Husum Bio var en dansk biograf beliggende på Frederikssundsvej 304 i Husum i København. Biografen åbnede i 1955 og lukkede i 1989. Sidenhen husede bygningens gamle biograflokaler fitnesscenteret Kondigrafen, og siden 2023 har lokalerne bl.a. været brugt som moské for Det Albanske Trossamfund i Danmark.
I 1900-tallet åbner – og lukker – flere biografer på Frederikssundvej; Fra 1917-1927 eksisterede Brønshøj Biografteater på Frederikssundvej 150, fra 1917-1936 var Brønshøj Teater på Frederikssundvej 129, mens Bella Bio på Frederikssundvej 175 fungerede fra 1936-1966.
Planerne om en stor, moderne biograf i Husum-kvarteret havde været undervejs gennem længere tid. Kolonihaveforbundet fik allerede i 1946 bevilling til at opføre byggeriet, men processen blev udskudt af flere omgange – blandt andet fordi DSB indtil 1953 havde planer om at bygge en undergrundsbane på den pågældende grund. Grundstenen blev lagt den 15. maj 1954 ved et arrangement med deltagelse af daværende landbrugsminister Jens Smørum, justitsminister Hans Erling Hækkerup og overborgmester H.P. Sørensen, foruden formanden for Kolonihaveforbundet Gotfred Andersen.

Biografbygningen blev tegnet af arkitekt Holger Pind og opført med 42 lejligheder og 13 butikker, og biografen blev skitseret direkte efter biografen Casino Bio på Istedgade. Facaden var udstyret med en tynd baldakin, over hvilken biografens navn lyste op i grøn neon; "Husum" stod skrevet i tynd skråskrift og "BIO" i tykke blokbogstaver. Den rummelige publikumsfoyer var under gadeniveau. Lejlighederne er en del af andelsboligforeningen Husumtoften, der dækker Frederikssundvej 300-308B.
Byggeriet blev budgetteret til 4 millioner kroner, hvilket omregnet fra 1954 til 2026 er næsten 77 millioner kroner.
Husum Bio slog dørene op den 23. april 1955 og var dermed den første helt nye biograf i København i ti år. Det var den første biograf i hovedstaden, der var bygget og tegnet specielt til bredformatet CinemaScope (en). Salen var udstyret med firesporet stereofonisk magnetlyd.
I 1977 blev biografen ombygget, så den gik fra at rumme to til tre sale.
Husum Bio lukkede efter 34 år d. 30. april 1989. Biografen blev nedlagt af Nordisk Film Biografer, da man mente, at den var overflødig, og at biografgæsterne ville være villige til at tage ind til centrum i København i stedet.
Siden lukningen forsøgte lokale borgere flere gange at gå sammen om at få genåbnet biografen, uden held. Til sidst blev biografen solgt i 1997 til fitnesscenteret Kondigrafen.
Biografen er med i filmen Zappa fra 1983.