Deobandi-bevægelsen er en sunnimuslimsk vækkelsesbevægelse, opbygget fra Hanafi-retskolen. Bevægelsen opstod i 1800-tallet i det daværende britiske Indien som en reaktion mod den britiske kolonisering. Den tog sin formelle begyndelse med grundlæggelsen af madrassaen Darul Uloom Deoband i 1866 i byen Deoband i Indien. Bevægelsens kerne er en puritansk tolkning af islam, hvor der lægges stor vægt på studiet af Koranen og Hadith. Deobandismen søger at rense troen for lokal skikke og uislamiske nyskabelser. På grund af dette forveksles deobandi-bevægelsen oftes med salafisme, men de adskiller sig ved, at deobandi-bevægelsen strengt følger Hanafi-retskolen, mens salafister ikke er tilknyttet til en bestemt skole. I dag er bevægelsen en af de mest indflydelsesrige i Sydasien, særligt i Indien, Pakistan, Afghanistan og Bangladesh. Den har også haft stor betydning for dannelsen af politiske, og militante grupper som Taleban, selvom om bevægelsen rummer mange forskellige grene. Internationalt spredes dens tanker ofte gennem missionsbevægelsen Tablighi Jamaat.