Biografi
Nimzowitsch kom fra en velhavende jødisk familie i Riga, Letland, som på det tidspunkt hørte under zardømmet i Rusland, og lærte skakspillet af sin far. Han blev student i Riga og rejste til Tyskland i 1904 for at studere filosofi, men begyndte samme år en karriere som professionel skakspiller, som varede til kort før hans død. Hean fik sin første sejr i en professionel turnering i München 1906. Kort efter at have påbegyndt sin skakkarriere opgav han sine studier.
Han fik næste bemærkelsesværdige resultat, da han opnåede en delt 3. plads i en stærkt besat turnering i Ostende i 1907.
2. pladsen i San Sebastian i 1912 nævnes som hans egentlige store gennembrud i verdenseliten. Han delte førstepladsen i det alrussiske mesterskab i Skt. Petersborg 1914) med Aleksandr Alekhin. Kort efter denne succes satte 1. verdenskrig en midlertidig stopper for skakkarrieren. Krigen nedbrød hans helbred fysisk og psykisk, bl.a. fordi så mange unge på hans egen alder led en meningsløs død i skyttegravene. Under Den russiske revolution i 1917 befandt han sig i Baltikum. Det lykkedes ham at flygte herfra til Tyskland, hvor han opholdt sig i Berlin.
Nimzowitsch flyttede efter de kaotiske år under og efter 1. verdenskrig til Sverige i 1920, men fortsatte til Danmark i 1922.
Han boede resten af livet i København, hvor han følte sig vel modtaget. Nimzowitsch fik herefter stor indflydelse på det danske skakliv bl.a. som foredragsholder og skribent. Han kunne virke irritabel og nervøs, når symptomerne på hans sygdom var værst, men alligevel blev han i de danske skakklubber værdsat som en både kyndig og humoristisk foredragsholder.
Selv om han også havde haft flotte resultater før 1. verdenskrig, havde han sine bedste år i en for en skakspiller forholdsvis sen alder. Disse begyndte, da han i 1925 vandt turneringen i Marienbad på deling med Akiba Rubinstein og blev nr. to i turneringen i Breslau efter Efim Bogoljubov. Samme år udkom Mein System første gang.
På karrierens højdepunkt var han verdens tredjebedste skakspiller lige efter Alekhin og José Raúl Capablanca. Han havde havde dog store problemer, når han mødte de allerbedste og vandt f.eks. aldrig et parti mod Capablanca (da Capablanca i hele sin karriere kun tabte 36 partier, var der derfor mange stærke skakspillere, han delte skæbne med). I internationale skakturneringer opnåede han i perioden 1904-1934 en score på 65,3 pct.
Hans sidste store sejr var i turneringen i Karlsbad 1929, hvor han bl.a. distancerede Capablanca.
Adskillige åbninger og varianter er opkaldt efter Nimzowitsch. Mest kendt er Nimzo-indisk (1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4).
Da Nimzowitsch døde i marts 1935 tilegnede Dansk Skak Unions medlemsbladet, Skakbladets majnummer til hans minde.
Bladet indeholdt et mindeord af Aleksandr Alekhin, som bl.a. skrev:
- "Det er vel overflødigt endnu engang at gentage, at skakverdenen har lidt et stort tab ved Nimzowitsch's død. Men jeg vil gerne tilføje – vel det største. For Nimzowitsch var ikke blot en af de virkelig Store som praktisk kunstner, men frem for alt den første, som i dette århundrede åbnede nye veje for videnskabelig skak, og det er det, som også i fremtiden vil gøre hans navn uforglemmeligt hos skakinteresserede."
Nimzowitsch er begravet på Bispebjerg Kirkegård i København (gravsted uL 378). Det fremgår af Skakhåndbogen (Dansk Skak Unions regelsæt), at skakunionen er forpligtet til at stå for vedligeholdelsen af gravstedet. Senere er Jens Enevoldsen blevet begravet i samme gravsted.
Skakteoretisk betydning
Nimzowitsch kaldte selv sine teorier for en "skakrevolution", som blev indledt i 1911, hvor han i partier og partinoter gik imod den gældende opfattelse, at kontrollen med centrum på skakbrættet kun blev afgjort af bønderne. Nimzowitschs skakteori gik, da den først blev fremlagt, stik imod de udbredte ortodokse opfattelser, som blev formuleret af tidens dominerende teoretiker, Siegbert Tarrasch, og hans disciple.I 1913 skrev han artiklen Svarer Dr. Tarrasch' "Die Moderne Schachparie" virkelig til en moderne opfattelse? Nye tanker om moderne og umoderne skak, hvor han gik til til angreb på Siegbert Tarraschs opfattelse af moderne skak og fremhævede sine egne ideer. Angrebet blev af mange opfattet polemisk, og Nimzowitsch' ideer mødte en del modstand – ikke mindst fra Tarrasch. Senere skrev Nimzowitsch en artikel med titlen Mein system, som i 1925 også blev titlen på hans hovedværk.
