| Gottfried Benn | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 2. maj 1886 Putlitz, Brandenburg, Tyskland |
| Død | 7. juli 1956 (70 år), 7. juni 1956 (70 år) Vestberlin, besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig/Vesttyskland |
| Dødsårsag | Kræft |
| Gravsted | Waldfriedhof Dahlem |
| Ægtefælle | Ilse Benn (til 1956) |
| Partner | Else Lasker-Schüler |
| Barn | Nele Poul Sørensen |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Bonns Universitet, Friedrich-Schiller-Universität Jena, Philipps-Universität Marburg, Königliches Friedrichs-Gymnasium zu Frankfurt an der Oder |
| Medlem af | Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung, Bayerische Akademie der Schönen Künste |
| Beskæftigelse | Essayist, forfatter, læge, forfatter, digter, lægeforfatter, romanforfatter |
| Arbejdssted | Hannover, Frankfurt (Oder), Berlin |
| Kendte værker | Static poems, Morgue and other poems |
| Bevægelse | Ekspressionisme |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Fortjenstkors af 1. klasse af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenstorden, Georg Büchner-prisen (1951) |
| Signatur | |
| Eksterne henvisninger | |
| Gottfried Benns hjemmeside | |
| Information med symbolet | |
Gottfried Benn (født 2. maj 1886, død 7. juli 1956) var en tysk lyriker, essayist og læge, der regnes blandt det 20. århundredes mest betydende tysksprogede digtere. Han blev kendt som lyrisk avantgardist i sin tidlige ekspressionisme og fik fra 1949/50 igen stor gennemslagskraft i efterkrigstidens litterære offentlighed. I 1951 blev han tildelt Georg-Büchner-Preis.
Benn blev født i Mansfeld (i dag Putlitz-Mansfeld i Brandenburg) og døde i Berlin-West, og hans gravsted er på Waldfriedhof Dahlem i Berlin-Dahlem. Han voksede op i et evangelisk præstehjem i Neumark, tog studentereksamen ved Friedrichsgymnasium i Frankfurt (Oder) og studerede derefter teologi og filologi i Marburg og Berlin, før han i oktober 1905 skiftede til medicin ved Kaiser Wilhelms-Akademie i Berlin. Efter doktordisputats og autorisation i 1912 arbejdede han som assistentlæge i patologien, uddannede sig siden som hud- og kønssygdomslæge og drev fra 1917 en praksis i Berlin, som sikrede ham økonomisk gennem livet. Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste som overlæge i det besatte Bruxelles. Hans datter Nele, født 1915, voksede efter moderens tidlige død fra 1923 op hos Ellen og Christen Overgaard nær København, og Benn havde i en periode et forhold til Ellen Overgaard. Et foto fra privatbesiddelse viser Benn sammen med Nele og Ellen Overgaard i Overgaard-familiens have i Danmark. Brevekslingen mellem Benn og Nele strakte sig over 32 år og er i en ny, kommenteret udgave præsenteret med omkring 250 bevarede breve samt materiale fra familiens omgivelser 1917–1956.
Med digtsamlingen Morgue (1912) vakte Benn opsigt i avantgardekredse ved at udfordre samtidens lyrikideal gennem en nøgtern skildring af menneskets kropslige forfald. Digtsamlinger som Fleisch (1917) og prosaforsøg som Gehirne (1916) blev, sammen med hans lægearbejde i Berlin, centrale bidrag til tysk ekspressionisme. Forholdet mellem nihilisme som livsbetingelse og formkraften som æstetisk modvægt blev et gennemgående tema i hans senere produktion. Benn forstod arbejdet med ord som både en smertefuld proces og en redning, hvor kunstens formgivning kunne fungere som en moderne form for transcendens. I 1933 blev han i Preußische Akademie der Künste og forsvarede nationalsocialismen i radiotaler som Der neue Staat und die Intellektuellen og Antwort an die literarischen Emigranten. Efter en periode af såkaldt indre emigration blev han i 1938 udelukket af Reichsschrifttumskammer, hvilket medførte et generelt publikationsforbud. Udgivelsen af Statische Gedichte i Zürich i 1948, efterfulgt af selvbiografien Doppelleben (1950) og essayet Probleme der Lyrik (1951), gjorde ham til en æstetisk identifikationsfigur i Vesttyskland. Med foredraget Probleme der Lyrik (1951) blev han af biografien beskrevet som en afgørende inspirator for efterfølgende lyrikergenerationer i Forbundsrepublikken. Litteraturforskningen har peget på, at hans kunstbegreb kan læses som et tilbagetog til det »uangribelige«, formet af tidlige sociale spændinger og en vedvarende outsiderposition.