Direkte demokrati

Folkeforsamling (Landsgemeinde) i Glarus, Schweiz, i 2006.

Direkte demokrati betegner politiske beslutningsformer, hvor de stemmeberettigede borgere selv afgør bestemte politiske spørgsmål frem for alene at overlade afgørelserne til folkevalgte repræsentanter. Direkte demokrati kan blandt andet udøves gennem folkeafstemninger, borgerinitiativer og folkeforsamlinger. Det kan fungere som supplement til repræsentativt demokrati, hvor valgte repræsentanter fortsat træffer de fleste beslutninger.

Direkte demokrati skal skelnes fra andre demokratimodeller, som beskriver fordelingen af den politiske magt mellem partier og institutioner.

Former for direkte demokrati

Ordningerne adskiller sig ved, hvem der kan tage initiativ, hvilke spørgsmål vælgerne kan afgøre, og om et udfald er retligt bindende.

Folkeafstemninger

Uddybende Uddybende artikel: Folkeafstemning

Ved en folkeafstemning tager vælgerne stilling til et forslag eller et politisk spørgsmål. Afstemningen kan være obligatorisk efter forfatningen, udskrives af de politiske myndigheder eller udløses af et vælgerinitiativ. Resultatet kan være bindende eller vejledende, afhængigt af de gældende regler.

Borgerinitiativer og dagsordensinitiativer

Et borgerinitiativ kan efter nærmere fastsatte regler give vælgerne mulighed for at få et forslag sat til folkeafstemning. Et dagsordensinitiativ giver derimod typisk borgere adgang til at få et spørgsmål behandlet af en repræsentativ politisk forsamling, uden at der nødvendigvis følger en afstemning blandt vælgerne. Denne sondring anvendes i International IDEA's sammenlignende undersøgelse.

Tilbagekaldelse af folkevalgte

Visse ordninger giver vælgerne mulighed for ved en særlig afstemning at afsætte en folkevalgt inden valgperiodens afslutning (engelsk recall). Det er en anden mekanisme end folkeafstemning om lovgivning.

Folkeforsamlinger

Ved folkeforsamlinger mødes stemmeberettigede borgere fysisk for at drøfte og afgøre politiske spørgsmål. Den schweiziske Landsgemeinde i kantonen Glarus er et nutidigt eksempel, hvor de stemmeberettigede mødes årligt og kan stille ændringsforslag til sagerne. Forsamlingsformen adskiller sig fra folkeafstemninger, hvor vælgerne ikke behøver at mødes samlet.

Historisk udvikling

I den antikke athenske bystat gav de demokratiske regler mandlige borgere adgang til at deltage i folkeforsamlingens politiske beslutninger. Kvinder, slaver og fastboende udlændinge havde ikke samme politiske rettigheder. Folkeforsamlingen indgik desuden i et politisk system med et råd og folkedomstole. Moderne direkte demokratiske instrumenter fungerer ofte sammen med repræsentative institutioner, navnlig som folkeafstemninger om bestemte spørgsmål.

Direkte demokrati i moderne stater

Schweiz

Schweiz kombinerer repræsentativt demokrati med folkeinitiativer og folkeafstemninger. På føderalt niveau kan vælgerne fremsætte et initiativ til forfatningsændring med 100.000 gyldige underskrifter inden for 18 måneder. En fakultativ folkeafstemning om blandt andet en vedtaget forbundslov kan kræves af 50.000 vælgere inden for 100 dage eller af otte kantoner. Landets ordninger indebærer ikke, at samtlige politiske beslutninger træffes direkte af borgerne.

Danmark

Det danske demokrati er overvejende repræsentativt, men grundloven giver adgang til bindende landsdækkende folkeafstemninger i bestemte situationer. De vedrører blandt andet grundlovsændringer (§ 88), valgretsalderen (§ 29), overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder (§ 20), visse lovforslag (§ 42) og andre spørgsmål, når en lov bestemmer, at der skal afholdes folkeafstemning (§ 42, stk. 6). Efter § 42 kan mindst en tredjedel af Folketingets medlemmer forlange en folkeafstemning om et vedtaget lovforslag, men blandt andet finans- og skattelove er undtaget. En forkastelse kræver, at et flertal af de afgivne stemmer er imod, og at dette flertal udgør mindst 30 % af alle stemmeberettigede.

Der kan også afholdes vejledende folkeafstemninger. Et dansk borgerforslag, som inden for 180 dage opnår 50.000 støtter, overgår til Folketinget, hvor partierne tager stilling til fremsættelsen som et beslutningsforslag. Forslaget fremsættes ikke automatisk, da det efter grundloven kun er folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Ordningen udløser ikke en bindende folkeafstemning og svarer dermed ikke til et borgerinitiativ, hvor vælgere selv kan kræve en afstemning om deres forslag.

Fordele og kritik

Et centralt argument for direkte demokrati er, at vælgerne kan tage stilling til konkrete politiske spørgsmål frem for alene at vælge repræsentanter. Det kan give borgerne direkte indflydelse på den politiske dagsorden og bestemte beslutninger. Omvendt rejser sådanne ordninger spørgsmål om formulering af afstemningsspørgsmål, ulige ressourcer i kampagner, vælgernes informationsgrundlag og mindretalsrettigheder. Mulighederne for at stille forslag og de retlige virkninger af resultatet varierer betydeligt mellem ordningerne.

Forholdet til konsensusdemokrati

Direkte demokrati og konsensusdemokrati betegner forskellige forhold. Direkte demokrati handler om, at borgerne selv afgør konkrete politiske spørgsmål. I Arend Lijpharts typologi betegner konsensusdemokrati derimod et system med bredere fordeling af den politiske magt mellem partier og institutioner. En folkeafstemning kan således afgøres ved flertalsbeslutning og er ikke i sig selv en konsensusbeslutning.

Eksterne projekter