| Historien om Maria | |
|---|---|
| Overblik | |
| Instrueret af | Jessica Palud |
| Manuskript af | Jessica Palud |
| Distributør | Another World Entertainment |
| Udgivelsesdato | 4. september 2025 (Danmark) |
| Længde | 102 min. |
| Oprindelsesland | Frankrig |
| Sprog | Fransk, engelsk |
| Links | |
| på IMDb | |
| i SFDb | |
| Information med symbolet | |
Historien om Maria (fransk originaltitel: Maria) er en fransk dramafilm fra 2024, der er instrueret af Jessica Palud. Det er en film om en film, idet den beretter om tilblivelsen af stjerneinstruktøren Bernardo Bertoluccis film Sidste tango i Paris i 1972 med Marlon Brando og Maria Schneider i hovedrollerne. Sidste tango i Paris var kontroversiel på grund af sine sexscener, men blev en stor publikumssucces. Langt senere kom det frem, at Schneider var blevet udsat for overgreb under optagelserne af 1972-filmen.
Filmen var en del af det officielle program under filmfestivalen i Cannes i 2024.
Filmen handler om tilblivelsen af filmen Sidste tango i Paris i 1972, fortalt fra filmens kvindelige stjerne Maria Schneiders synspunkt. Sidste tango i Paris havde Marlon Brando i den mandlige hovedrolle og Bernardo Bertolucci som instruktør. Den var kontroversiel i sin samtid på grund af dens sexscener, men blev en stor publikumssucces.
I Historien om Maria møder man den lovende 19-årige skuespiller Maria Schneider (spillet af Anamaria Vartolomei), der får hovedrollen som Jeanne i Sidste tango i Paris. Det virker som en ønskedrøm, men bliver efterhånden til et mareridt. Der sker noget forfærdeligt under optagelserne, der ryster Maria så voldsomt, at det følger hende hele livet.
På det franske websted AlloCiné, der opsummerer franske filmkritikeres anmeldelser, fik filmen et gennemsnit på 3,2 stjerner ud af fem, baseret på 26 kritikere."
I Filmmagasinet Ekko mente Las Dyhrcrone, at filmen var rystende, men kun i skildringen i sin første halvdel af det ulige magtforhold mellem hovedpersonerne og overgrebene på den unge Maria Schneider. Derefter mistede den følingen med sit publikum og blev til en ret forudsigelig biopic. Han tildelte filmen tre stjerner ud af seks. I Information skrev Christian Monggaard, at historien om et menneske, der blev gjort fortræd i en tid, hvor store, mandlige instruktører blev dyrket som halvguder og kunne tillade sig meget i kunstens tjeneste, var stærk, men at den blev fragmentarisk fortalt, og at selvom Vartolomei var god i rollen som Schneider, blev tilskueren alligevel holdt på afstand af det hele. Dermed gjorde historien nok indtryk intellektuelt, men ikke følelsesmæssigt. I Berlingske fik filmen fire stjerner. Anmelderen Sarah Iben Almbjerg fremhævede også, at der var stor forskel på filmens to halvdele: Hvor første halvdel var umulig at ryste af sig, stod anden halvdel svagere, hvor filmen nærmest gav slip på Schneider på samme måde som de folk, hun skubber fra sig under sit senere misbrug. Politikens Kim Skotte gav fire hjerter. Han kaldte filmen et partsindlæg, da den byggede på Maria Schneiders kusine Vanessa Schneiders biografiske roman Maria, men også et tiltrængt korrektiv til fortællingen om Sidste tango i Paris som scandale celebre med status af klassiker. Han beklagede, at tidsvinduet i Historien om Maria var smalt, så filmen ender med, at Maria går i hundene med stofmisbrug, og dermed ikke skildrer, hvordan hun efterfølgende kom ud af sit misbrug og blev en tidlige kvindesagskæmper i den franske filmbranche, hvor mændene dominerede fuldstændig.