Espalier er en havebrugsmæssig og gammel landbrugspraksis, hvor væksten af vedagtige planter kontrolleres med henblik på frugtproduktion ved hjælp af beskæring og opbinding af grene til et stativ eller en ramme. Planterne formes ofte i formelle mønstre fladt op ad en struktur såsom en mur, et hegn eller et espalier. Betegnelsen bruges også om planter, der er formet på denne måde.
Espalierede planter, som formet i flade, todimensionelle former, anvendes ikke kun til dekorative formål, men også i haver, hvor pladsen er begrænset. I et tempereret klima kan espalierede planter dyrkes op ad en mur, som reflekterer mere sollys og holder på varmen om natten, eller orienteres således, at de modtager maksimal sol ved at blive trænet parallelt med ækvator. Disse to strategier gør det muligt at forlænge vækstsæsonen, så frugterne får længere tid til at modne. Dette gøres bl.a. i muromsluttet have.
En mere begrænset form består af en central stamme og flere parvise vandrette grene, som alle formes i samme plan. Den vigtigste fordel ved denne metode er, at væksten i en gren kan øges ved at træne den lodret. Senere kan væksten reduceres, samtidig med at frugtproduktionen øges, ved at træne grenen vandret.
Ordet espalier er fransk og stammer fra det italienske spalliera, som betyder "noget man kan støtte skulderen (spalla) mod". I løbet af 1600-tallet henviste ordet oprindeligt kun til det egentlige espalier eller den ramme, som planten blev formet til at vokse på, men med tiden kom betegnelsen til at omfatte både dyrkningsmetoden og de planter, der formes på denne måde.
Espaliering som teknik synes at have sin oprindelse hos romerne. I middelalderen videreudviklede europæerne teknikken til en kunstform.
Metoden blev udbredt i Europa til dyrkning af frugt inden for murene i typiske borggårde uden at optage det åbne areal, og til at udsmykke massive mure ved at plante fladt formede træer langs dem. Vinmarker har anvendt teknikken til opbinding og formning af vinranker i hundreder, og muligvis tusinder, af år.