
En badeby er en by eller landsby, der fungerer som ferieresort og ligger ved en kyst. Nogle gange omfatter begrebet også en form for officiel godkendelse baseret på opfyldelsen af bestemte krav, som i det tyske Seebad. Hvor en strand er hovedattraktionen for turister, kan stedet kaldes et strandresort.

Badeferiesteder har eksisteret siden oldtiden. I Romerriget var byen Baiae ved Det Tyrrhenske Hav i Italien et feriested for de velhavende. Barcola ved Adriaterhavet i det nordlige Italien med sine romerske luksusvillaer betragtes som et særligt eksempel på antikkens fritidskultur ved havet. Mersea Island i Essex, England, var et ferieområde ved havet for velhavende romere bosat i Colchester.

Udviklingen af stranden som et populært fritidsferiested fra midten af 1800-tallet var den første manifestation af det, der i dag er den globale turistindustri. De første badeferiesteder blev åbnet i 1700-tallet for aristokratiet, som begyndte at besøge både havet og de dengang moderne kurbyer for rekreation og sundhed. Et af de tidligste sådanne badeferiesteder var Scarborough i Yorkshire i 1720’erne; byen havde været et populært kursted siden 1600-tallet, hvor man opdagede en strøm af syreholdigt vand fra en af klipperne syd for byen. De første rullende bademaskiner blev introduceret i 1735.
I 1793 blev Heiligendamm i Mecklenburg, Tyskland, grundlagt som det første badeferiested på det europæiske fastland og tiltrak med succes Europas aristokrati til Østersøen.
Åbningen af feriestedet i Brighton og dets modtagelse af kongelig protektion fra kong George 4. udvidede havet som sted for sundhed og fornøjelse til det langt større marked i London, og stranden blev et centrum for overklassens fornøjelser og frivolitet. Denne tendens blev rost og kunstnerisk ophøjet af det nye romantiske ideal om det maleriske landskab; Jane Austens ufærdige roman Sanditon er et eksempel herpå. Senere sikrede dronning Victorias langvarige protektion af Isle of Wight og Ramsgate i Kent, at en bolig ved havet blev betragtet som en yderst mondæn besiddelse for dem, der var velhavende nok til at eje mere end én bolig.
