Burghead Fort

Plan over resterne af fortet tegnet af general William Roy og udgivet i 1793.

Burghead Fort var et piktisk forbjergfort på det sted, hvor den lille by Burghead i Moray, Skotland ligger i dag. Det var et af de tidligste magtcentre for pikterne og var tre gange så stort som noget andet befæstet område i tidlig middelalder i Skotland. Fortet var sandsynligvis hovedcentret i det piktiske kongerige Fortriu og blomstrede sammen med dette kongerige fra 300- til 800-tallet.

Burghead er ikke nævnt i nogen bevarede annaler, og dets navn på piktisk er ikke bevaret, men det kan være det Pinnata Castra, som optræder i Ptolemæus' værk Geographia fra 100-tallet. De oprindelige forsvarsværker kan stamme fra jernalderen, men blev i høj grad ombygget i den tidlige historiske periode.

Rester af voldanlæggene i den nedre indhegning

Resterne af fortet blev i vid udstrækning ødelagt, da havnen og byen Burghead blev ombygget i begyndelsen af 1800-tallet, men dets udformning er dokumenteret i en plan tegnet af William Roy og udgivet posthumt i 1793.

De indre voldanlæg står stadig enkelte steder op til 3 m høje, og en lille del af den inderste ydre vold eksisterer stadig som "Doorie Hill".

Fortets underjordiske rituelle brønd kan besøges, og området har et besøgscenter, hvor vigtige piktiske skulpturer fra fortet er udstillet.

Burghead-tyrene

En af Burghead-tyrene udstillet på British Museum.
Uddybende Uddybende artikel: Burghead-tyrene

Under ødelæggelsen af området i begyndelsen af 1800-tallet blev op til tredive stentavle med udskårne billeder af tyre fundet. Selv om de fleste af disse blev indbygget i kajmuren i Burghead Harbour og derfor gik tabt, findes der stadig seks: to i besøgscentret i selve Burghead, to i Elgin Museum, én i National Museum of Scotland i Edinburgh og én i British Museum i London.

Tyrene er dateret til 400-tallet eller senere og kan have udgjort en frise indsat i fortets voldanlæg, muligvis som en del af en krigerkult, der hyldede styrke og aggressivitet.

Graden af naturalisme i Burghead-tyrene er uden sidestykke i tidlig middelalderkunst, og udskæringerne vidner om stedets usædvanlige betydning og antyder, at det kan have været et vigtigt kongeligt centrum i den tidlige historiske periode.

Referencer

  1. ↑ Foster 2014, s. 46.
  2. 1 2 Fraser 2009, s. 51.
  3. 1 2 Foster 2014, s. 47.
  4. 1 2 3 4 5 Driscoll 2007, s. 58.
  5. ↑ Konstam 2010, s. 21-22.
  6. 1 2 Harding, Dennis (2012). Iron Age Hillforts in Britain and Beyond. Oxford: Oxford University Press. s. 171-172. ISBN 978-0199695249. Hentet 12. september 2015.
  7. ↑ "Burghead Fort". Moray Sites and Monuments Record. Aberdeenshire Council. Arkiveret fra originalen 31. august 2015. Hentet 12. september 2015.
  8. ↑ Foster 2014, s. 160.
  9. ↑ "Burghead Well". Places to visit. Historic Environment Scotland. Arkiveret fra originalen 2. oktober 2015. Hentet 12. september 2015.
  10. 1 2 "The Burghead Bull". The British Museum. Hentet 12. september 2015.
Litteratur