Capitol Hill er et kvarter i Washington, D.C., USA, der ligger i Washingtons nordøstlige og sydøstlige kvadranter. Det er afgrænset af gaderne 15th Street SE & NE, F Street NE, Southeast Boulevard SE og South Capitol Street SE. Området er domineret af United States Capitol (Kongresbygningen), som ligger på det højeste punkt af Capitol Hill, og det er et af de ældste historiske distrikter i Washington. Kvarteret har en høj koncentration af rækkehuse, som i vid udstrækning stammer fra det 19. århundrede. Med et indbyggertal på omkring 35.000 mennesker på lige under 5 kvadratkilomater er Capitol Hill også et af de tættest befolkede kvarterer i Washington. Navnet Capitol Hill bruges ofte som et kaldenavn (metonym) for den amerikanske kongres.
Capitol Hill er berømt som et centrum for USA's føderale regering og er hjemsted for adskillige vigtige institutioner, herunder den amerikanske kongres, højesteret (Supreme Court) og kongresbiblioteket (Library of Congress). Udover regeringsbygningerne er kvarteret i vid udstrækning et boligområde, men det rummer også bemærkelsesværdige kommercielle knudepunkter langs Pennsylvania Avenue, såsom Eastern Market og Barracks Row.