Degn

Den danske degn og skolelærer Martin Dietz (1765–1843), portrætteret ca. 1818. Degneembedet var historisk tæt forbundet med både kirketjeneste og undervisning.

Degn (oprindelig samme ord som diakon, af græsk: diákonos, "tjener") er en historisk betegnelse for en kirkelig medhjælper, der bistod præsten ved gudstjenesten og varetog blandt andet kirkesang, klokkeringning, praktiske og administrative kirkeopgaver samt undervisning. Embedet fandtes i Danmark allerede før reformationen og blev efter denne videreført med degnen som præstens medhjælper, leder af kirkesangen og oplæser af menighedens ind- og udgangsbøn. Samtidig fik degnen omfattende undervisningspligter og blev dermed en vigtig del af den tidlige danske almueundervisning.

Efter Kirkeordinansen af 1539 skulle degnen foruden sine kirkelige opgaver undervise sognets ungdom i den kristelige børnelærdom, og der blev stillet krav om blandt andet læse- og skrivefærdighed, sangkundskaber og kendskab til latin. På landet fandtes både fastboende sæde- eller siddedegne og løbedegne, hvoraf de sidstnævnte typisk var ældre og fattige elever fra købstædernes skoler, som betjente omkringliggende landsogne som led i deres forsørgelse under studierne. Efterhånden blev degneembedet tæt forbundet med skolevæsenet, og ved skolevæsenets omlægning omkring begyndelsen af det 19. århundrede blev de gamle degnekald gradvist nedlagt. Skoleanordningen af 1814 bestemte, at landsognenes degnekald skulle ophæves og indtægterne overføres til skolevæsenet, hvorefter degnens opgaver navnlig blev fordelt mellem skolelæreren og kirkesangeren. I købstæderne blev betegnelser som kordegn og klokker bevaret. I daglig tale blev betegnelsen degn dog anvendt om den kombinerede lærer- og kirkesangerfunktion langt ind i det 20. århundrede.

Tilsvarende kirketjenerembeder fandtes i de øvrige nordiske lande, men med forskellig terminologi og udvikling. I Sverige svarede klockare nærmest til den danske degn, mens djäkne også kunne betegne gejstlige af lavere grad, men brugtes også om elever i latinskolernes højere klasser. Den svenske klockare fik ligesom den danske degn både kirkelige og undervisningsmæssige opgaver, men embedet bestod længere og blev først i det 20. århundrede i væsentlig grad afløst af organist-, kantor- og andre kirkemusikerstillinger. I Norge, Finland og Island fandtes beslægtede ordninger med henholdsvis klokker eller kirkesanger, organist og kantor samt den islandske meðhjálpari, der alle på forskellig måde bistod præsten og varetog praktiske, liturgiske eller musikalske opgaver.

Oprindelse og kirkelig funktion

Jens Juels fremstilling fra 1700-tallet af sit barndomshjem, degneboligen ved Gamborg Kirke. Til landsognets degneembede kunne der høre en særlig degnebolig og jord.

Ved siden af præsteskabet har den kristne kirke fra gammel tid haft forskellige kirketjenere, som bistod præsterne med kirkemusikalske, liturgiske og praktiske opgaver. I oldkirken udvikledes flere af disse funktioner inden for de såkaldte lavere ordener, ordines minores, hvor blandt andre ostiarius fungerede som dørvogter, mens akolytten tog sig af lys og vin til alteret. Efterhånden som forestillingen vandt frem, at bestemte genstande og paramenter, der havde været anvendt ved messen, ikke burde berøres af lægfolk, opstod en tendens til, at alle kirketjenere skulle tilhøre gejstligheden og bære gejstlig dragt. Dette lod sig imidlertid ikke opretholde i mindre sogne, hvor lægfolk blandt andet fungerede som sakristaner. Kirketjenere fik forskellige betegnelser fra land til land, herunder tysk Messner, engelsk clerk, svensk klockare og dansk degn, hvoraf nogle bevarede mindet om en oprindelig forbindelse til gejstligheden.

