.jpg)
Excellence (også ekscellence; af latin excellentia, "fortræffelighed", "herlighed" eller "ypperlighed") er en ærestitel og tiltaleform (prædikat), der anvendes om personer af særlig høj rang eller værdighed, navnlig statsoverhoveder, ambassadører og højtstående civile og militære embedsmænd. Titlen, der historisk også har været anvendt om monarker og adelige, er den højeste ikke-kongelige tiltaleform i Danmark, hvor den tilkommer personer af 1. rangklasse, dog ikke ministre.
Betegnelsen stammer fra latin excellentia og er gennem fransk excellence blevet optaget i flere europæiske sprog, herunder italiensk eccellenza, tysk Exzellenz og engelsk Excellency. Den er beslægtet med det latinske excellens, præsens participium af excellere, der betyder at overgå eller udmærke sig. Heraf kommer også excellent, der betyder særdeles fremragende, udmærket eller glimrende, og excellere, at udmærke sig frem for andre.
Excellence blev allerede i den tidlige middelalder anvendt som ærestitel for de langobardiske og frankiske konger og senere for de romersk-tyske kejsere. Endnu Henrik VII anvendte betegnelsen, inden kejserne gik over til den mere pompøse majestætstitel. Titlen blev derefter overtaget af kejserlige og kongelige statholdere, hertuger og rigsgrever og udviklede sig efterhånden fra en fyrstelig værdighedsbetegnelse til en ærestitel for de højeste embedsmænd og andre fremstående personer.
I Italien blev titlen oprindeligt båret af fyrsterne i de mindre stater, indtil disse i løbet af 1600-tallet erstattede den med betegnelsen altezza (højhed). Excellence blev derefter også anvendt om almindelige adelsmænd og udviklede sig navnlig i Syditalien til en vidt udbredt høflighedstitel, der endog blev anvendt af lokalbefolkningen over for rejsende udlændinge. I Spanien blev excelencia navnlig anvendt om grandere, men også om generalkaptajner og andre høje rigsembedsmænd. I Tyskland fik titlen i 1600- og 1700-tallet så stor udbredelse, at den endog blev anvendt om professorer og andre universitetslærere.
Efterhånden blev anvendelsen indskrænket i de fleste europæiske stater, hvor titlen i nyere tid fortrinsvis blev forbeholdt de højeste civile, militære og diplomatiske embedsmænd. Den har således været anvendt om præsidenter i en række republikker, medlemmer af regeringen, guvernører, generaler, admiraler og andre fremtrædende stats- og hofembedsmænd. Inden for diplomati har navnlig ambassadører ret til excellence-titlen i den officielle titulatur, mens også andre udenlandske diplomatiske repræsentanter og chefer for diplomatiske missioner af høflighed (courtoisie) kan tiltales således.
Se også: Rangfølgen i Danmark.I Danmark har excellence traditionelt været en ærestitel for personer i den øverste rangklasse. Efter forordningen af 25. maj 1671, § 19, havde danske og norske lensgrever ret til af de kongelige embedsmænd og undersåtter at lade sig tiltale med prædikatet højgrevelig excellence, når de beklædte et embede, der i sig selv medførte ret til den almindelige excellence-titel. Bestemmelsen knyttede således den særlige titulatur til både lensgrevelig værdighed og besiddelsen af et dertil berettigende embede.
Fra Frederik 6.s regeringstid fik de ægte mandlige efterkommere af slægten Danneskiold desuden som en særlig arvelig særret adgang til at henhøre under 1. rangklasse og føre excellence-titlen.
I nyere tid har titlen været forbeholdt de højeste embedsmænd og øvrige personer i 1. rangklasse. Dens anvendelse om ministre har dog ændret sig. Frem til 1924 anvendte de danske ministre prædikatet excellence, dog med undtagelse af medlemmerne af ministerierne Zahle I og II. Efter den nuværende sprogbrug betegner excellence personer af 1. rangklasse, dog med undtagelse af ministre. Titlen anvendes både ved direkte tiltale og ved omtale af de berettigede personer.
I Sverige kom excellence-titlen i brug i 1600-tallet og blev anvendt om indehaverne af rigets højeste værdigheder, navnlig medlemmerne af rigsrådet og de såkaldte rikets herrar, der førte titlen fra 1773 til 1868. Fra 1809 til 1876 blev den desuden båret af justitiestatsministeren og udenrigsstatsministeren. Ved kongelig resolution af 18. december 1857 fik også rigsmarskalken ret til titlen. Efter regeringsordningen af 1876 tilkom den statsministeren og udenrigsministeren, der ifølge den daværende regeringsforms § 34 indtog rigets højeste værdigheder, samt rigsmarskalken i henhold til resolutionen af 1857. Titlen blev officielt anvendt som hans excellens og ved direkte tiltale eders excellens.
Siden 1970'erne har titlen imidlertid inden for Sverige regelmæssigt kun været anvendt om rigsmarskalken, mens statsministeren og udenrigsministeren fortsat tituleres excellence i FN's Generalforsamling og ved diplomatisk skriftveksling. Udenlandske ambassadører og romerskkatolske biskopper har desuden traditionelt haft ret til titlen, men dens kirkelige anvendelse er efterhånden aftaget betydeligt.
I Norge var excellence-titlen derimod gået ud af brug i begyndelsen af 1900-tallet og blev i 1917 beskrevet som ikke længere anvendt.