
Henry Jacobsen (født 25. august 1918, død 18. april 1945 i Ryvangen) var en dansk frihedskæmper og jernbanesabotør.
Han lærte som stålgravør og arbejdede hos Schøllhammer i Fredericia, inden han blev stationsekspedient på Taulov Station. Sammen med Eluf Preben Månsson og Carl Gustav Kolding udførte han sabotage mod tyske transporter i Fredericia–Taulov-området.
Henry Jacobsen arbejdede sammen med kollegerne Eluf Preben Månsson og Carl Gustav Kolding – først med illegalt bladarbejde i tilknytning til DKP's Budstikken i Sønderjylland, og siden som jernbanesabotører i Fredericia–Taulov-området. Deres sabotage af skinner og materiel forstyrrede tyske transporter, hvilket var strategisk vigtigt, da Fredericia var et centralt knudepunkt for tyske togtransporter
6. marts 1945 blev Henry Jacobsen og kolleger arresteret af Gestapo. Efter to ugers fængsling i Vestre Fængsel blev de den 18. april 1945 dømt til døden ved krigsret og dagen efter henrettet i Ryvangen.
Efter Danmarks befrielse fandt modstandsbevægelsen 202 grave i Ryvangen – heriblandt Henry Jacobsens – og stedet blev senere omdannet til Ryvangens Mindekirkegård (Mindelunden). Jacobsen ligger begravet blandt de over 100 modstandsfolk, der blev overført og genbegravet her i august 1945.
Hans navn fremgår også på mindevæggen i DSB Mindelund i Fredericia, for 23 jernbanefolk, som mistede livet i modstandsarbejdet. I Taulov blev der også rejst en mindesten til ære for Jacobsen, Månsson og Kolding med Kaj Munks digttekst “Drenge, I drenge som døde…” på bagsiden.
Den 19. april 2023 – præcis 78 år efter sin henrettelse i Ryvangen – blev Henry Jacobsen hædret med en snublesten foran stationsbygningen i Taulov, hvor han arbejdede og deltog i modstandsarbejdet under Besættelsen. Samtidig blev der nedlagt snublesten for hans to kolleger og medkæmpere, Eluf Preben Månsson og Karl Gustav Kolding.
Snublestenene i Taulov blev nedlagt som en varig påmindelse om de tre mænds indsats og offer i kampen mod den tyske besættelsesmagt.