Direktiv

Generelt om direktivimplementering i national ret

Direktiver skal gennemføres i national ret for at overholde de EU-retlige krav herom.

I Danmark sker dette som udgangspunkt ved vedtagelsen af relevante lovbestemmelser eller ved udstedelse af en bekendtgørelse. Dog kan et direktiv efter omstændighederne også gennemføres ved at medtage det som bilag til en bekendtgørelse, der fastslår, at direktivet skal overholdes.

Da et direktiv skal gennemføres i national ret vil det være utilstrækkeligt blot at ændre myndighedspraksis til at afspejle direktivets indhold. Det er ligeledes utilstrækkelig implementering blot at gennemføre direktivets indhold i bemærkningerne til et lovforslag.

Som nævnt indebærer et direktiv per definition, at gennemførslen heraf er overladt til medlemsstaten for så vidt angår form og midler. Ved eventuel fortolkningsforskel mellem et direktiv og en national implementering, vil selve direktivet dog stå ved ret, hvorfor gennemførslen at et direktiv bør holde sig så tæt op ad formuleringen af direktivets bestemmelser som muligt.

Maksimums- og minimumsharmonisering

Når et direktiv har karakter af minimumsharmonisering indebærer det, at medlemsstater kan fastsætte strengere standarder end dem fundet i direktivet. Har det derimod karakter af maksimumsharmonisering, er dette ikke tilladt.

Manglende implementering

Et direktiv skal implementeres inden den i direktivet fastsatte frist. Sker dette ikke, kan medlemsstaten indbringes for EU-domstolen og kan blive pålagt bøder for den manglende gennemførsel. Forsinket implementering kan også indebære, at berørte personer kan have krav på kompensation fra staten, ligesom det efter omstændighederne kan indebære, at direktivet i mellemtiden har direkte virkning (se nedenfor).