Et cirkus ( af latincircus, der betyder kreds) er en cirkelrund bygning eller telt, indeholdende en cirkelrund skueplads (kaldet manege), omgivet af trinvis opstigende tilskuerpladser. Cirkus anvendes til forestillinger med dresserede dyr, samt akrobater, jonglører, klovne og lignende, under et ofte kaldt artistnumre. Tidligere forekom også eksotiske dyr, herunder rovdyr, der i dag er forbudt i adskillige lande.
Heste i frihedsdressur var i mange år et fast indslag i enhver cirkusforestilling. Tidligere havde de fleste cirkus deres egne heste, men i dag lejer mange cirkus i stedet hestenumre. Der er også cirkus, som slet ikke har heste med eller helt har fravalgt at have dyr med i forestillingen.
Begrebet cirkus kan føres tilbage til Circus Maximus, som lå mellem Palatinerhøjen og Aventinerhøjen i Rom. Dette er den første form for cirkus i ordets underholdningsmæssige betydning.[kilde mangler] Circus Maximus bestod af et langstrakt amfiteater omsluttende en væddeløbsbane, hvor hestevæddeløb og stridsvognskørsel var på programmet. I denne antikke betydning svarer det romerske circus til det græske ord hippodrom, der er betegnelsen for en hestevæddeløbsbane i antikkens Grækenland.
EnglænderenPhilip Astley(en) (1742-1814) viste i 1768 første gang kunstridning suppleret med artistnumre i en cirkelrund manege. Han havde opdaget, at med en cirkel med 13-14 meter i diameter, gav en stående rytter to fordele ved cirkelbevægelsen, nemlig jævn hastighed og konstant centrifugalkraft, og de gav god støtte ved balanceøvelser på en hesteryg. Astley selv kaldte det amfiteater, mens hans medhjælper, Charles Hughes, var den første, der anvendte ordet cirkus om den slags forestilling. Astley nåede at opføre 19 cirkusbygninger rundt om i Europa, inden sin død i 1814.
Jørgen Lorenzen forklarer i sin bog 'Rundt om cirkus, at det moderne cirkus har lånt formen fra amfiteateret og navnet fra væddeløbsbanerne og sidenhen lidt efter lidt, har skabt sit eget indhold, idet de omvandrende gøglertrupper i bogstavelig forstand er rykket ind på arenaen.
Navnet cirkus kan også sættes i forbindelse med den latinske flertalsbetegnelse cirkulatores, som betyder: dem, der vandrer (cirkulerer) fra sted til sted – altså gøglerne. Ordet cirkulatores ligner igen flertalsbetegnelsen joculatores, som betyder: dem. der driver spøg og skæmt. Og dette ord har sproglig forbindelse med jonglør og gøgler. Man kan altså med lidt sproglig fantasi og en portion sprogvidenskab forbinde ordet cirkus med ordet gøgler. Og det passer jo fint rent indholdsmæssigt.
Akrobater, linedansere, klovne med flere, myldrede ind i manegen og fandt en ny arbejdsplads der. Og dermed var den moderne cirkusforestilling grundlagt. Men det skete ikke uden modstand fra andre forlystelsesformer, som følte, at populariteten i denne underholdningsform var en trussel. Derfor fik de forbudt anden form for cirkusunderholdning end den, der kunne vises på hesteryg. Astley fandt imidlertid en løsning. Han indrettede en scene således, at den blev båret af 16 heste. På denne måde kunne loven overholdes, men dens intention blev omgået.
Den første nordiske cirkusforestilling fandt sted i Stockholm i 1787, mens københavnerne måtte vente til 1799, før de kunne opleve cirkus. I 1830 opførte Philippo Pertoletti, der var af venetiansk afstamning, Danmarks første cirkusbygning. Den var en stor træbygning med plads til 1800 tilskuere og lå ved siden af teatret på Nørrebro, der var indrettet i en af Blågårdens fløje af Pertoletti-familien i 1820, teatret brændte i 1833. Nørrebro var på det tidspunkt et populært udflugtsmål for københavner-borgerskabet, og der var opstået flere udskænknings- og forlystelsessteder. Pertoletti-artistfamilien bød på en bred vifte af underholdning og foreviste blandt andet elefanter.
Astley forestillede sig, at cirkus skulle vises i grundmurede cirkusbygninger i de store byer. Selv fik han da også udvirket, at der blev opført 19 cirkusbygninger rundt om i Europa. Men allerede i næste generation begyndte man at se sig om efter andre muligheder.
For at komme brede ud, end blot faste cirkusbygninger i store byer, forsøgte man sig med transportable træhuse. Man lavede også cirkus under åben himmel. En sådan fritliggende manege kaldes for en arena, så her har man bevaret udtrykket, som stammer fra det romerske amfiteater. Men ingen af disse løsninger var ideelle. Det var først, da teltkonstruktionen blev opfundet og udviklet, at det blev det muligt at nå regelmæssigt ud til de byer, der var for små til at kunne rumme en fast cirkusbygning. I Danmark blev det første transportable telt taget i anvendelse i 1855.
Nycirkus
Nycirkus beskrives af Dansk Artist Forbund som en moderne genre indenfor scenekunst, der blander klassiske cirkusdiscipliner med elementer fra dans, teater og performance. Genren opstod midt i 1970'erne i Frankrig. En nycirkusforestilling er oftest en samlet fortælling med et samlet udtryk. Det kan for eksempel være, fordi forestillingen har en konkret handling og fortæller en samlet historie, eller det kan være fordi, alting i forestillingen drejer sig om det samme tema. I nycirkus er der sjældent dresserede dyr. Det er cirkusartisten og kropsekvilibristen, der står i centrum. Nycirkusartister er ofte uddannede på cirkusskoler, hvor de har haft undervisning i cirkusdiscipliner, akrobatik, dans og teater.
