Castle Bravo var den første i en serie af forsøg med højtydende Termonukleare våbendesign, som USA gennemførte på Bikini-atollen på Marshalløerne som en del af Operation Castle. Forsøget blev gennemført den 1. marts 1954, og sprængladningen er fortsat den kraftigste kernevåbenanordning, der nogensinde er blevet detoneret af USA. Det var samtidig den første test af et termonukleart våben med lithiumdeuterid som brændstof baseret på Teller-Ulam-designet. Castle Bravo havde en sprængkraft på 15 megatons TNT (Mt) (63 PJ), hvilket var 2,5 gange den forventede sprængkraft på 6 Mt (25 PJ). Den større sprængkraft skyldtes uforudsete yderligere reaktioner med lithium-7,
Radioaktivt nedfald fra kernevåbensprængningen, hvor den tungeste del bestod af pulveriseret overfladekoral fra detonationen, faldt ned over beboerne på Rongelap- og Utirik-atollerne, mens det mere finkornede og gasformige nedfald spredte sig over hele verden. Øernes indbyggere blev evakueret tre dage senere og led af strålesyge. Treogtyve besætningsmedlemmer fra det japanske fiskefartøj Daigo Fukuryū Maru ("Lykkedragen nr. 5") blev ligeledes udsat for kraftigt radioaktivt nedfald og udviklede akut strålesyndrom. Seks måneder senere døde skibets chefradiotelegrafist, Kuboyama Aikichi, som følge af bestrålingen. Sprængningen udløste en kraftig international reaktion mod atmosfæriske prøvesprængninger med termonukleare våben.
Bravo-krateret ligger ved 11°41′50″N 165°16′19″Ø / 11.69722°N 165.27194°Ø. Resterne af Castle Bravo-dæmningen ligger ved 11°42′6″N 165°17′7″Ø / 11.70167°N 165.28528°Ø.