| Jean-Baptiste Camille Corot | |
|---|---|
Camille Corot, ca. 1850 | |
| Personlig information | |
| Født | Jean-Baptiste Camille Corot 16. juli 1796 rue du Bac, Frankrig |
| Død | 22. februar 1875 (78 år) rue du Faubourg-Poissonnière, Frankrig |
| Dødsårsag | Mavekræft |
| Gravsted | Cimetière du Père-Lachaise |
| Nationalitet | |
| Ægtefælle | Blev aldrig gift |
| Familie | Blanche Sennegon (niece) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Lycée Corneille (1807-1812), Académie Suisse |
| Elev af | Jean-Victor Bertin, Achille Etna Michallon |
| Medlem af | Barbizon-skolen |
| Beskæftigelse | Kunstmaler, gravør, tegner, teknisk designer, fotograf, billedkunstner |
| Fagområde | Malerkunst |
| Arbejdssted | Dieppe, Rom, Honfleur, Barbizon, Napoli, Dordrecht, Trouville-sur-Mer, Belgien, Rotterdam, Haag med flere |
| Elever | Berthe Morisot, Charles Le Roux, Victor Vignon, Léopold Desbrosses, Antoine Chintreuil med flere |
| Kendte værker | The road from Sèvres to Paris, The Bridge at Narni, Pastoral Concert, Femme Lisant |
| Genre | Genrekunst, portræt, marinemaleri, landskabsmaleri, allegori med flere |
| Bevægelse | Barbizon-skolen, Realisme |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Officer af Æreslegionen (1867), Ridder af Æreslegionen (1846), ridder af Leopoldsordenen (1872) |
| Signatur | |
| Andet | |
| Information med symbolet | |

Jean-Baptiste Camille Corot (født 26. juli 1796, død 22. februar 1875) var en fransk landskabsmaler.
Corot arbejdede i den realistiske og romantiske genre. Af de malere der hørte til Barbizon-skolen var Corots kunst mere individuel end Rousseau, hvis arbejde er mere traditionelt; mere poetisk end Daubigny, som dog er Corots største samtidige konkurrent; og på enhver måde smukkere end Jean-François Millet.
Kunsthistorikere deler hans arbejde i to perioder, men adskillelsen er uklar, da han ofte færdiggjorde et billede flere år efter han begyndte det. I hans tidlige periode malede han traditionelt og "stramt" — med detaljeret akkuratesse, klare omrids, og med absolut tegning af motiverne. Efter at han havde passeret 50 år ændrede hans metoder sig klart, ca. 20 år senere, fra omkring 1865, blev hans malemåde fuld af mystik og poesi.
I hans sidste 10 år blev han til "Père Corot" ('Fader Corot') i de parisiske kunstkredse, hvor han var meget afholdt og anerkendt som en af de fem eller seks største landskabsmalere sammen med Hobbema, Lorrain, Turner og Constable.
|
|
|