Hamilkar Barkas

Hamilkar Barkas
Personlig information
Født275 f.v.t. Rediger pü Wikidata
Karthago, Tunesien Rediger pĂĽ Wikidata
Død228 f.v.t. Rediger pü Wikidata
JĂşcar, Spanien Rediger pĂĽ Wikidata
DødsürsagDrukning Rediger pü Wikidata
Børn3 døtre og 3 sønner, heraf:
FamilieBarkas-familien
Uddannelse og virke
BeskĂŚftigelseFeltherre, officer, politiker Rediger pĂĽ Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hamilkar Barkas eller Barka (Punisk: 𐤇𐤌𐤋𐤒𐤓𐤕𐤟𐤁𐤓𐤒, transskription: Ḥomilqart Baraq; ca. 275 -228 f.Kr.) var en karthaginsk general og statsmand. Han var patriarken af Barkas-familien og far til Hannibal, Hasdrubal og Mago. Han var ligeledes svigerfar til Hasdrubal den Smukke.

Hamilkar ledede de karthagiske landstyrker på Sicilien fra 247 f.Kr. til 241 f.Kr., i de sidste stadier af den Første Puniske Krig. Han holdt sin hær intakt og førte en vellykket guerillakrig mod romerne på Sicilien. Hamilkar trak sig tilbage til Karthago efter fredsaftalen i 241 f.Kr. – efter Karthagos nederlag i forbindelse med den Første Puniske Krig.

Da Lejesoldatskrigen brød ud i 239 f.Kr. blev Hamilkar tilbagekaldt til den karthaginsk hÌr og medvirkende til at afslutte denne konflikt med succes. Hamilkar ledede den karthagiske ekspedition til den Iberiske Halvø i 237 f.Kr., og udvidede i otte ür Karthagos kontrol over omrüde pü den Iberiske Halvø, inden han døde i kamp i 228 f.Kr. Han kan have vÌret ansvarlig for at skabe den strategi, som hans søn Hannibal implementerede i den Anden Puniske Krig for at bringe den Romerske Republik tÌt pü nederlag.

Hamilkars arv: Den store strategi

Hamilkar skilte sig ud fra sin tids karthager, som følge af dels sine militÌre og diplomatiske fÌrdigheder, ligesom han besad en høj grad af patriotisme. Kun sin søn Hannibal overgik ham pü disse parametre, hvilket sandsynligvis kunne tilskrives Hamilkar selv og hans trÌning og indflydelse pü sønnens opvÌkst. En historiker bemÌrkede, at havde han ikke vÌret far til Hannibal, ville Hamilkars sicilianske front müske have füet mindre opmÌrksomhed. Hamilkar menes at have vÌret den bedste kommandør under den første puniske krig, og som mand placerede Cato Hamilkar lidt over de fleste ledere, inklusive de fleste romere. Som følge af dels hans personlige indflydelse pü lejesoldaterne og de omkringliggende afrikanske folk, dels hans overlegen strategi og en vis held, knuste Hamilkar oprøret inden 237 f.Kr. midt i lejesoldatskrigen, som var prÌget af grusomme grusomheder begüet af begge sider.

Roms fjende

De ellers lempelige vilkür, som Rom havde givet Kartago i kølvandet pü den første puniske krig, samt Roms venlige opførsel under lejesoldaterkrigen kunne have givet anledning til en lang periode med fred mellem de to magter, men erobringen af Sardinien viste sig at vÌre en hÌmsko for dette. I henhold til Polybius var ürsagerne til den anden puniske krig som følger:

  • Hamilkar mente, at Kartago havde opgivet Sicilien for tidligt i forbindelse med den første puniske krig. Hamilkar havde i denne sammenhĂŚng vĂŚret ubesejret og blev tvunget til at slutte fred. Den efterfølgende lejesoldatskrig viste dog, at Karthago besad yderligere militĂŚrstyrke.
  • Den romerske besĂŚttelse af Sardinien og derefter Korsika viste, at romerne var utrovĂŚrdige og villighede til at blande sig, nĂĽr de fandt det passende – uagtet gĂŚldende traktater mellem magterne. Dette er den anden og vigtigste ĂĽrsag til den anden puniske krig. Dette havde skabt modvilje blandt mange puniske borgere, og Kartago havde intet hĂĽb om at modstĂĽ Rom i deres svĂŚkkede tilstand.
  • Hamilkars og hans families succes pĂĽ den Iberiske Halvø, som genopbyggede karthagernes finanser og skabte en stĂĽende hĂŚr, gav Karthago midlerne til at modstĂĽ Rom.

Baseret pü dette og Hannibals ed udleder nogle historikere, at Hamilkars aktiviteter efter lejesoldaterkrigen var rettet mod en kommende krig med Rom, som blev arvet af hans sønner. Nogle historikere har yderligere foreslüet, at Hamilkar udtÌnkte strategien for at invadere Italien ved at krydse Alperne samt Hannibals kamptaktik. Uden puniske kilder, som kunne bruges til at krydshenvise disse teorier, forbliver disse dog blot spekulationer.

Referencer

  1. 1 2 Goldsworthy, Adrian, The Fall of Carthage, p. 95 ISBN 0-304-36642-0
  2. ↑ Plutarch, Cato Major, 8, 14
  3. ↑ Caspari 1911, s. 877.
  4. ↑ Polybius 1.88.7
  5. ↑ Polybius 3.10.4

Bibliografi

  • Baker, G. P. (1999). Hannibal. New York: Cooper Square Press. ISBN 0-8154-1005-0.
  • Bath, Tony (1995). Hannibal's Campaigns. New York: Barnes & Noble Books. ISBN 0-88029-817-0. or Patrick Stephens, Cambridge, England 1981. ISBN 0-85059-492-8.
  • Bagnall, Nigel (2005). The Punic Wars. New York: Thomas Dunne Books/St. Martin's Press. ISBN 0-312-34214-4.
  • Goldsworthy, Adrian (2003). The Fall of Carthage. London: Cassell. ISBN 0-304-36642-0.
  • Geus, Klaus (1994), Prosopographie der Literarisch Bezeugten Karthager, Orientalia Lovaniensia Analecta, Vol. 59, Studia Phoenica, No. 13, Leuven: Peeters, ISBN 9789068316438. (tysk)
  • Hoyos, Dexter (2007). Truceless War: Carthage's Fight for Survival, 241 to 237 BC. Leiden, Netherlands; Boston, Massachusetts: Brill. ISBN 978-90-474-2192-4.
  • Huss, Werner (1985), Geschichte der Karthager, Munich: C.H. Beck, ISBN 9783406306549. (tysk)
  • Lancel, Serge (1999). Hannibal. Wiley-Blackwell. ISBN 0-631-21848-3.
  • Lazenby, John Francis (1998). Hannibal's War. Norman: University of Oklahoma Press. ISBN 0-8061-3004-0.
  • Lazenby, John Francis (1996). The First Punic War. Stanford: Stanford University Press. ISBN 1-85728-136-5.
  • Miles, Richard (2011). Carthage Must be Destroyed. London: Penguin. ISBN 978-0-14-101809-6.
  • Rankov, Boris (2015). "A War of Phases: Strategies and Stalemates". I Hoyos (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 149-166. ISBN 978-1-4051-7600-2.
  • Scullard, Howard H. (2006). "Carthage and Rome". I Walbank (red.). Cambridge Ancient History: Volume 7, Part 2, 2nd Edition. Cambridge: Cambridge University Press. s. 486-569. ISBN 978-0-521-23446-7.

Yderligere lĂŚsning