I middelalderens Danmark var diakonatet et af de vigtigste kirkelige embeder ved siden af præsteembedet. Funktionen overlevede reformationen i degnens skikkelse, og degnen forblev præstens medhjælper ved gudstjenesten, ledede kirkesangen og bad ind- og udgangsbøn på menighedens vegne. Det præcise tidspunkt for funktionens oprettelse kendes ikke, men den eksisterede allerede før reformationen. I Kirkeordinansen af 14. juni 1539 bestemtes det således om degnene, at de skulle "nyde samme privilegier, som de havde i bispernes tid, og ikke ydermere besværes dermed af os, end de tilforn var besværet af bisperne".

Opgaver og kvalifikationskrav

Kirkerangeren og kirketjeneren Kyösti Oksanen i Artjärvi i Finland i 1964. Klokkeringning hørte historisk til de praktiske opgaver, der kunne varetages af degne og beslægtede nordiske kirketjenere.

Degnens traditionelle kirkelige opgaver omfattede at forestå sangen og ringningen, være til stede ved gudstjenesterne og bistå præsten både dér og ved hans øvrige embedsforretninger. Han skulle desuden besørge præstens embedsbreve og stille kirkens ur. Degnen måtte ikke beskæftige sig med verdslige forretninger og måtte ikke rejse uden for herredet uden præstens tilladelse.

Efter reformationen fik degnen tillige undervisningspligter. På landet skulle han én gang om ugen samle hele sognets ungdom på et med præsten aftalt sted og undervise den i den kristelige børnelærdom. Senere blev det også hans pligt at holde egentlig skole, hvor der ikke allerede fandtes en skole, og degnen blev dermed gradvist en central skikkelse i den danske almueundervisning.

Der blev oprindeligt stillet betydelige kundskabskrav til degnene. Kun studenter måtte beskikkes, men bestemmelsen blev ikke altid overholdt. I et kongebrev fra 1562 blev kravet derfor indskærpet, efter at kongen havde erfaret, at der blandt landsognedegnene fandtes en sådan "Uskikkelighed", at nogle var så "vankundige og ulærde", at de hverken kunne læse eller skrive og endnu mindre synge eller forstå latin, "som en Sognedegn bør at vide". Kundskaberne var nødvendige, fordi degnen efter Kirkeordinansen af 1539 skulle synge messen på latin ved de store højtider og hver søndag synge officium og alleluja, samtidig med at hans undervisningsopgaver krævede en vis boglig dannelse.

Sædedegne og løbedegne

På landet skelnedes mellem sædedegne, også kaldet siddedegne, og løbedegne. Sædedegnen var fast bosat i sognet og havde som regel en særlig degnebolig knyttet til embedet. Løbedegnene blev derimod udtaget blandt de ældste og fattigste elever ved købstædernes skoler og betjente kirker inden for omkring to mil fra den pågældende købstad. Som vederlag oppebar de degnerenten og andre indtægter, og ordningen havde samtidig til formål at hjælpe fattige elever økonomisk under deres studier.

Embede og indtægter

På landet blev degnen kaldet af den eller dem, der havde ret til at kalde præsten. Hvor kongen havde kaldsretten, blev degnen dog beskikket af biskoppen. I købstæderne blev degneembederne almindeligvis besat enten af biskoppen alene eller af biskoppen og stiftamtmanden i fællesskab.

Til landsognedegnenes embeder hørte forskellige indtægter, der senere overgik til skolelærerembederne. En vigtig ydelse var degnetraven, der som regel påhvilede de samme ejendomme, som var tiendepligtige til præsten. Oprindeligt blev degnetraven udtaget direkte på marken og udgjorde en tredjedel af det, præsten modtog i tiende af de forskellige kornsorter, men ydelsen blev senere omdannet til faste afgifter. Hvor den fra gammel tid betaltes i korn målt i skæpper, kaldtes den degnekorn.

