| Bandim Health Project | |
|---|---|
| Forkortelse | BHP |
| Grundlæggelse | 1978 |
| Type | NGO |
| Beliggenhed | Guinea-Bissau |
| Leder | Prof. Peter Aaby (en) |
| Hovedorganisation | Statens Serum Institut |
| Beslægtede | University of Southern Denmark Center for Vitamins and Vaccines |
| Ansatte | 150 |
| Eksterne henvisninger | |
| Hjemmeside | Bandim Health Project |
| Information med symbolet | |
Bandim Health Project er et projekt, der forsker i at forbedre folkesundheden i Guinea-Bissau i Vestafrika, et af verdens fattigste lande.
Projektets forskning bygger på et unikt overvågnings- og registreringssystem af mere end 100.000 mennesker i seks forstæder til hovedstaden Bissau og 182 mindre områder i landdistrikterne. Blandt disse mennesker bliver fødsler, dødsfald, sygdom, hospitalsindlæggelser, vaccinationer og amning fulgt med særligt fokus på kvinderne og børnene.
Bandim Health Project er medlem af INDEPTH, som er en sammenslutningen af sundhedsforskningsinstitutioner i Afrika, Asien og Oceanien.
Bandim Health Project blev grundlagt i 1978 af Peter Aaby (en). Projektet er et samarbejde mellem sundhedsministeriet i Guinea-Bissau og Statens Serum Institut i Danmark. Desuden samarbejder projektet med forskere fra både Syddansk-, Københavns- og Aarhus Universitet.
I 2012 finansierede Danmarks Grundforskningsfond etableringen af Forskningscenter for Vitaminer og Vacciner, CVIVA. Centeret skal styrke forskningen i uspecifikke effekter af vacciner, som blev opdaget af forskerne på Bandim Health Project.
Forskerne på Bandim Health Projekt har udgivet over 700 videnskabelige artikler. Medarbejdere på projektet har siden starten i 1978 til sammen opnået mere end 40 Phd- eller doktorgrader og 13 kandidatgrader i global sundhed.
Bandim Health Project forsker i folkesundhed med fokus på kvinder og børn inden for følgende områder:
På Bandim Health Project opdagede man, at en ny mæslingevaccine, som blev brugt i udviklingslandene, var forbundet med en fordobling i dødeligheden blandt piger i forhold til den vaccine man brugte tidligere. Dette førte til at vaccinen blev trukket tilbage. Var det ikke sket, ville det have betydet mindst en halv million flere dødsfald blandt piger i Afrika om året.
En artikel fra 2025 i Vaccine (en) konkluderede, at stærke påstande fremsat af Christine Stabell Benn og Peter Aaby om uspecifikke vaccineeffekter ikke var understøttet af den evidens, der blev præsenteret: “Vi var overraskede over at finde flere eksempler på problematisk forskningspraksis, såsom upublicerede primære endepunkter, ændring af endepunkter, nyfortolkning af studier på baggrund af statistisk skrøbelige subgruppeanalyser og hyppig promovering af selektivt udvalgte sekundære fund som kausale, selv når de primære endepunkter gav nulresultater. Beregninger af stikprøvestørrelse syntes at være drevet af uberettiget optimisme med hensyn til effektstørrelser og hændelsesrater, hvilket førte til underpowered studier.”
En artikel fra 2026 – ligeledes i Vaccine – rapporterede om 10 præregistrerede randomiserede kontrollerede studier (en) (RCT’er) udført ved Bandim Health Project, hvor de primære resultater helt eller delvist er forblevet upublicerede. Tilsammen omfattede disse 10 lodtrækningsforsøg mere end 74.000 børn.
Peter Aaby er leder af Bandim Health Project, mens Amabélia Rodrigues (en) er national forskningskoordinator.
Bandim Health Project ligger i Guinea-Bissau, men har også en lille afdeling på Statens Serum Institut i København, hvor Christine Stabell Benn er daglig leder. Projektet er også tilknyttet Syddansk Universitet, hvor Peter Aaby er adjungeret professor og Christine Stabell Benn er professor i global sundhed.