
Den Hvide Revolution var en omfattende reformpakke i Iran iværksat i 1963 af Shah Mohammad Reza Pahlavi. Ligesom sin far forsøgte Mohammad Reza at modernisere Iran efter vestlig model. Man kan ligefrem sige, at han overtog sin fars projekt om at omdanne Irans kulturelle og materielle side. Modsat sin far havde Mohammad dog flere ressourcer til rådighed. Hans videreførelse af faderens projekt blev tydelig med Den Hvide Revolution, også kaldt for Shahen og folkets revolution, der oprindeligt havde seks punkter, senere udvidet til nitten, og som erklæret mål havde at generhverve Irans geopolitiske og økonomiske høje status, i lighed med fortidens persiske riger. De seks originale punkter omhandlede: Jordreformer, nationalisering af skove, overskudsdeling blandt arbejdere, salg af statsejede virksomheder til offentligheden, kvinders valgret og dannelse af læsekorps.
Mohammad Reza, havde planlagt at revolutionen skulle modernisere Iran. Mohammad Reza ville gerne modernisere landet sådan, at det kunne stå på lige fod med andre nationer i hele verden.
Reformen havde tre politiske indenrigs mål. Det første var at svække jordejerne/godsejerne ude i provinserne og styrke statens og dermed styrke kongemagtens indflydelse i landsbyerne. Anden grund var at forbedre relationerne til bønderne ved at give dem mulighed for at opkøbe tidligere godsejerjord, så de kunne styrke monarkiet. Den tredje grund var at styrke forholdet til den urbane middelklasse, som var mere progressiv og dermed styrke hans politiske position.