Biliverdin (fra latin for grøn galde) er et grønt tetrapyrrolisk galdepigment. Det er et mellemprodukt ved nedbrydning (katabolisme) af hæm. Det er det pigment, der er ansvarligt for den grønne farve, man undertiden ser i blå mærker.
Biliverdin dannes ved nedbrydning af hæmdelen af hæmoglobin i røde blodlegemer. Makrofager nedbryder gamle røde blodlegemer og nedbryder hæm til biliverdin sammen med hæmosiderin, hvor biliverdin normalt hurtigt reduceres til frit bilirubin.
Biliverdin kan observeres under helingsprocessen af blå mærker, hvor det er ansvarligt for den grønne farve på et helende blå mærke. Dets videre nedbrydning til bilirubin fører til, at det blå mærke skifter til en gullig farve.
Biliverdin er fundet i for store mængder i blodet hos mennesker, der lider af leversygdomme. Gulsot skyldes ophobning af biliverdin eller bilirubin (eller begge dele) i kredsløbssystemet og vævet. Gulsot i huden og sclera (det hvide i øjnene) er karakteristisk for leversvigt.
Selvom biliverdin typisk betragtes som et rent affaldsprodukt fra nedbrydningen af hæm, er der stadig flere indikationer, der tyder på, at biliverdin – og andre galdepigmenter – har en fysiologisk rolle hos mennesker.
Galdepigmenter som biliverdin har betydelige antimutagene og antioxidante egenskaber og kan derfor have en nyttig fysiologisk funktion. Biliverdin og bilirubin har vist sig at være potente fjernere af hydroperoxylradikaler. De har også vist sig at hæmme virkningerne af polyaromatiske kulbrinter, heterocykliske aminer og oxidanter, som alle er mutagener. Nogle undersøgelser har vist, at mennesker med højere koncentrationer af bilirubin og biliverdin i kroppen har en lavere forekomst af kræft og hjerte-kar-sygdomme. Det er blevet formodet, at biliverdin – ligesom mange andre tetrapyrrolpigmenter – kan fungere som en HIV-1-proteasehæmmer og have gavnlige virkninger ved astma, men der er behov for yderligere forskning for at bekræfte disse resultater. Der er i øjeblikket ingen praktiske implikationer for brugen af biliverdin til behandling af nogen sygdom.
Biliverdin er en vigtig pigmentkomponent i fugleægs skaller, især blå og grønne skaller. Blå æggeskaller har en betydeligt højere koncentration af biliverdin end brune æggeskaller.
Ud over dets tilstedeværelse i fugleægs skaller har andre undersøgelser vist, at biliverdin findes i det blågrønne blod hos mange marine fisk, blodet hos møllet Manduca sexta, vingerne hos møl og sommerfugle, serum og æg hos frøer og moderkagen hos hunde. Hos hunde kan dette i ekstremt sjældne tilfælde føre til at hvalpe fødes med grøn pels; den grønne farve forsvinder dog kort efter fødslen. Hos hornfisk (Belone belone), ålekvabbe (Zoarces viviparus) og beslægtede arter er knoglerne lysegrønne på grund af biliverdin. Den grønne farve hos mange græshopper og sommerfuglelarver skyldes også biliverdin.
Biliverdin findes også i det grønne blod, muskler, knogler og slimhinder hos skinker af slægten Prasinohaema, der findes i Ny Guinea. Det er uvist, om tilstedeværelsen af biliverdin er en slags økologisk eller fysiologisk tilpasning. Det er blevet foreslået, at ophobning af biliverdin kan modvirke infektioner med malariaparasitter i slægten Plasmodium, selvom der ikke er fundet nogen statistisk signifikant sammenhæng. Den cambodjanske frø, Chiromantis samkosensis, udviser også denne egenskab sammen med turkise knogler.