Henner Friisers Hus

Henner Friisers Hus

Henner Friisers Hus er en fredet bindingsværksbygning fra renæssancen i Brogade i Middelfart på Fyn.

Huset har navn efter Henner Friiser, som ifølge Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike fra omkring år 1600, var hjulmand, og i 1252 slog Abel af Danmark ihjel. Henner Friiser havde så vidt vides ingen tilknytning til Middelfart, men optræder i B. S. Ingemanns roman Erik Menveds barndom, hvor Friiser er som færgemændenes og marsvinejægernes formand, og bor i Brogade 8.

Bygningen ejes af Middelfart Museum, og bruges som den ene af museets to udstillingssteder med en udstilling om byens og egnens historie og om marsvinsjægerne.

Historie

Henner Friisers Hus (th.) og nabobygningen Brogade 10 (tv.)

Bygnigen blev opført mellem mellem 1575 og 1600. Det er den ældst bevarede bygning i Middelfart efter Sankt Nicolai Kirke, der ligger tæt ved. Ved opførslen var der bolig i stueetagen og gildesal samt opbevaring på første sal i ét stort rum. I 1700-tallet blev førstesalen inddelt i mindre rum. I 1705 blev den kongeligt privilegeret gæstgiveri og fungerede som dette frem til 1870.

Middelfart Museumsforening blev stiftet i 1919, og i 1920 overtog og indrettede museet huset. I 1928 istandsatte museet bygningen sammen med Nationalmuseet, og her fandt man et kalkmaleri på en af væggene på 1. sal. Dette sket igen i 1990, hvor taget blev lagt om. I 2010-2015 blev bygningen gennemgribende restaureret, hvor også facademalingen blev bragt tilbage det originale udseende.

Beskrivelse

Henner Friisers Hus er et gavlhus i to stokværk, med en yderligere tagetage. Hver etage er udkraget, dvs. den går længere ud end underetagen, og det er støttet af udskårne knægte. Den er fem fag bred med dør i midterste fag. Bygningen er opført på en høj sokkel af marksten, og en stentrappe fører op til døren.

Brogade 8 er bygget helt sammen med nabobygningerne, og Brogade 10 har samme røde farve som Henner Friisers Hus.

Referencer

Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. 1 2 "Henner Friisers Hus, Museet, Middelfart". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 2026-05-11.
  2. ↑ Henner Friisers Hus. DiscoverDenmark. Hentet 6/11-2023
  3. ↑ "Sag: Henner Friisers Hus, Museet". Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB). Slots- og Kulturstyrelsen. Hentet 2026-05-11.
  4. ↑ Henner Friisers Hus. Historisk Atlas. Hentet 6/11-2023
  5. ↑ HENNER FRIISERS HUS. Middelfart Museum. Hentet 6/11-2023

55°30′24″N 9°43′37″Ø / 55.50673526°N 9.72708137°Ø / 55.50673526; 9.72708137