Sammen med med Richard Réti, Savielly Tartakower og Gyula Breyer regnes Nimzowitsch for lederne af den hypermoderne skakskole (navngivet af Réti i Die neuen Ideen im Schachspiel fra 1922, som fik stor indflydelse fra midten af 1920'erne. Hypermodernisterne mente, at centrum af skakbrættet bør dækkes af fjerne officerer frem for af bønder, hvilket til dels svarer til Nimzowitschs' teser fra før 1. verdenskrig. Som Aljechin skriver i sit mindeord ovenfor, var Nimzowitsch en foregangsmand med sine ideer, og Mit system (som bogen hedder på dansk), regnes for en af skaklitteraturens klassikere, og bl.a. spillere som Bent Larsen, Tigran Petrosian og Anatolij Karpov har bygget en del af deres spil på hans ideer. Et berømt parti, som han spillede mod Paul Johner i 1926 er et eksempel på, at Nimzowitsch også kunne gennemføre disse ideer i praksis.
Bidrag til åbningsteorien
Mange skakåbninger og varianter er opkaldt efter Nimzowitsch, den mest berømte er Nimzo-Indisk Forsvar (en) (1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Sb4) og den sjældnere spillede Nimzowitsch Forsvar (en) (1.e4 Sc6). Nimzowitsch-biografen stormesteren Raymond Keene og flere andre har omtalt 1.Sf3 efterfulgt af 2.b3 som Nimzowitsch–Larsen Angreb (en). Om denne åbning skrev Keene en bog om åbningen med den nævnte titel. Disse åbninger eksemplificerer alle Nimzowitschs idéer om at kontrollere centrum med officerer i stedet for bønder. Han var også afgørende for udviklingen af to vigtige systemer i Fransk Forsvar, Winawer-varianten (som nogle steder kaldes Nimzowitsch-varianten; trækkene er 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Lb4) og Advance-varianten i fransk (1.e4 e6 2.d4 d5 3.e5). Han var også pioneren, der "opfandt" to provokerende varianter i Siciliansk Forsvar (en): Nimzowitsch-varianten, 1.e4 c5 2.Sf3 Sf6, som inviterer til 3.e5 Sd5 (der ved omstilling svarer til Alekhines Forsvar) og 1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4. Sxd4 d5?! (sidstnævnte betragtes som tvivlsom i dag). International Mester i skak John L. Watson har kaldt 1.c4 Sf6 2.Sc3 e6 3.Sf3 Lb4 for ”Nimzo-Engelsk” og bruger denne betegnelse i kapitel 11 af bogen Mastering the Chess Openings, Volume 3. Et gennemgående tema i disse varianter er en tidlig udvikling af Lf1 til feltet b4.
"Mit system"
I 1925 begyndte Nimzowitsch at udgive Mein System i en serie på fem hæfter, hvor han samlede en række af sine på den tid revolutionerende ideer. De omfatter: Overdækning, blokade, profylakse og fianchetto-udvikling af løbere mv. Mein System hander om alt fra åbnings- til slutspil og kan bl.a. ses som en lærebog i positionsspil.
I Die Praxis meines Systems fra 1927 repeterer har sine ideer, udbygget med eksempler fra sine turneringspartier. Han fulgte op med en række foredrag, hvor han med sine kommentarer "har hjulpet utallige Skakspillere til at faa den rette Forstaaelse af Skakkampens Problemer og har vist dem, hvor de havde de stærke og svage Sider i deres Spil."
Det afgørende moment i et skakparti er parternes kamp om at konsolidere stillingen, inden der sættes et afgørende angreb ind. Konsolideringen består af nogle grundprincipper: Centralisering, blokade, profylakse (forebyggelse) og overdækning.
- Centralisering er en fjernkontrol med felterne i centrum, som ved logisk spillemåde vil gøre den kontrollerende part i stand til at besætte disse felter i partiets kritiske fase. Dette gøres fx ved at bytte en af modstanderen centralt placeret brik, når man har kontrol med det felt, den besidder.
- Blokade er en opstilling af brikkerne, således at et aggressivt fremstød fra modstanderens side forhindres. Især er det vigtigt for hvid at kunne blokere evt. sorte fremstød mod felterne e4 og d4, ligesom det for sort er vigtigt at blokere for hvide fremstød mod felterne e5 og d5. Hvis modparten har etableret en fribonde, er det afgørende at den blokeres hurtigst muligt.
Die Blockade (Blokaden), skrevet i 1925, udbygger denne teori, selvom meget af indholdet i denne bog generelt betragtes som en gentagelse af pointer, der allerede blev præsenteret i Mein System. Mein System betragtes som en af de mest indflydelsesrige skakbøger nogensinde.
- Forebyggelse er en sikring mod svagheder i egen stilling, som foretages, før modstanderens svagheder angribes.
Udover grundprincipperne udviklede Nimzowitsch en række "supplerende" principper, fx om værdien af en "forpostspringer", dvs. en springer, der både er trængt ind på modstanderens "banehalvdel" og umulig at fordrive herfra.
Et løberpar, der kontrollerer centralfelterne udgør ifølge Nimzowitsch et "terrorregime" mod modstanderens forsvarsstilling.
