| Gøge | |
|---|---|
Stor jordgøg (Geococcyx californianus) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Cuculiformes (Gøgefugle) Wagler, 1830 |
| Familie | Cuculidae Leach, 1820 |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Gøge (Cuculidae) er en familie af fugle, der fortrinsvis er udbredt i de tropiske områder af Jorden. Lidt over en tredjedel af de cirka 150 arter er kendt for at være redeparasitter. I Danmark er gøgen (Cuculus canorus) almindelig, mens tre andre arter er truffet nogle få gange.
Gøge bliver her opfattet som den eneste familie i ordenen gøgefugle. Andre autoriteter har især tidligere inkluderet turakoer, der nu placeres i sin egen orden Musophagiformes.
I størrelse svinger gøgene mellem en spurvs og en ravns. Halen er ofte lang og den aftager gradvist i længde fra midten og udefter. Fodens fjerde tå er en vendetå, således at to tæer vender fremad og to vender tilbage. De fleste arter af gøge opholder sig hovedsageligt i træerne, men nogle arter færdes dog udelukkende på jorden. Føden er overvejende animalsk.
Knap 60 arter af gøge lever som redeparasitter og bygger ikke selv rede, men lægger æg i andre fugles reder. Hovedparten af disse arter tilhører den gamle verdens gøge i tribusen Cuculini. Mange andre arter bygger dog rede og her deltager begge køn i rugningen og opfostringen af ungerne.
Gøge er udbredt i alle verdensdele, bortset fra Antarktis, men er hyppigst i troperne.
De 147 arter af gøge deles taksonomisk i 32 slægter, fordelt på fem underfamilier. Desuden er to arter uddøde indenfor de sidste 300 år: sneglegøg (Coua delalandei) fra Madagaskar og Nannococcyx psix fra Sankt Helena.
Eksempler på slægter (og arter):
| Søsterprojekter med yderligere information: |