_by_Erling_Mandelmann.jpg)
.jpg)
En kunstnerisk film (også bl.a. kaldt art film, arthousefilm eller kunstfilm) er en film, hvor formålet har været at skabe et seriøst kunstværk snarere end forretningsmæssig profit. Sådanne film vil ofte være ukonventionelle og eksperimenterende og henvender sig typisk til et smallere publikum end hovedstrømningen af film (mainstream-film, der primært har et underholdningsformål).
Kunstbiografer er biografer, der fortrinsvis viser kunstneriske film.
Hverken afgrænsningen eller terminologien med hensyn til kunstneriske film er helt klar. Nogle definitioner lægger vægt på, at hensigten med filmen er at skabe et særligt kunstnerisk indtryk eller en bestemt æstetisk virkning snarere end at tjene penge på billetsalget. Andre fremhæver, at kunstfilm retter sig mod et nichemarked snarere end et massepublikum, at indholdet ofte eksperimenterer med formerne og er præget af ukonventionelt og måske symbolsk indhold, eller at filmene er produceret af filmselskaber, der er uafhængige i forhold til de store produktionsselskaber (også kaldt independent-film eller "indies").
"Kulturfilm" ses også anvendt som betegnelse for film, hvis primære formål er noget andet end populærunderholdning. Tilsvarende anvendes "smalle (fiktions)film" og "kunstfilm". Sidstnævnte betegnelse er dog tvetydig, idet kunstfilm også kan bruges om film, hvis indhold omhandler kunst eller kunstnere.
Det Danske Filminstitut anvender betegnelsen "arthousefilm". I en spørgeskemaundersøgelse fra 2018 anvendte filminstituttet følgende definition i det spørgeskema, man præsenterede en række respondenter for: Ved arthousefilm forstås film, som først og fremmest har fokus på den kunstneriske kvalitet – i modsætning til fx kommercielle underholdningsfilm. Arthousefilm er ofte prisbelønnede og får gode anmeldelser. De vises typisk i kunstbiografer (fx Grand Teatret, Øst for Paradis eller Café Biografen).
Delvis overlappende betegnelser er eksperimentalfilm, auteurfilm eller undergroundfilm.
Som nogle af de første kunstfilm regnes film af den amerikanske filminstruktør D.W. Griffith som Intolerance (1916) og den russiske instruktør Sergej Eisenstein som Panserkrydseren Potemkin. Siden har en meget lang række instruktører og filmbevægelser bidraget til filmen som kunstart. Det gælder blandt andet den danske instruktør Carl Th. Dreyer, den franske Cinéma pur-bevægelse i 1920'erne, nogle af filmene fra den tyske filmguldalder i mellemkrigstiden, neorealismen i blandt andet Italien efter 2. verdenskrig og den franske ny bølge fra 1950'erne til 1960'erne og japaneren Akira Kurosawa.