Ved lov af 24. marts 1899 bortfaldt degnetraven fra 1. januar 1901 som ydelse til lærerne og tilfaldt i stedet kommunerne, der samtidig overtog udredningen af lærernes begyndelseslønninger. Ved lov om tiendens afløsning af 15. maj 1903 § 1 blev både degnetrave og degnekorn afløst sammen med tienden.

Skolevæsen og embedets afvikling

Dansk skolestue omkring 1863. Degnens undervisningsopgaver blev efterhånden overført til det organiserede skolevæsen og folkeskolelæreren.

Degnens undervisningsopgaver voksede gennem 1700-tallet, men ordningen blev efterhånden anset for utilstrækkelig til at sikre almueundervisningen. Fra slutningen af det 18. århundrede blev mange landsognsdegnekald derfor nedlagt, efterhånden som de blev ledige. Den gradvise omdannelse fandt navnlig sted fra omkring 1790 til 1830 og kulminerede med skolevæsenets reorganisering i begyndelsen af det 19. århundrede.

Ved skoleanordningen af 29. juli 1814 bestemtes det, at samtlige degnekald på landet skulle nedlægges og deres indtægter anvendes til skolevæsenets fremme. Embedets afskaffelse var imidlertidig næsten tilendebragt omkring 1812. Efter den formelle nedlæggelse af degneembedet i 1814, overtog kirkebylæreren funktionerne som kirkesanger eller organist.

I den lovgivning, der ledsagede oprettelsen af den nye folkeskole, blev det i § 3 bestemt, at ledigblevne degnekald ikke måtte genbesættes, men at deres indtægter skulle tilfalde skolevæsenet. Hvor degnen tidligere ofte havde betjent to sogne ligesom præsten, blev der nu som regel ansat en folkeskolelærer i hvert sogn. Læreren overtog ofte den tidligere degnebolig og den jord, der havde hørt til degnekaldet.

Overgangen til lærer og kirkesanger

Også i købstæderne blev degneindtægterne ved skoleanordningen af 1814 fordelt mellem skolelærerne, og de kirkelige degne- eller klokkerforretninger blev henlagt til disse. I byerne bevaredes betegnelsen kordegn eller klokker imidlertid almindeligvis som officiel titel, mens betegnelserne på landet blev kirkebyens skolelærer eller kirkesanger. Ordet degn fortsatte dog i daglig tale.

Degnens tidligere funktion blev således i princippet delt mellem en kirkesanger, der skulle bistå præsten under gudstjenesten, og en kirkebylærer, der forestod undervisningen af børn og unge. Fra 1813 skulle degnen desuden føre duplikatet af kirkebogen, den senere kontraministerialbog, og i byerne førte degnen i midten af det 20. århundrede som regel begge kirkebøger. I praksis var undervisnings- og kirkesangerfunktionerne på landet dog næsten altid samlet hos folkeskolelæreren, hvorfor betegnelsen degn i folkemunde fortsatte langt ind i det 20. århundrede.

Kordegn og andre senere kirketjenere

I midten af det 20. århundrede fungerede den tidligere degnefunktion på landet fortsat navnlig som kirkesangertjeneste. Også organisten var almindeligvis lærer i sognet, og andre lærere kunne ved kirkelige handlinger have pligt til at gøre tjeneste i kirken, eksempelvis ved bryllupper og begravelser i deres skoledistrikt.

I byerne kaldtes degnen almindeligvis kordegn, alterdegn eller klokker. Kordegnen ledede kirkekontoret eller klokkerkontoret, modtog meddelelser på præstens vegne og bistod ved gudstjenesten. Han havde ingen særlig embedsdragt, men optrådte som regel i almindelig borgerlig selskabsdragt.

