Johann Friedrich Herbart

Johann Friedrich Herbart
19. århundrede
Personlig information
Født4. maj 1776 Rediger på Wikidata
Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død14. august 1841 (65 år) Rediger på Wikidata
Göttingen, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
GravstedAlbani-Friedhof Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedFriedrich-Schiller-Universität Jena Rediger på Wikidata
Medlem afGesellschaft der freien Männer Rediger på Wikidata
BeskæftigelsePædagog, universitetsunderviser, psykolog, lærer, filosof Rediger på Wikidata
Faglig interesseFilosofi Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverGeorg-August-Universität Göttingen Rediger på Wikidata
EleverHeinrich Wilhelm Stoll Rediger på Wikidata
Påvirket afParmenides, Immanuel Kant Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Johann Friedrich Herbart (født 4. maj 1776 i Oldenburg, død 14. august 1841 i Göttingen) var en tysk filosof, psykolog og pædagog, som regnes for en af klassikerne inden for pædagogikken. Han lagde navn til herbartianismen.

Herbart regnes for en af grundlæggerne af moderne pædagogik som videnskab. Idet han gik ud fra et begreb om menneskets Bildsamkeit (dets evne til at lade sig danne og opdrage?), forsøgte han at lægge det teoretiske grundlag for opdragelse og undervisning. Han anses for en pioner inden for udviklingen af en på psykologi baseret systematisk teori til undervisning og indlæring; han udviklede en kompleks metodelære, den såkaldte formaltrinslære (ty. Formalstufentheorie). I dens mest udbredte form indbefattede dette system først og fremmest fire formale indlæringstrin eller principper:
klarhed, association, system og metode.

Herbart studerede jura og filosofi ved universitetet i Jena, og blev i 1802 ansat som lærer på Universitet i Göttingen, hvor han for første gang forelæste i psykologi i 1806.

Centrale begreber og pædagogiske betragninger

Centralt i Herbarts pædagogik står hans teori om opdragende undervisning, der går ud på, at enhver undervisning indeholder opdragelse og enhver opdragelse undervisning, hvorefter undervisningsforløb bør tilrettelægges med klarhed, association, system og metode, således at ethvert nyt emne forberedes, forklares, forbindes med elevens tidligere viden.

Herbarts pædagogikundervisning var på den ene side opdragelse gennem disciplin og moral, som tilsammen skulle vække de individuelle dispositioner. På den anden side, skulle mennesket kunne bibringe en bevidsthed om moralske grundideer og moralsk selvbestemmelse. Ifølge Herbart skulle opdragelse bygges på psykologi og etik. Det vil sige, at psykologien skulle formidle nødvendig viden og etikken skulle bestemme opdragelsens sociale formål. Grundbegrebet for Herbarts opdragelses teori og pædagogik, er muligheden for at blive formet og dannet, altså elevens formbarhed. Herbart mente ikke at læreren skulle følge statens krav, men i stedet være sit kald bevidst og bedømme hvad det kræver af ham.

Herbart har opdelt pædagogikken i tre:

  1. Disciplin
  2. Undervisning
  3. Egentlig opdragelse

Dette er vekslende momenter, hvor undervisning er flettet ind i mellem disciplin og opdragelse. Det centrale i Herbarts pædagogik er opdragende undervisning, altså ikke belæring, men virkningen på følelses- og viljeslivet, altså karakteren. Og ved at nå opdragelsens mål har han opdelt to hovedpunkter:

1. Interessens mangesindighed, som er et mål for intellektets eller forstillingernes udvikling.

2. Moralsk karakterstyrke, som er karakterens eller viljens udvikling.

Menneskesyn

Udover begrebet formbarhed var også forstilling et grundbegreb for Herbarts psykologi. Forstillinger er følelser, begær ønsker eller det at ville noget. Når noget opfattes i forbindelse med noget andet og med fuld bevidsthed, er det ifølge Herbart at apperciperes, som er en højere opfattelsesmåde end når det mærkes og bemærkes. Apperciperation er en tilegnelsesproces, som blander gamle samt nye forstillinger sammen.

Værker

Nyudgivelser

Litteratur

Noter

  1. ↑ I denne danske pdf-fil[permanent dødt link] bruges ordet bildsamkeit direkte som var det et dansk ord: "...I forhold til denne problemstilling har pædagogikken peget på to grundprincipper: bildsamkeit, som er barnets modtagelighed for dannelse og dets formbarhed og opfordring til selvvirksomhed. At opfordre til selvvirksomhed er at opfordre barnet til at sætte sin egen dannelsesproces i gang og dermed anerkende barnet som en selvstændig person velvidende, at det ikke er det endnu. ..." – Med henvisning til Alexander von Oettingen (2001, 10). Det pædagogiske paradoks, Forlaget Klim.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger