
Humlemagasinet er en kulturhistorisk attraktion beliggende på Rugårdsvej 51 i Harndrup på Nordvestfyn, i Middelfart Kommune. Stedet er opkaldt efter det historiske humlemagasin, der i slutningen af 1800-tallet fungerede som opbevarings- og salgscenter for lokalt dyrket humle. I dag rummer stedet fire museer, over 20 temahaver samt café og butik.
Det drives af Humlemagasinet, Humlemagasinets Venner og Sigfred Pedersen Museets Fond.
Humlemagasinets stifter, Johannes Kristensen, blev født i Harndrup den 21. oktober 1878 som søn af lærer Jørgen Kristensen.
Han skulle være præst, men moderen døde da Johannes var kun 15 år gammel. Herefter besluttede Johannes at følge sin drøm om en fremtid indenfor landbrug, og han kom i lære på Langeland. Af helbredsmæssige årsager vendte han siden hen tilbage til Harndrup, og fik idéen om at sælge humle til private.
Humleproduktion var på dette tidspunkt en vigtig del af den lokale økonomi på Fyn. Humle blev anvendt i ølbrygning og var en værdifuld afgrøde. Det originale magasin blev opført som opbevaringssted for humle fra det omkringliggende område og fungerede som distributionsled til bryggerier i regionen.
Over tid udviklede stedet sig fra et landbrugsrelateret lager til en kulturhistorisk seværdighed med haver og museer.

Humlemagasinet råder over flere temahaver fordelt på et areal på over 50.000 m² (ca. 10 tønder land).

Ud over de faste museer præsenterer Humlemagasinet hvert år en ny skiftende udstilling. Hvert efterår, fra slutningen af oktober, åbner en juleudstilling i de historiske bygninger. Dagmarsalen anvendes til musikalske arrangementer og foredrag. I 2012 besøgte Dronning Margrethe II under sit sommertogt Humlemagasinet og oplevede bl.a. Dukkemuseet og den historiske udstilling om Christian X samt Dronning Ingrid Haven.
Caféen er kun åben for betalende gæster. Stedets specialitet er “Prinsesse Marie lagkage”. Lagkagen opstod ved en tilfældighed ifm. et kongeligt besøg. Køkkenet var gået tør for kakao til lagkagebundene, så lagkagen blev en kombination af hvide og brune bunde, og sådan har det været siden da. Udover lagkagen, kan der købes boller med ost, kaffe med mere. Kaffen bliver serveret på Kgl. Porcelæn “Blå Blomst” af de frivillige, der arbejder i caféen.
55°27′54″N 10°01′26″Ø / 55.464992°N 10.023948°Ø, Humlemagasinets placering i Harndrup