Ved større bykirker havde en særlig kantor tidligere ledet koret, men denne funktion blev efterhånden forenet med organistembedet. Bykirkernes organister havde normalt denne stilling som hovederhverv. En anden vigtig kirketjener var graveren, også kaldet kirkebetjenten og i Nordslesvig kirketjeneren, der fungerede som kirkens praktiske vagtmester og havde ansvaret for det løbende praktiske arbejde. Han kunne bistås af undergravere eller kirkekoner. Klokkeringningen kunne varetages af en særlig ringer. På landet blev graveren undertiden selv kaldt ringer og havde som regel også med kirkegården, gravning og vedligeholdelse at gøre samt kunne fungere som bælgetræder ved orglet.

Kordegnen, organisten og graveren ansættes af ministeriet efter indstilling fra menighedsrådet, mens andre kirkelige funktionærer ansættes direkte af menighedsrådet. Kordegne og organister var i byerne ofte tjenestemænd med embedsløn og pension, mens andre funktionærer var honorarlønnede. Efter degneembedets ophævelse blev kirkesangeren eller organisten ansat af menighedsrådet og var honorarlønnet. Betegnelsen kordegn er siden blevet bevaret ved mange danske kirker, hvor kordegnen navnlig udfører administrative funktioner og tillige kan fungere som kirkesanger.

Nordiske paralleller

Sverige

Karl Emanuel Jansson: Den gamla klockaren (Vanha lukkari), 1874

Den svenske betegnelse djäkne (af latin: diaconus) havde historisk en noget bredere betydning end det danske degn. Ordet blev dels anvendt om gejstlige af lavere grad, dels om elever i de højere klasser ved de lærde skoler eller gymnasier, dvs. latinskolerne. Den svenske klockare svarer derfor nærmere til den danske degn.

I Sverige omtales klockaren allerede i de ældste kirkelove som præstens medhjælper. Funktionen udsprang af den ældre kirkelige arbejdsdeling, hvor diakoner og sakristaner bistod med fattig- og sygepleje, tilsyn med kirken og dens inventar, ringning og andre praktiske opgaver. I små menigheder kunne samtlige ikke-præstelige funktioner samles hos én person, der i egenskab af ansvarlig for klokkeringningen blev kaldt klockare, forkortet af klockringare, eller på middelalderlatin ædituus, "kirketjener". I katolsk tid var klockaren almindeligvis præsteviet og sognepræstens medhjælper i forskellige former for tjeneste.

Efter reformationen blev embedet bevaret. I byerne blev kirkesangen, efter at korpræsterne var forsvundet, overdraget til djäknar, hvis leder kaldtes kantor. På landet begyndte man i 1600-tallet at kræve, at klockaren kunne undervise i sang og lede menighedens kirkesang, medmindre der var ansat en særskilt kantor. Samtidig fik han til opgave at lære ungdommen at læse og skrive.

Opgaver og kvalifikationer

Kort fra 1821 over en planlagt sognegård og et klockare boställe ved Botkyrka. Den svenske klockare svarede i sine funktioner i vidt omfang til den danske degn.

Disse opgaver blev stadfæstet i den svenske kirkelov af 1686. Kirkeloven regnede klockaren blandt kirkens embedsmænd, selv om han i overskriften til kapitel 24 blev betegnet som kirketjener. Hans åndelige og undervisningsmæssige opgaver skulle principielt have forrang for de rent praktiske, men domkapitlerne fik adgang til at udstede særlige instrukser. Disse medførte efterhånden så mange praktiske opgaver, at der kunne blive ringe tid tilbage til undervisningen af børnene. Præsteskabets privilegier af 16. oktober 1723 § 7, flere kongelige breve fra 1700-tallet og en skrivelse fra 1824 om vekselundervisningen viser, at statsmagten var opmærksom på og kritisk over for denne udvikling.

