I den filologiske forskning i løbet af 1800-tallet fremkom tesen om den indoeuropæiske sproggruppe – 'langues indo-germaniques' hos den dansk-franske geograf Malthe Conrad Bruun (1775-1826). Datidens etnolingvistik (en) udviklede her ideen om et oprindeligt folk med et oprindeligt sprog, et ursprog, og på den baggrund udviklede også den adelige diplomat Arthur de Gobineau (1816 – 1882) sin ariske racelære. Mere akademisk skrev arkæologen Vere Gordon Childe i 1925: "Og på samme tid at de første ariere var nordiske var ikke uden betydning. De fysiske evner af denne æt gav dem ved dette deres overlegnhed styrken til at erobre end mere avancerede folk, og således at påtvinge deres sprog i områder hvor nu deres kropstype er næsten helt forsvundet." Efter Adolf Hitlers magtovertagelse 1933 meldte Gordon Childe offentligt ud at han fortrød denne formulering.
Som ariske forfædre blev nøglemarkører for en overlegen europæisk civilisation og race, så var filologiske debatter om dem central for etnologi, 'imperial kultur' og 'de nye stamtræer' for Europas nationer.
I Vesteuropa var arierne var efter datidens opfattelse en race af høje, blonde, stærke mennesker med blå øjne, og en idealtype som, ifølge nazisternes planlagte Generalplan Øst skulle dominere Rusland og Østeuropa, en germanisering, efter at de uønskede dele af befolkningen var udryddet. Ironisk nok forsøgte nazisterne at udrydde sigøjnerfolket, der gennem deres folkelige etnicitet, som romaer, og deres sprog, romani, faktisk var og er mere reelt "ariske" end deres bødler fra krigstiden. Efter nederlaget i anden verdenskrig huskes nationalsocialisterne for deres hensigt og vilje til at fjerne de uønskede elementer i samfundet, og specielt jøderne.