En generalstab (tidligere generalkvartermesterstaben) er et centralt militært ledelses- og rådgivningsorgan, traditionelt navnlig knyttet til hæren, bestående af særligt uddannede officerer og andet personel, som bistår den øverste militære ledelse eller andre højere chefer med kommandoudøvelsen. Generalstaben tilvejebringer og bearbejder de nødvendige oplysninger, vurderer den militære situation og fremsætter forslag til beslutninger. Når den kommanderende chef har truffet sin beslutning, omsætter staben denne til planer eller befalinger og fører kontrol med gennemførelsen. Betegnelsen har historisk både været anvendt om den højeste forsvarsledelses centrale organ, om staben ved et højere militært forband og om det særlige korps af generalstabsofficerer.
I fredstid har generalstabens hovedopgave været at forberede de væbnede styrker på krig gennem blandt andet planlægning af mobilisering, troppekoncentration, transport og militære operationer samt indsamling og bearbejdning af efterretninger om fremmede landes forsvar. Hertil har ofte hørt militærgeografiske undersøgelser og kortlægning, planlægning af større øvelser, opfølgning på udviklingen inden for bevæbning og militær teknik samt krigshistorisk og krigsvidenskabeligt arbejde. I krigstid bistår generalstabsofficererne den højere ledelse med blandt andet efterretningsbearbejdning og rekognoscering samt udarbejdelse og formidling af befalinger om troppernes bevægelser, forsyning og indsættelse i kamp. Generalstabstjeneste har derfor traditionelt stillet omfattende krav til officerernes uddannelse og har som regel forudsat videregående militær uddannelse og praktisk tjeneste ved både stab og tropper.
Permanente generalstabe blev i de fleste lande organiseret i fredstid i løbet af anden halvdel af 1800-tallet. De varetog oprindeligt som regel hærens interesser, men blev i takt med behovet for at samordne hær, søværn og senere flyvevåben mange steder afløst af eller omorganiseret til fælles forsvarsstabe. I Danmark fandtes der før 1808 ingen permanent generalstab; fra 1808 til 1950 var Generalstaben hærens øverste kommandomyndighed, hvorefter den blev erstattet af Hærkommandoen. I Sverige kan generalstabstjenestens forløbere føres tilbage til Gustav 2. Adolfs tid. En selvstændig permanent generalstab blev organiseret i 1873 og ophørte den 1. juli 1937, hvorefter dens centrale opgaver hovedsagelig blev overført til Försvarsstaben og Arméstaben.
Organisation og funktion
Kommandoforhold og stabsorganisation
Generalstabens grundlæggende opgave er at understøtte den kommanderende general eller anden højere chef ved at tilvejebringe de nødvendige oplysninger, bearbejde og vurdere situationen samt fremsætte forslag til beslutninger. Når chefen har truffet sin beslutning, omsætter generalstaben denne til en plan eller befaling og kontrollerer gennemførelsen. Arméens øverstbefalende bistås i en klassisk generalstabsorganisation af en generalstabschef, som holder ham orienteret om forhold af betydning for krigsførelsen, udfærdiger hans befalinger og fører tilsyn med deres udførelse. Generalstabschefen bistås af et antal generalstabsofficerer, og ved selvstændige arméer samt større enheder som armékorps og divisioner findes tilsvarende stabschefer og generalstabsofficerer. Historisk forekom det også, at en division kun havde én generalstabsofficer. I Sverige var det desuden på et tidspunkt hensigten at tildele hver brigade en sådan officer.
Begrebet generalstab har historisk undertiden omfattet alt det personale, der var nødvendigt for ledelsen og opretholdelsen af tropperne, herunder generalstabsofficerer, adjutanter, højere artilleri- og ingeniørofficerer, intendanturtjenestemænd, læger og præster. I de fleste hære blev betegnelsen dog efterhånden begrænset til det personale, som var nødvendigt for ledelsen af krigsoperationerne og troppernes administrative førelse. Generalstaben udgjorde i mange hære et selvstændigt korps med intern forfremmelse, og generalstabsofficerer bar visse steder en særlig uniform og kunne have særlige rettigheder ved forfremmelse.
