Becifring
En becifring angiver, hvilken akkord , der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.
Syntaks: grundtone[m(mol )] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang ][+ /(bastone)]
Eksempler på typer af becifringer:
C – C-dur
Cm – C-mol
C7 – C-dur med tilføjet lille septim
Cm7 – C-mol med tilføjet lille septim
Cm7b5 (alternativt Cø ) – C-mol med lille septim og sænket kvint (halvformindsket akkord )
Cdim (alternativt Co ) – formindsket akkord , udelukkende små tertser
Cmaj7 (alternativt CΔ7 eller CΔ ) – C-dur med tilføjet stor septim
Csus4 – kvartkvintforudhold , tertsen er erstattet af kvarten
F/c – F-dur med kvinten i bassen (funktionsharmonisk ofte en C-dur med hævet terts og kvint, et såkaldt kvartsekstforudhold )
C+ – C-dur med kvinten hævet et halvt trin, udelukkende store tertser (forstørret akkord )
C6/9 – C-dur med sekst og none tilføjet
C/a – C-dur med a som tilføjet bastone
C/3 – C-dur med tertsen (3. trin) i bassen
Gadd9 – G-dur med tilføjet none , men uden septim
G11 – G-dur med tilføjet 7-9-11’er (ofte noteret reduceret som F/g eller evt. Dm7/g )
E♭9 – Es-dur med tilføjet stor none (og lille septim)
E♭9 – E-dur med tilføjet lille none (og lille septim)
F♯7♯9 – Fis-dur med lille septim og forstørret none
Andre becifringseksempler:
Csus2 – C med sekund som terts-erstatning
C5 – den såkaldte "power-akkord"