
Hilsepligt er en, for især militærfolk, pligt til at gøre hilsen over for visse personer. Oprindeligt blev hilsepligten indført, som et middel til at opretholde orden og hierarki i de militære systemer, men senere blev den opfattet som et middel "beregnet på at holde mandskabet nede" og i dag, indgår den først og fremmest som en tradition, der er holdt i hævd.
De fleste militære organisationer har i dag en form for hilsepligt. I Danmarks forsvar udmønter hilsepligten sig på forskellig vis i de tre værn, men de grundlæggende principper er alment gældende, og hovedreglen er, at en underordnet hilser først på en overordnet, der så besvarer hilsenen. Som eksempel har menigt personel i Søværnet hilsepligt overfor følgende, typisk ved at indtage retstilling eller gøre honnør:
Så længe man er inden for eget tjenestesteds område (f.eks. en kaserne, flådestation eller flyvestation), hilses der kun ved første møde i dagens løb, mens der i kirker aldrig hilses. Man hilser aldrig uden hovedbeklædning - og her tæller hjelm ikke som hovedbeklædning. Man hilser heller ikke, hvis man bærer gevær eller andet våben, som ikke er pistol i hylster. Endelig er førere af motorkøretøjer heller ikke underlagt hilsepligt, da man jf. færdselsloven skal have begge hænder på rattet.
Udover en militær anvendelse findes hilsepligten også som en vedtaget regel for medlemmerne i grundejerforening i kvarteret omkring Vestre Skole i Viborg. Hilsepligt findes også som en forventet hilsepligt, for eksempel når motorcyklister møder hinanden i trafikken, det samme gælder også andre trafikantgrupper eksempelvis buschauffører og 2CV-ejere, her gøres som regel ikke honnør men der vinkes ofte eller bare en hånd der løftes.
I historisk tid, hvor langt de fleste gik med hovedbeklædning, ansås det som høfligt for mænd at løfte på hovedbeklædningen for at hilse på forbipasserende.