En gazellevirksomhed er en hurtigt-voksende virksomhed som over en fireårig periode minimum har fordoblet sin omsætning. Udtrykket udspringer fra den amerikanske Økonom David L. Birchs inddeling af virksomheder i "mus" (små, ofte enkeltmandsvirksomheder med lav eller ingen vækst), "elefanter" (store virksomheder med stor omsætning, men lav vækst) og "gazeller" (mellemstore virksomheder med høj vækst).
Den årlige kåring sker på baggrund af gazelleundersøgelsen, som er blevet udarbejdet af Dagbladet Børsen siden 1995. Formålet med undersøgelsen er at identificere de hurtigst voksende virksomheder i Danmark, målt på omsætning eller, hvis det ikke er oplyst, på bruttoresultat.
Gazellekåringen foregår hvert år og tager udgangspunkt i virksomhedernes årsregnskaber fire år forinden. Kåringen er således et udtryk for virksomhedens vækst op til titelåret. Gazellerne i 2013 er således kåret ud fra deres regnskaber i 2009, 2010, 2011 og 2012, af kreditvurderingsfirmaet Bisnode A/S.
Fra 1995 til 2013 har Dagbladet Børsen i alt kåret 14.610 gazellevirksomheder. Cirka 5.300 af disse virksomheder er blevet kåret mere end én gang.[kilde mangler] Dansk Vindenergi var i 2011 otte år i træk kåret som gazellevirksomhed.
I undersøgelsen indgår kun aktieselskaber (A/S) og anpartsselskaber (ApS) som minimum har offentliggjort fire hele årsregnskaber. Nogle brancher udelades fra undersøgelsen, heriblandt offentligt drevne selskaber, store dele af den finansielle sektor samt holdingselskaber.
(Branchekoder i overensstemmelse med Danmarks Statistiks brancheinddeling, DB07)