Dumbarton Castle (skotsk gælisk: Dùn Breatainn; walisisk: Alt Clut) er en borg ved byen Dumbarton, Skotland. Den har den længste nedskrevne historie af nogen fæstning i Skotland. Slottet ligger på en vulkansk plug af basalt kendt som Dumbarton Rock, der er 73 m høj.
Området omkring Dumbarton Rock har været beboet siden jernalderen og fungerede som en strategisk bosættelse. Under romersk Britannien handlede befolkningen med romerne, og den første skriftlige omtale af stedet findes i et brev fra Skt. Patrick til kong Ceretic of Alt Clut i 400-tallet. I den tidlige middelalder blev Dumbarton identificeret som Cair Brithon, et af de 28 bycentre nævnt af Nennius, og fungerede som hovedsæde for det brittoniske Kongeriget Strathclyde.
I år 756 blev fæstningen midlertidigt erobret af piktere og northumbrianere, men generobrede kort efter. I 870 blev Dumbarton belejret af de irsk-baserede vikingekonger Amlaíb Conung og Ímar, som efter fire måneders belejring indtog borgen og førte mange fanger til Irland. Efter ødelæggelsen forsvinder stedet fra kilderne indtil 1200-tallet, hvor det genoptræder som et vigtigt kongeligt slot i Skotland.
I middelalderen blev Dumbarton Castle et centralt kongeslot og var bl.a. stedet, hvor William Wallace blev ført efter sin tilfangetagelse. I 1300- og 1400-tallet tjente slottet som tilflugtssted for kong David 2. af Skotland og senere Robert 2. af Skotland. Under James 4. blev Dumbarton et maritimt centrum og base for den skotske flåde. I 1500-tallet spillede slottet en vigtig rolle under konflikterne omkring Mary, Queen of Scots, herunder den mariske borgerkrig, og fungerede siden som fængsel og militærbase helt op i nyere tid.