I dag bruger man undertiden betegnelsen samtidscirkus i stedet for nycirkus.
Allerede i 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet var det imidlertid almindeligt, at en cirkusforestilling i en større cirkus også indeholdt en pantomime. Det var ikke pantomimer, som man kender fra Tivolis pantomimeteater, men store tableauer, hvor man ganske som i nycirkus, brugte nogle af de kendte cirkusdiscipliner i en anden slags forestilling og valgte at fortælle en historie. Nogle pantomimer var nærmest en art levende vokskabinet, medens andre var teaterstykker, der kunne være både af seriøs og komisk art. Da Cirkusbygningen blev indviet i 1886 bød Cirkus Renz for eksempel på pantomimen De lystige Heidelbergere eller studenterudflugt med forhindringer. Den viste moderne studenterliv med optog, danse og grupperinger af kongelig balletmester A. Siemy.
Horror cirkus
En særlig kategori af samtidscirkus er de såkaldte horror cirkus, der i Halloween-stil byder på skræmmende oplevelser. Klovnene er onde, ligesom klovnen Pennywise i Stephen King-gyseren Det Onde, filmatiseret i 2017 under den engelske titel, It.
Et af de bedst kendte, er det engelskeCircus of Horror. De viste deres første forestilling i 1995 og fik senere succes med deres blanding af cirkus, kabaret og gys med artister, der forbløffede og chokerede publikum med deres dødsforagtende stunts og makabre handlinger. Showet rykkede grænserne for acceptabel underholdning og gjorde det ekstreme almindeligt. Circus of Horror var stiftet af Dr. Haze, hvis borgerlige navn var John Hayes Mabley, i samarbejde med Pierrot Bidon fra det franskeCirkus Archaos. Ud over Storbritannien har cirkus vist forestillinger i en lang række andre lande, både i Europa og oversøisk, de har indtil 2025 aldrig besøgt Danmark.
Danmark har derimod haft besøg af Circus of Torment, der debuterede i Holland i 2018. Circus of Torment beskrives som "en nervepirrende, humoristisk og helt unik horrorbaseret cirkusforestilling, med rejse tilbage til en mørk tid, med mystiske spåkoner, skræmmende freakshows, psykopatiske artister og morderiske klovne." Circus of Torment besøgte første gang Danmark i 2023 med forestillinger i Vejle, Aarhus og Odense, og i 2025 i København.
Danske Cirkus Arena forsøgte sig med Halloween Cirkus i teltet på Bellahøj-cirkusplafsen i København i 2022 og 2023. Det var dog mere børneteater end egentligt horror cirkus og blev ikke nogen besøgsmæssig succes.
Om menneskene i cirkus
Jørgen Lorenzen skriver i bogen Rundt om cirkus, at "noget, som også hører med, når atmosfæren skal beskrives, er, at cirkus er en afrundet, lukket helhed bag et stakit eller en kreds af vogne, hvis placering er den samme døgn efter døgn. Teltbyen er en i sig selv hvilende verden, helt afgrænset fra verden udenfor. Den arbejdsproces, der foregår bag stakittet i løbet af et døgn, er international. Artister, der rejser fra cirkus til cirkus , føler sig efter få timer hjemme i et nyt cirkus, hvor i verden det end er."
Endvidere siger Lorenzen: "Denne afrundethed giver sig flere udslag. For det første giver den en uendelig følelse af tryghed og fællesskab. Tilværelsen er en fælles udfordring, en kamp for at få cirkus til at fungere. I de mindre cirkus tillige en kamp for at få det daglige udkomme."
Verden i en cirkus bliver forenklet og ukompliceret for den rejsende. Vejen fra årsag til virkning er kort, logisk og direkte. Hvis man ikke gør det, man skal, kan det medføre skæbnesvangre konsekvenser for andre i cirkus. Lorenzen siger, at fordi tilværelsen føles forenklet og afklaret, træder de menneskelige grundkomponenter klart frem, for eksempel glæde, kærlighed, bekymring, slid, begejstring, skuffelse, sorg og vrede. "De gennemleves i ren, uforfalsket form, ofte allesammen inden for et og samme døgn. Tilværelsen i cirkus får karakter af ægte, oprindelig, nøgen virkelighed." Lorentzen konkluderer: "Aggressionerne skal ud her og nu, inden livet kan gå videre. Det kan se temmelig voldsomt ud, hvis man ikke ved, hvad der foregår. Tonefaldet er ikke til at misforstå, og sproget er direkte og kontant. Til gengæld betragtes konflikten som løst og glemt, når den er afviklet og aggressionerne udløst. Når udenforstående oplever det, bliver de bekræftet i den gamle vildfarelse, at cirkusfolk er halvvilde og rå. Men bliver de på pladsen, vil de efter kort tid se dem, der før skændtes, arbejde sammen igen, som om intet var sket."
Joseph Bruun, fra cirkusslægten Bruun og grundlægger af Cirkus Royal, levede hele året i en cirkusvogn. Han havde den opfattelse, at hvis man var "født på hjul", så kunne man kun "leve på hjul" – for ham, var alle andre dét, han kaldte for "private".
For alternative betydninger, se Cirkus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Cirkus)
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
.jpg)
