| Se Wiktionarys definition på ordet: |
Enfant terrible er et fransk udtryk, der betyder "forfærdeligt" eller "skrækkeligt barn" og betegner oprindelig et snakkelystent eller ukonventionelt barn, der ved åbenmundet, ubetænksom eller pinlig adfærd bringer sine omgivelser i forlegenhed. Udtrykket skal stamme fra den franske tegner Paul Gavarni, der brugte det som titel på en af sine komiske billedbøger.
I moderne sprogbrug anvendes enfant terrible sjældnere om børn end om voksne personer, der bevidst eller ubevidst virker provokerende, kompromitterende eller normbrydende. Betegnelsen kan bruges om personer, der ved åbenmundethed, hensynsløs oprigtighed eller ukonventionel optræden sætter deres parti, sag, miljø eller omgivelser i forlegenhed.
Udtrykket anvendes ofte om kunstnere, forfattere og andre offentlige skikkelser, der bryder med gældende normer eller sprænger de rammer, deres felt hidtil har været begrænset af. I sådanne tilfælde kan et enfant terrible både opfattes som en provokatør og som en fornyer, der bidrager til udviklingen af nye stilarter, udtryksformer eller retninger.
| Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |