| Rød beryl | |
|---|---|
| Generelt | |
| Kategori | Cyclosilikat, beryl |
| Formel | Be3Al2Si6O18 iblandet Mn3+-joner |
| Krystalsystem | Heksagonal |
| Identifikation | |
| Farve | Mørkerød |
| Symmetri | P6/mcc |
| Tvilling | Yderst sjældent |
| Spaltning | Ubetydelig |
| Brydning | Konkoidalt |
| Mohs' skala-hårdhed | 7,5–8 |
| Glans | Glasagtig |
| Optiske egenskaber | Enaksial (−) |
| Lysbrydning | 1,560–1,577 |
| Dobbeltbrydning | δ = 0,0040–0,0080 |
| Optisk dispersion | 0,014 |
| Fluorescens | Ingen |
| Stregfarve | Hvid |
| Vægtfylde | 2,66–2,87 |
Rød beryl, også kendt som bixbit og markedsført som rød smaragd, er en yderst sjælden variant af beryl og et af de sjældneste mineraler på Jorden. Ædelstenen får sin røde farve fra manganioner, der er indlejret i berylkrystalstrukturen. Farven på rød beryl er stabil op til 1.000 °C. Rød beryl kan forekomme i forskellige farvenuancer, såsom jordbærfarvet, lys rubin, kirsebær og orange.
De største krystaller af rød beryl er ca. 2 cm brede og 5 cm lange. De fleste krystaller er dog under 1 cm lange.
Den røde variant af pezzottait er også blevet solgt som rød beryl af nogle sælgere.
Rød beryl blev opdaget i 1904 af Maynard Bixby i Thomas Range i det midtvestlige Utah i USA. I 1912 blev ædelstenen navngivet bixbit af Alfred Eppler efter Maynard Bixby. Navnet bixbit frarådes imidlertid nu af Den Internationale Mineralogiske Sammenslutning, da det kan forveksles med mineralet bixbyit.
Den største forekomst af rød beryl af ædelstenkvalitet stammer fra Ruby-Violet Claim i Wah Wah-bjergene, som blev opdaget i 1958 af Lamar Hodges fra Fillmore, Utah, mens han ledte efter uran.

Rød beryl er meget sjælden og er kun rapporteret fra en håndfuld steder: Wah Wah-bjergene (en), Paramount Canyon, Round Mountain og Juab County, alle i det sydvestlige USA. Det begrænsede geografiske udbredelsesområde tyder på, at de specifikke betingelser, der kræves for dens dannelse, ikke forekommer ofte. Denne ædelsten er tusind gange sjældnere end guld.
Utah Geological Survey har anslået, at der findes én rød beryl for hver 150.000 diamanter. Ifølge Gemmological Association of Great Britain er en rød beryl på 2 karat lige så sjælden som en diamant på 40 karat.
Rød beryl vurderes til omtrent samme pris eller højere end smaragd, selvom den er hundrede gange sjældnere.
Den begrænsede geografiske forekomst betyder, at firmaet Red Emerald Inc. i 2021 kontrollerede verdensproduktionen af naturlig rød beryl.
Den mørkerøde farve hos rød beryl tilskrives Mn3+-ioner. Råkrystaller af rød beryl kan let kendes på deres sekskantede krystalsystem. Denne ædelsten er nogle forvekslet med pezzottait (en), en cæsiumanalog til beryl, som er fundet i Madagaskar og Afghanistan. Slebne ædelstene af de to mineraler kan skelnes fra hinanden ved deres forskel i brydningsindeks. Rød beryl ligner smaragd og adskiller sig fra andre beryltyper ved at have indeslutninger, der ligner fjer, samt brud. Nogle af de mineralske indeslutninger omfatter kvarts, feltspat, hæmatit og bixbyit.

Det hexagonale krystalsystem, der findes i beryller, består af AlO6-oktaedre samt BeO4- og SiO4-tetraedre. De hexagonale kanaler i rød beryl er primært ubesatte, og der er ikke fundet spor af vand i dem. Rød beryl får sin farve fra naturlig kemisk dotering, hvor Mn3+O6 erstatter AlO6 på bestemte positioner. Den dybe farve fra Mn3+O6 kan delvist forklares ved Jahn-Teller-effekten på spin-forbudte overgange.
Mens ædelsten af beryl normalt findes i pegmatitter og visse metamorfe bjergarter, dannes rød beryl i topasbærende ryolitter. Den dannes ved krystallisering under lavt tryk og høj temperatur fra en pneumatolytisk fase langs brud eller i miarolittisk hulrum tæt på overfladen i ryolitten. Tilknyttede mineraler omfatter bixbyit, kvarts, ortoklas, topas, spessartin, pseudobrookit og hæmatit. Syntetisk rød beryl fremstilles ved hjælp af en hydrotermisk proces, der ligner den, der anvendes til smaragder, men her anvendes kobolt og mangan som doteringsstoffer for at fremstille en mørkerød ædelsten.