Fødevarecheck er betegnelsen for en dansk indkomstoverførsel i 2026, der blev givet som kompensation for stigende fødevarepriser til omkring 2 mio. danskere, der enten modtog overførselsindkomster eller havde børn og en indtægt under en vis grænse.
Fødevarechecken blev præsenteret i statsminister Mette Frederiksens nytårstale 1. januar 2026 og blev efterfølgende forhandlet mellem Folketingets partier. 27. januar blev der indgået en aftale mellem et folketingsflertal om checkens præcise udformning. Der var tale om et skattefrit engangsbeløb på 2.500 kr. til en lang række modtagere af overførselsindkomster (dog kun 1.000 kr. til uddannelsessøgende) samt forældre i børnefamilier under en personlig årsindtægt på ca. 500.000 kr. I alt forventedes checken at blive udbetalt til over 2 millioner danskere. Beløbet skulle udbetales i løbet af maj og juni 2026.
Regeringen havde på forhånd afsat 4½ milliarder kr. til de samlede merudgifter ved fødevarechecken.


Fødevarechecken blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen i hendes nytårstale 1. januar 2026 som et tiltag, regeringen ville gennemføre som svar på stigende fødevarepriser. Frederiksen var i nytårstalen ikke meget konkret med hensyn til, hvordan fødevarechecken nærmere skulle fungere, men nævnte, at den blandt andet var tiltænkt pensionister uden store formuer, folk uden arbejde og børnefamilier med lav indkomst. Finansminister Nicolai Wammen meddelte efterfølgende, at regeringen havde afsat 4,5 mia. kr. til fødevarechecken i 2026, men at den nærmere afgrænsning af modtagerne af indkomstoverførslen ville afhænge af forhandlinger med Folketingets øvrige partier. Det var dog klart, at der ville være tale om en engangsudbetaling fra staten til de pågældende modtagere. Samtidig var der intet krav om, at pengene fra fødevarechecken bogstaveligt skulle bruges til mad.
Ordet "check" skulle ikke tages bogstaveligt, da checksystemet i Danmark blev afviklet i 2017, men navnet er parallelt til en række andre danske indkomstoverførsler målrettet særlige grupper, således børnechecken fra 1984, ældrechecken fra 2003, den grønne check fra 2010 og den såkaldte varmecheck under energikrisen i 2022. Ifølge Dagbladet Børsen 9. januar 2026 arbejdede ministerierne med interne foreløbige beregninger af individuelle udbetalinger på mellem 2.000 og 3.000 kr. pr. person.
Flere oppositionspolitikere beskyldte regeringen for at ville bestikke vælgerne med fødevarechecken. Forskeren Christoffer Dausgaard, ph.d. i statskundskab og postdoc på Københavns Universitet, kommenterede, at forskningen viste, at vælgerne ofte belønner politikere, der tildeler dem penge, især i tilfælde af overførsler kort før et valg. Især blev det belønnet, hvis politikerne målrettede hjælpen til bestemte grupper. Ifølge ham var det dét økonomiske værktøj, der sandsynligvis gav den største gevinst hos vælgerne.
Samtidig med nyheden om fødevarechecken nævnte Frederiksen i sin nytårstale, at regeringen som et mere langsigtet svar på samme problemstilling ville sænke momsen på fødevarer i en eller anden form. Flere fagøkonomer udtalte, at af de to tiltag var fødevarechecken en ret målrettet og effektiv måde at forøge målgruppens købekraft på, hvis der var et politisk ønske herom, mens de advarede imod lavere moms på fødevarer. En sådan differentieret moms ville give større administrative omkostninger både for virksomheder, der skulle administrere momsen, og for skattemyndighederne. Samtidig ville en sænket moms formodentlig ikke slå fuldt igennem på priserne i supermarkederne, forklarerede overvismand og professor ved Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard. Professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet gav udtryk for den samme holdning. Desuden påpegede han, at en nedsat moms modsat modsat fødevarechecken ville være en permanent ændring, og at det var en uhensigtsmæssigt dyr måde at adressere et problem med høje fødevarepriser, som var midlertidigt og så ud til at være ved at løse sig.
27. januar indgik finansminister Nikolai Wammen en aftale med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om fødevarecheckens udformning. "Checken" ville blive udbetalt som et skattefrit engangsbeløb på 2500 kr. til en række specificerede modtagere af overførselsindkomster samt forældre i børnefamilier, hvor forældrene hver havde en personlig indkomst under ca. 500.000 kr. Finansministeriet forventede, at antallet af modtagere ville være:
Som hovedregel kunne personer kun få checken én gang, selvom de tilhørte flere af ovenstående grupper. I alt ville over 2 millioner danskere modtage fødevarechecken. Ifølge aftalen skulle checken udbetales i maj 2026 til grupperne på overførselsindkomster inkl. pensionister og SU-modtagere, mens børnefamilierne skulle modtage deres check i juni. Det var en forudsætning for disse udbetalingstidspunkter, at aftalen kunne blive hastebehandlet i Folketinget. I alt ville fødevarechecken forbedre husholdningernes økonomi med 5,6 mia. kr., svarende til en statslig merudgift på 4,5 mia. kr. Udbetalingen forventedes af Finansministeriet isoleret set at medføre en reduktion i befolkningens indkomstforskelle svarende til et fald i gini-koefficienten i 2026 på 0,18 procentpoint.