| Den nye triumfbue | |
|---|---|
| Overblik | |
| Genre | Dramafilm, biografisk film |
| Instrueret af | Stéphane Demoustier |
| Manuskript af | Laurence Cossé, Stéphane Demoustier |
| Medvirkende | Chen Jianghong, François Raison, Cédric Appietto, Axelle Bossard, Micha Lescot, Michel Fau, Patrick Sobelman, Swann Arlaud, Alessandro Bressanello, Sidse Babett Knudsen med flere |
| Fotografering | David Chambille |
| Klip | Damien Maestraggi |
| Scenografi | Catherine Cosme |
| Musik af | Olivier Marguerit |
| Produceret af | Marie Gade Denessen |
| Distributør | Camera Film |
| Udgivelsesdato | 25. december 2025 (Danmark) |
| Censur | |
| Længde | 105 min. |
| Oprindelsesland | Frankrig, Danmark |
| Sprog | Fransk, dansk |
| Links | |
| på IMDb | |
| i SFDb | |
| Information med symbolet | |
Den nye triumfbue (fransk originaltitel: L'Inconnu de la Grande Arche) er en fransk dramafilm fra 2025, der er instrueret af Stéphane Demoustier. Den handler om den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen og hans byggeri af den "moderne triumfbue" Grande Arche i Paris. Claes Bang og Sidse Babett Knudsen har hovedrollerne som von Spreckelsen og hans kone. Filmen er baseret på Laurence Cosses roman La Grande Arche fra 2016.
Filmen blev inden sin premiere i Danmark kritiseret af den afdøde von Spreckelsens enke og søn, der anklagede filmen for at fremstille deres ægtefælle/far forkert og negativt.
Da den franske præsident François Mitterand i 1982 udskrev en arkitektkonkurrence om at skabe et moderne monument i Paris, der skulle komplettere aksen mellem Louvre og Triumfbuen, vandt den internationalt stort set ukendte danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (spillet af Claes Bang) meget overraskende konkurrencen. Dermed blev han pludselig en central person i Paris’ politiske og kulturelle liv som leder af et kolossalt projekt. Skiftende politiske vinde, magtspil og bureaukratiske barrierer blev hurtigt en udfordring for hans store projekt La Grande Arche.
På den franske webside AlloCiné, der samler anmeldelser fra franske mediers filmkritikere, opnåede filmen et gennemsnit på 3,9 ud af fem stjerner, afgivet af i alt 38 kritikere. Den fik dermed gode anmeldelser i stort set alle franske medier.
I dagbladet Information kaldte Lone Nikolajsen filmen for et stilfuldt historisk drama, som fremstillede von Spreckelsen som en kompromisløs æstetiker med en snert af Klods-Hans over sig. Hun anførte, at virkelighedens arkitekt ikke var lige så ukendt i offentligheden, som filmens historie giver indtryk af, men at der var tale om fiktion og ikke et dokudrama, og at det var mere interessant, hvad filmen kunne fortælle om et skabende menneskes drift og kvaler end, om de historiske detaljer var korrekte. Hun roste også filmens billedside for at få noget meget flot ud af filmens mange byggepladser, mødelokaler og marmorbrud.
På filmsiden Lys!Kamera!Ord! tildelte Per Juul Carlsen filmen fem filmkameraer ud af seks. Han kaldte den en smuk hyldest til den danske arkitekt og fremhævede, at filmen i den første lange tid virkede grå og udtryksløs, indtil indtil den og dens moral pludselig trådte i karakter, da det ifølge hans læsning viste sig, at den inderst inde ikke handlede om triumfbuen og von Spreckelsen, men om at leve sit liv til det yderste med passion for det, man holder af - hvad enten det er et fantastisk bygningsværk eller en elsket hustru.
Filmmagasinet Ekko gav tre stjerner (af seks mulige) og mente, at filmen var underholdende og bevægende, men at det svækkede den, at der var opdigtede scener fra privatlivet.