Opgaver i fredstid
I fredstid bestod generalstabens virksomhed navnlig i at forberede hæren på krig. Dette omfattede udarbejdelse af planer for mobilisering og troppernes koncentration på forskellige krigsskuepladser, planlægning af transportvæsenet under krig og udarbejdelse af operationsplaner. Generalstaben indsamlede og bearbejdede desuden militære efterretninger og statistisk materiale om fremmede staters væbnede styrker og mulige krigsskuepladser, fulgte krige i udlandet og samlede erfaringer herfra samt fulgte udviklingen inden for bevæbning og militær teknik. Til opgaverne kunne tillige høre planlægning af større feltøvelser, undersøgelse og militærgeografisk beskrivelse af eget land, landmåling, kortlægning og reproduktion af kort samt krigshistorisk forskning og offentliggørelse af dens resultater. Generalstaben skulle endvidere bidrage til udviklingen af den krigsvidenskabelige uddannelse inden for hæren.
Opgaver i krigstid
I krigstid havde generalstabsofficererne ved de større enheder en medhjælpende og styrende funktion. De bearbejdede indkomne efterretninger og supplerede dem gennem rekognoscering af fjenden og terrænet samt udarbejdede den højere chefs bestemmelser og befalinger om blandt andet troppernes march, indkvartering, forplejning og optræden i kamp. Det hørte ligeledes til deres opgaver at sikre, at befalingerne blev overbragt til de rette modtagere.
Central- og troppegeneralstabe
Ved de større troppeenheders stabe gjorde der i fredstid sædvanligvis omtrent så mange generalstabsofficerer tjeneste, som enhederne skulle råde over i krig. Disse officerer blev samlet betegnet som troppernes generalstab. De øvrige generalstabsofficerer kunne være samlet ved en central hovedstation, normalt i landets hovedstad, undertiden betegnet den store generalstab, hvor de udførte de nødvendige forarbejder til hærens anvendelse i krig. Ved de højere formationer og i fæstninger fandtes tilsvarende troppegeneralstabe, sædvanligvis med en regimentsofficer som stabschef hos chefen eller kommandanten og et varierende antal yngre generalstabsofficerer.
Udvikling til fælles forsvarsstabe
I de fleste lande blev permanente generalstabe organiseret i fredstid i anden halvdel af 1800-tallet. Oprindeligt varetog de som regel alene hærens interesser, men efterhånden som forsvaret krævede en koordination mellem hæren og søværnet og senere også flyvevåbenet, blev generalstaben mange steder omorganiseret til en fælles forsvarsstab for hele krigsmagten.
Uddannelse af generalstabsofficerer
Der blev stillet betydelige krav til uddannelsen af generalstabsofficerer. Officerer, der skulle gøre tjeneste i generalstabens nøglestillinger, gennemgik særlig videregående uddannelse, i Danmark tidligere benævnt generalstabskursus. Som regel krævedes gennemførelse af en højere militær læreanstalt eller militær højskole, efterfulgt af prøvetjeneste ved generalstaben og i en række hære tillige tjeneste ved andre hovedvåbenarter end officerens egen. Det var samtidig et krav, at den pågældende var en fremstående officer med indgående kendskab til praktisk tropstjeneste. For at dette kendskab ikke skulle gå tabt, og for at tropperne kunne drage nytte af generalstabsofficerernes kvalifikationer, blev officererne efter en tids tjeneste i generalstaben sædvanligvis overført til tropperne. I blandt andet Norge, Danmark, Frankrig og Sverige var varigheden af denne tjeneste på et tidspunkt fastsat ved bestemmelser.
Danmark
I Danmark eksisterede der før 1808 ingen permanent generalstab; en sådan blev alene etableret, når landet gik i krig. Fra 1808 til 1950 var Generalstaben hærens øverste kommandomyndighed, hvorefter den i 1950 blev erstattet af Hærkommandoen.
Generalstaben var i begyndelsen af det 20. århundrede opdelt i en taktisk og en topografisk afdeling. Generalstabens topografiske Afdeling beskæftigede sig udelukkende med landets opmåling og reproduktion af kort. Generalstabens Topografiske Afdeling havde desuden i en årrække eneret på fremstilling af landkort over dansk territorium. I 1928 blev afdelingen sammenlagt med Den Danske Gradmaaling til Geodætisk Institut.
I 1919 bestod Generalstaben, foruden chefen, der var generalløjtnant eller generalmajor, af fem oberster eller oberstløjtnanter og 15 kaptajner. Ved hver generalkommando var en oberst eller oberstløjtnant fra Generalstaben ansat som stabschef og en kaptajn som souschef. Ved hver division, ved Fodfolksbrigaden i Jylland samt hos generalinspektørerne for fodfolket og rytteriet gjorde en kaptajn fra Generalstaben tjeneste som stabschef. Hertil kom 20 premierløjtnanter samt et antal officianter og underofficerer, som var særligt uddannede til at bistå officererne i deres arbejde.