Efter de stiftsvise instrukser kunne klockaren blandt andet skulle synge salmer ved begravelser, passe kirken og dens inventar, føre tilsyn med ordenen på kirkegården og med gravning, holde kirkens bøger og dokumenter i orden, modtage, viderebringe og opbevare offentlige dokumenter, udfærdige bekendtgørelser om gudstjenester, modtage og registrere visse kirkeindtægter, kontrollere kirkevagters, ringeres og andre kirketjeneres arbejde, passe kirkens mindesmærker og belysning samt ledsage præsten ved husforhør. I byerne var klockaren ofte mod særskilt betaling skriver på præstekontoret.

Kirkelovens kapitel 24 § 31 krævede, at klockaren skulle være ærlig, tro, flittig og boglærd samt kunne synge og skrive på en sådan måde, at han kunne undervise menighedens ungdom. Kravet til boglig dannelse blev nærmere fastlagt ved kongeligt brev af 15. september 1773, men der fandtes aldrig nogen bestemt klockareksamen eller fastsat sangprøve. Ved kongelige afgørelser, blandt andet af 30. juni 1899, blev det fastslået, at en ansøger til en ren klockarstilling ikke længere behøvede at dokumentere den traditionelle "boglærdom". For at blive klockare var det tilstrækkeligt at være myndig, nyde borgerlig tillid og kunne stille sikkerhed for kirkens løsøre. På landet skulle ansøgeren desuden efter et kongeligt brev af 19. juni 1805 fremlægge lægeattest på kundskaber og færdighed i vaccination.

Skolevæsen og funktionstab

Med den svenske folkeskoleforordning af 1842 mistede klockaren i praksis sin tidligere rolle som skoleholder, selv om pligten ikke udtrykkeligt blev ophævet. Kongelige afgørelser fra 1859 og 1861 fastslog, at han ikke behøvede at undervise uden særskilt betaling. Ved en kongelig bekendtgørelse af 8. december 1881 kunne den særlige pligt til sangundervisning anses for ophævet, og en afgørelse i 1884 fastslog, at klockaren ikke længere behøvede dokumentere evnen til at undervise.

De ældre ideelle funktioner blev dermed overført til andre, mens de praktiske opgaver i vid udstrækning blev overtaget af kirkevagter, ringere og gravere. Vedrørende klokkeringningen skulle klockaren efter en afgørelse i 1874 alene føre tilsyn med, at ringningen fandt sted på rette tid og måde. Hans pligt til at bære breve blev ophævet ved lov i 1888, og registreringen af nadvergæster stod efter kirkemødets beslutning i 1908 foran afskaffelse. Pligten til at være præsten "ved hånden" og ledsage ham på sognebesøg var da for længst ophørt i praksis. Efter lov i 1898 skulle klockaren ved præstens forfald bekendtgøre ægteskabslysning. Den ikke-lovfæstede skik, at han sang på kirkegården ved begravelser, bestod dog fortsat mange steder.

Besættelse, løn og afvikling

Per Borgh (1860–1941), svensk folkeskolelærer, organist og kantor. Borgh var medlem af den komité, der i 1907 blev nedsat for at udarbejde forslag til en reform af klockarinstitutionen. Komitéen foreslog i 1908, at den skulle afskaffes og erstattes af en kantorordning.

Ved begyndelsen af det 20. århundrede var den svenske klockarinstitution under afvikling. Efter en petition fra landets organister og kantorer i 1900 nedsattes i 1907 en komité, som i sin betænkning af 31. januar 1908 enstemmigt foreslog embedet afskaffet som grundlæggende forældet og erstattet af en kantorordning, hvortil klockarens vigtigste funktioner og rettigheder skulle overføres. Allerede i 1907 havde 17 svenske menigheder selv afskaffet klockarstillingen.

