

Artemis 2 var en bemandet månemission i Artemis-programmet i første del af april 2026. Artemis 2 er hovedsagligt amerikansk men med europæisk og canadisk islæt. Missionens mål er at bringe fire astronauter forbi månen og tilbage til jorden.
Artemis 2 foretages med et system af to boosterraketter, (kernen af) Space Launch System (SLS), Orion-rumfartøjet Integrity og Launch Abort System (LAS). Boosterrakketerne (Solid Rocket Boosters) er påmonteret på siden af den store SLS og er faststofraketter der leverer kraft i de to første minuter. SLS'ens kraft leveres gennem flydende brint og ilt. Orion består af Orion Crew Module og European Service Module (ESM). LAS'en er til nødsituationer i begyndelsen af opsendelsen og kasseres tidligt i flyvningen.
Fire astronauter er med i Integrity: Reid Wiseman, piloten Victor Glover, Christina Koch og canadieren Jeremy Hansen.

Artemis 2-mission begyndte på 39B på Kennedy rumcentret i Florida, hvor opsendelsen var onsdag den 1. april 2026 klokken 22:35 UTC, svarende til 2. april 2026 0:35 dansk sommertid og 1. april 2026 18:35 Floridas tid (EDT). Cirka to minutter efter blev faststofraketterne planmæssigt frigjort fra SLS'en og et minut efter blev LAS'en frigjort fra Integrity. SLS'en blev frigjort fra Integrity efter cirka otte minutter. Omkring klokken 18:59 var solpanelerne der sidder på ESM'en fuldt udfoldet.
Senere udførtes en manøvre i "perigee" ved at Integritys RL10-motor tændtes for at korrigere rumfartøjets omløb om jorden. Omkring dette tidspunkt tabte man kommunikationen med Integrity, men den dog blev genetableret. Ved "apogee" tændte man igen RL10-motoren og siden lavede man test på Integritys evne til at manøvrere relativt til et andet rumfartøj.
Fire små satellitter blev sat i omløb fra Integrity.
Om torsdagen klokken 19:49 EDT begyndte man "translunar injection burn" der skulle sikre at man forlod jordomløb og begyndte rejsen mod månen. De fire astronauter blev dermed de første mennesker der forlod jordomløb siden Apollo-programmet i 1972. På rejsen mod månen foretog man korrektioner. Om fredagen blev den første raketmotorafbrænding for at justere kursen dog aflyst da den ikke var nødvendig. Denne dag nåede de halvvejs til månen. På fjerdedagen om lørdagen fortsatte rejsen, mens Victor Glover tog manuel kontrol over rumfartøjet med henblik på at teste dets ydeevne i det interplanetariske rum. Man foretog også en 24-timers akustisk test. På femtedagen testede man rumdragterne.

Om mandagen den sjette dag nåede man frem til Månen, svingede om bag den og tilbage mod Jorden. Omkring klokken to østamerikansk tid satte astronauterne rekord med længst fra Jorden og omkring klokken 19.00 nåede de fjernest fra Jorden med næsten 407.000 kilometer. De slog Apollo 13's gamle rekord. Fra omkring 18.44 østamerikansk tid og 40 minutter frem var Integrity bag månen set fra Jorden og der var ingen kommunikation mulig mellem Jorden og rumfartøjet. Da de var nærmest Månen var de omkring 6.550 kilometer over Månens overflade. Omkring klokken 20.35 havde de solformørkelse, da Integrity, Månen og Solen stod på linje. Da kunne da opleve et sjældent set fænomen: De rapporterede seks lysglimt fra meteoroider, der ramte Månens overflade, mens de bevægede sig med mange tusinde kilometer i timen.
På hjemrejsen foretog de den syvende dag korrektioner med Integritys raketmotorer.

Integrity var planlagt til at ramme havet ud for San Diego klokken 8.07 østamerikansk tid fredag den 10. april 2026. Det skete da også og efter et par timer omkring 9.58 var astronauter bragt per helikopter til skibet USS John P. Murtha. Efterfølgende blev også Integrity bragt ombord på skibet.
NASA livestreamede fra Integrity i det omfang båndbredden tillod. Der var monteret videokamera inden i rumkapslen og udenfor ved ESM'ens solpaneler. Astronauterne havde fotografiapparater og mobiltelefoner de kunne tage billeder med. Mens Integrity stadig rejste blev nogle fotos transmitteret til Jorden og gjorte tilgængelig på NASA's hjemmeside.
I Danmark sendte DR direkte fra dele af turen. Her var Ulrik Rosenkvist vært med astrofysikerne Christina Toldbo og Jophiel Wiis.