Sverige
Tidlige forløbere
De tidligste spor af en svensk generalstab føres tilbage til Gustav 2. Adolf, under hvem betegnelsen generalstab allerede forekom. Til bistand for sig selv og de øvrige højere hærførere udtog kongen unge adelsmænd, som siden ofte selv blev hærførere. Embedet som generalkvartermester fandtes allerede under Johan 3., men dets virksomhed blev først nærmere bestemt under Karl 10. Gustav. Under Karl 11. blev der i en forordning af 1695 givet forskrifter for generalstabstjenesten.
Karl 12. regulerede gennem forordninger af 1709 og 1717 tjenesten ved de højere hovedkvarterer og stabe. Generalstabstjenesten blev på dette tidspunkt varetaget af officerer, der efter behov blev kommanderet fra hæren, sædvanligvis nogle såkaldte generalmajorer af dagen og generaladjutanter. I den efterfølgende periode blev generalstabstjenesten almindeligvis varetaget af officerer fra fortifikationskorpset. Gustav 3. udstedte i 1788 en generaladjutantsinstruktion, som i hovedtrækkene byggede på Karl 12.s bestemmelser, og dannede derved en generalstab af officerer, der var kommanderet fra tropperne.
Organisationen i første halvdel af 1800-tallet
I 1805 blev der udarbejdet et forslag til regler for hærens generalstab i felten samt til oprettelse af et Fältmätningskår, hvortil der var knyttet et krigsarkiv, og som skulle eksistere i fredstid; forslaget blev i det væsentlige vedtaget. Generalkvartermesterembedet og ansvaret for kortvæsenet overgik til dette korps. Efter en instruktion fra 1806 bestod generalstaben af generaladjutanter med generalmajorers rang umiddelbart efter disse samt over- og stabsadjutanter, der var kommanderet fra tropperne. Fältmätningskåren blev i 1811 overført til Ingeniørkorpset og blev i 1831 atter selvstændigt under betegnelsen Topografiska kåren.
Fra 1816 fandtes K. M:ts generalstab, der stod under generaladjutanten for hæren og fra 1840 under chefen for Landtförsvarsdepartementet. I 1816 blev dens styrke fastsat til 16 generaladjutanter, 48 generalstabsofficerer af regementsofficersgrad og 16 af kaptajnsgrad, alle kommanderede til tjenesten. Efter en række bestemmelser i årene 1828–1838 bestod Kongens generalstab af et ubestemt antal officerer, som midlertidigt var beskikket til generalstabstjeneste. De skulle have gennemgået det såkaldte Högre artilleriläroverket, senere Artilleri- och ingenjörhögskolan, men forblev tilknyttet deres regimenter og modtog deres løn derfra.
Den permanente Generalstab fra 1873
Da denne organisation blev anset for at hvile på et for løst grundlag, foreslog kongen i 1873 Rigsdagen at oprette en fast og selvstændig generalstab med egen personalestat. Efter bevilling af de nødvendige midler blev den nye Generalstab oprettet og fik instruktion den 5. december 1873. Samtidig blev Topografiska kåren igen indlemmet i Generalstaben som dens topografiske afdeling. Instruktionen blev fornyet den 17. juni 1904.
Efter 1904-instruktionen udgjorde Generalstaben et selvstændigt korps med en generalsperson som chef, 17 overadjutanter – to oberster, tre oberstløjtnanter og 12 majorer – samt 30 stabsadjutanter, heraf 20 kaptajner og ti løjtnanter. Hertil kom en professor, en krigsarkivar og en aktuar, en bibliotekar og yderligere personale. Ved hovedstationen i Stockholm arbejdede Generalstaben i fredstid i fire afdelinger: en kommunikationsafdeling, en militærstatistisk afdeling, en krigshistorisk afdeling og en topografisk afdeling. Officererne gjorde desuden periodevis tjeneste ved Landtförsvarsdepartementets kommandoekspedition samt ved arméfordelingernes og andre højere stabes hovedkvarterer.
Uddannelse og forfremmelse
For ansættelse som løjtnant ved den svenske Generalstab krævedes blandt andet fuldført uddannelse ved en af de militære højskoler, mindst to års tjeneste som aspirant ved Generalstaben og tjeneste ved andre våbenarter. Forfremmelse fandt sted inden for Generalstaben, men officerer kunne overføres til og fra korpset i alle grader.
Ophør i 1937
Ved forsvarsordningen af 1936 blev det bestemt, at den svenske Generalstab skulle ophøre den 1. juli 1937. Hovedstationens opgaver blev herefter hovedsagelig overført til Försvarsstaben og Arméstaben, mens den topografiske afdeling blev indlemmet i Rikets allmänna kartverk.