Klockaren blev almindeligvis valgt af menigheden blandt tre kandidater opstillet af kirkerådet, mens besættelsen i visse patronatskald var forbeholdt patronen. Stillingen blev ofte forenet med embeder som organist, kantor eller folkeskolelærer. I 1907 var 1.765 af Sveriges 2.327 klockar- og kirkemusikerstillinger forenet med folkeskolelærerstillinger. Lønnen, der var reguleret ved forordning af 2. november 1883, varierede betydeligt og kunne ved kombinerede kirkemusikerstillinger overstige 4.000 kr.; i byerne havde klockaren desuden ret til bolig eller boliggodtgørelse. Embedets indehavere havde fortsat del i visse af præsteskabets privilegier, herunder nådeår for efterladte hustruer og børn. I 1910 anmodede Rigsdagen om, at også kvinder skulle kunne besætte klockarstillinger.

Ved lov af 27. marts 1947 blev kirkemusikerembedet gjort obligatorisk i de svenske territorialmenigheder, og de ældre regler om klockare-, organist- og kirkesangerstillinger blev ophævet. Indtil en ny ordning forelå, måtte sådanne stillinger fra 1949 som hovedregel kun besættes midlertidigt. Efter kirkemusikerordningen af 1950 blev menighederne normalt organiseret som kirkemusikerdistrikter med selvstændig organist i distrikter over 5.000 indbyggere og ellers kantor eller, hvor opgaverne var begrænsede, orgelspiller. En menighed kunne dog fortsat ansætte en klockare ved siden af kirkemusikeren.

Finland

I Finland var klockarstillingerne i midten af det 20. århundrede blevet erstattet af organist- og kantorstillinger. Stillingerne blev søgt hos kirkerådet, der opstillede kandidater, hvorefter menigheden foretog valget, og domkapitlet udstedte fuldmagt. Den finske kirkelov krævede desuden mindst én diakonisse i hver menighed, med mulighed for dispensation fra domkapitlet. Kvindelige teologers menighedstjeneste blev legaliseret ved en kirkelovsændring i 1954.

Island

På Island havde hver kirke en meðhjálpari, "medhjælper", som bistod præsten ved gudstjenesten, hjalp ham med at iføre sig messedragten, almindeligvis foran alteret inden gudstjenestens begyndelse, og læste ind- og udgangsbønnen. På landet fungerede medhjælperen ofte også som ringer, og de fleste kirker havde desuden organist.

Norge

Den norske lærer og kirkesanger Knut Kirkhorn (1830–1885). På landet var den norske klokker eller kirkesanger ligesom den danske degn ofte samtidig lærer.

I Norge lignede ordningen den danske. Klokkeren bistod præsten ved gudstjenesten, førte kirkebogsduplikatet, hvor dette krævedes, modtog meddelelser om fødsel, dåb og død på præstens vegne og bistod på præstekontoret og i menighedsarbejdet. I byerne var klokkeren ofte diakonuddannet, mens han på landet som regel kaldtes kirkesanger og i hovedsognene almindeligvis samtidig var lærer; ved annekskirkerne kunne embedet varetages af en egnet lægmand fra sognet. I Hålogaland bistod klokkeren desuden ved konfirmandundervisningen. Klokkeren blev ansat af biskoppen.

De øvrige norske kirketjenere omfattede graveren eller kirketjeneren, der i det væsentlige havde samme opgaver som den tilsvarende danske funktionær og på landet oftest også arbejdede ved kirkegården. Ved større kirker kunne der findes særskilte ringere. De fleste kirker havde organist; i byerne var organiststillingen typisk et hovederhverv og omfattede også korledelse, mens organisten på landet oftest samtidig var lærer.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 Damkier 1916, s. 890
  2. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 Lindhardt 1955, s. 717–721
  3. 1 2 3 Strelitz, Japsen & Rode 1949, s. 919
  4. ↑ Westrin 1907, s. 589
  5. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Borgh 1911, s. 318–320
  6. ↑ Westrin 1907, s. 589
  7. ↑ Melin 1940, s. 568
  8. ↑ Bergelin 1956, s. 413–414

Litteratur