ANR (tidligere Aalborg Nærradio og Alle Nordjyders Radio) er en radiokanal, der ejes af Det Nordjyske Mediehus med studie og kontorer på Østre Havnegade 63 i Aalborg.
Kanalen startede 22. september 1983, og har blandt andet vundet prisen for "Årets bedste morgenshow" i både 2007 og 2008. Det skete med værtsduoen Niels Skovmand og Tom Bue, der i øvrigt blev genforenet som værter på kanalen for en uge i september 2025.
Flagskibet på ANR er morgenshowet med værterne Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard samt Kristine Kjær, der fungerer som barselsvikar for sidstnævnte ind til starten af 2026.
ANR er landets næststørste kommercielle lokalradio med 145.000 ugentlige lytninger i 1. halvår af 2025. Radiokanalen er i dag en del af Special- og Lokalmedier i Det Nordjyske Mediehus med Stefan Buur Hansen som chefredaktør.
ANR var tidligere en del af samarbejdet med Radio Viborg Hit FM og Midtjylland Hit FM og havde derfor navnet ANR Hit FM. I 2009 opløstes samarbejdet, og ANR Hit FM blev til "ANR", Radio Viborg Hit FM blev til "Radio Viborg" mens Midtjylland Hit FM blev til "Radio M" og ejes af Mediehuset Herning Folkeblad. Formatet Hit FM er ejet af RadioNet, der også stod bag RadioNyhederne, SportsNyhederne, hitlisten Popaganda og radiostationen Guld FM. Hit FM's målgruppe var de 15-24 årige, hvilket aldersmæssigt var lige under målgruppen for søsterkanalen Guld FM (nu Radio Aura).
Popaganda, der ejes af RadioNet, var en lytterbestemt top 20 liste der fra 2004-2008 blev sendt en gang ugentligt på Hit FM. Det var muligt for alle at stemme online og hvert år ved nytårstid blev der ud fra alle årets lister dannet en Årets Top 100.[kilde mangler]
| Spire Denne artikel om radio eller radioprogrammer er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |