Happy Vally set eller Happy Valley-gruppen var en gruppe fortrinsvis britiske og anglo-irske aristokrater og eventyrere, der bosatte sig i "Happy Valley"-regionen i Wanjohi-dalen, nær Aberdarebjergene, i det koloniserede Kenya i perioden mellem 1920'erne og 1940'erne. I løbet af 1930'erne blev gruppen berygtet for sin hedonistiske og dekadente livsstil. Der blev bl.a. rapporteret om stofmisbrug og seksuel promiskuitet.
Området omkring byen Naivash, der ligger ved ved bredden af Naivasha-søen, 93 km nordvest for Nairobi, var et af de første områder, der blev bosat af europæere i Kenya. Her var Happy Valley-gruppens foretrukne jagtområder. Kolonibyen Nyeri, øst for Aberdare-bjergkæden, var den centrale bosættelse for nybyggerne i Happy Valley.
I midten af det tyvende århundrede fik efterkommere af Happy Valley-gruppen omtale på grund af Tom Cholmondeley, Lord Delameres oldebarn, som var involveret i retssager.
Nogle af de bemærkelsesværdige medlemmer af Happy Valley-gruppen var: Hugh Cholmondeley, 3. baron Delamere og hans søn og arving Thomas Cholmondeley, 4. baron Delamere; Karen Blixen, hendes (eks-)mand Bror von Blixen-Finecke og hendes elsker Denys Finch Hatton; sir Jock Delves Broughton og dennes hustru Diana Delves Broughton; Josslyn Hay, 22. jarl af Erroll; Lady Idina Sackville; Alice de Janzé (kusine til J. Ogden Armour) og hendes mand, grev Frederic de Janzé. Denne gruppe er blevet beskrevet som "vittige, attraktive, velopdragne og belæste, og de var ubarmhjertige i deres stræben efter at blive underholdt, oftest opnåede de dette gennem alkohol, stoffer og sex."
Alice de Janzé er forlægget for hovedpersonen i teaterstykket Miss Julie’s Happy Valley, som er en nyfortolkning af August Strindbergs klassiker Frøken Julie. Her bruger manuskriptforfatter Michael Omoke den fiktive Julie-karakter til at portrættere Alice de Janzé, som begik selvmord i 1941. Forestillingen har været vist på Folketeatret i Nørregade den 26. – 29. august 2021.
Den irske forfatter Lucinda Riley skrev i 2019 en novelle The Sun Sister, som i fiktionens form beskrev nogle af de kendte figurer fra Happy Valley. Bogen er sjette bog i serien de syv søstre. Den er udkommet på dansk og er anmeldt på Litteratursiden.
Den engelske miniserie Heat of the Sun fra 1999 beskriver livsformen og kriminaliteten blandt nogle fiktive beboere i Happy Valley.