En arkitektkonkurrence er en type designkonkurrence, hvor en enhed, der har til hensigt at opføre et nyt værk, eller blot søger idéer, inviterer arkitekter til at indsende designforslag. Det vindende forslag vælges normalt af et uafhængigt panel af designe, interessenter (såsom regering og lokale repræsentanter, ledelsen af en kulturel institution osv.) eller offentlig opinion. Effekten af arkitektkonkurrencer varierer afhængigt af konkurrenceformatet.
Arkitektkonkurrencer har eksisteret i mere end 2.500 år. Udformningen af Akropolis i Athen var resultatet af en arkitektkonkurrence i 448 f.Kr., ligesom flere europæiske katedraler i middelalderen. Under renæssancen blev mange projekter, iværksat af pavedømmet eller andre højtstående religiøse institutioner, afgjort gennem designkonkurrence. Eksempler er Den Spanske Trappe i Rom og, berømt, konkurrencen om kuplen til Cattedrale di Santa Maria del Fiore i Firenze, som blev vundet af Filippo Brunelleschi i 1419. Åbne konkurrencer opstod i slutningen af 1700-tallet i lande som USA, Storbritannien, Irland, Frankrig og Sverige.
I 1800-tallets England og Irland blev der afholdt mere end 2.500 konkurrencer inden for fem årtier, hvoraf 362 fandt sted alene i London. Royal Institute of British Architects udarbejdede sit første regelsæt i 1839 og sine første formelle bestemmelser i 1872. Tyske regler var blevet indført i 1867. I samme periode begyndte man i Nederlandene, hvor en forening for fremme af arkitekturen (Maatschappij tot Bevordering van de Bouwkunst) arrangerede konceptuelle konkurrencer for at stimulere kreativiteten blandt arkitekter.
