Iatrokemi

Iatrokemi (af græsk iatros, "læge"), også kaldet iatrochemi eller kemiatri, var en medicinsk og kemisk retning i det 16. og 17. århundrede, som søgte at forklare både normale livsprocesser og sygdom ud fra kemiske fænomener og gjorde fremstillingen af lægemidler til et centralt formål for kemien. Retningen udsprang af alkymien og forbindes især med Paracelsus (1493–1541), der lagde dens grundlag, og Franciscus Sylvius (1614–1672), som i midten af det 17. århundrede gav den iatrokemiske skole dens mest systematiske udformning.

Iatrokemikerne opfattede sygdom som en kemisk ubalance i kroppen og søgte derfor både at forstå sygdommen gennem legemsvæsker og sekreter og at behandle den ved kemisk at genoprette den formodede balance. I den paracelsiske lære blev kroppens tilstand forklaret ved forholdet mellem de tre principper svovl, kviksølv og salt, og et lægemiddel skulle sammensættes, så dette forhold blev bragt i balance igen. I en senere iatrokemisk model blev kroppens omsætning beskrevet som fermentative processer, der frembragte sure eller alkaliske stoffer. En forstyrrelse i den ene retning skulle behandles med medicin af modsat kemisk karakter, samtidig med en nøje og kraftig diæt. Hos Sylvius blev sygdom blandt andet forklaret ved, at abnorme sekreter blandede sig med blodet.

I praksis indførte iatrokemikerne en mere omfattende brug af selvfremstillede uorganiske præparater i lægekunsten. Blandt de anvendte eller udviklede stoffer var forskellige kviksølvforbindelser, Glaubers salt (natriumsulfat), Sylvius' salt (kaliumklorid), Libavius' væske (tintetrachlorid), sulfider af blandt andet antimon, bismuth, bly og kviksølv samt alkohol og fortyndet svovlsyre. I Danmark var Peder Sørensen, hoflæge hos Frederik 2., den mest kendte iatrokemiker, og også kongens hustru Dronning Sofie var en ivrig tilhænger. Iatrokemien blev senere kritiseret af blandt andre Robert Boyle og Georg Ernst Stahl og forsvandt som selvstændig teori i forbindelse med den kemiske revolution omkring 1800. Iatrokemi varige eftermæle er at finde i den moderne lægevidenskabs benyttelse af kemisk analyse af legemsvæsker og laboratoriefremstillede lægemidler.

Historie og lære

Paracelsus grundlagde iatrokemien i værket Chirurgiæ magnæ fra 1536. Han brød ikke fuldstændigt med den aristoteliske kemis lære om de fire elementer, ild, luft, vand og jord, men supplerede den med teorien om tre principper: svovl, kviksølv og salt. De tre principper blev opfattet som særlige faste forbindelser af de fire elementer og fungerede dermed som en slags sekundære elementer.

Iatrokemikerne søgte på denne baggrund at forklare såvel sunde som sygelige processer i kroppen som kemiske fænomener. Sygdom blev forklaret som en forstyrrelse af kroppens kemiske balance. I den paracelsiske tradition blev sygdommen knyttet til en ubalance mellem de tre principper i legemets væsker, og behandlingen bestod i at tilføre et lægemiddel, hvori principperne forekom i et sådant forhold, at balancen kunne genoprettes. Samtidig rummede iatrokemien mange mystiske og astrologiske ritualer.

Den iatrokemiske skole blev særligt udformet i midten af det 17. århundrede. Kroppens omsætning blev her forklaret ved kemiske og fermentative processer, hvorved der dannedes enten sure eller alkaliske slutprodukter. Når disse forekom i det rette indbyrdes forhold med hensyn til både mængde og beskaffenhed, blev kroppen anset for sund; forstyrrelser i forholdet blev derimod betragtet som sygdomsfremkaldende.

Hos Sylvius opstod sygdom ifølge hans system, når abnorme sekreter blandede sig med blodet. Han benyttede betegnelsen "fermentation" om de kemiske omsætninger i organismen, men udtrykket havde ikke den senere betydning af fermentation. Sylvius var samtidig klar over, at samtidens kemiske viden ikke gjorde det muligt at gennemføre systemet fuldstændigt og nøjagtigt, og hans lære var stærkt blandet med humoralpatologiske forestillinger.

Behandlingen tog sigte på at ophæve den formodede kemiske forstyrrelse ved hjælp af sure eller alkaliske lægemidler og samtidig styrke organismen gennem en nøje og kraftig diæt. Nogle fremstillinger betragter Paracelsus som en forløber for den egentlige skole, der senere blev udviklet blandt alkymisterne, blandt andet hos van Helmont. Andre fremstillinger betegner derimod Paracelsus direkte som iatrokemiens grundlægger.

Iatrokemiens kulmination forbindes med Franciscus Sylvius, der i 1658 blev professor i Leiden og fik oprettet det første kemiske universitetslaboratorium. Han fremhæves ligeledes som en af den iatrokemiske skoles mest betydningsfulde repræsentanter.

Lægemidler og kemiske præparater

Oldtidens og middelalderens læger anvendte naturstoffer til behandling af sygdomme. Iatrokemikerne indførte derimod brugen af uorganiske præparater, som de selv fremstillede, og dermed fik kemisk fremstillede lægemidler en fremtrædende rolle.

Der blev blandt andet fremstillet en række kviksølvforbindelser til medicinsk brug. I søgningen efter nye salte fremkom forbindelser, hvis navne bevarede mindet om kendte iatrokemikere, herunder Glaubers salt (natriumsulfat), Libavius' væske (tintetrachlorid) og Sylvius' salt (kaliumklorid). Iatrokemikerne fremstillede desuden svovlforbindelser, sulfider, af antimon, bismuth, bly og kviksølv. Blandt de væsker, der anvendtes, var alkohol og vitriol, dvs. fortyndet svovlsyre.

Iatrokemien i Danmark

Den mest kendte danske iatrokemiker var Peder Sørensen, der var hoflæge hos Frederik 2., og iatrokemien nåede sit højdepunkt i Danmark under Frederik 2.s regeringstid. Kongens hustru, Sophie af Mecklenburg, udviklede ligeledes interesse for blandt andet iatrokemi.

Beslægtede medicinske retninger

Iatrokemien udviklede sig sammen med flere andre medicinske retninger, der søgte at anvende samtidens naturvidenskabelige, matematiske eller astrologiske forestillinger på lægekunsten. Ordet iatrik, af græsk iatrike og iatros, betegner lægekunst generelt.

Iatrofysik og iatromekanik

Iatrofysik, også kaldet iatromekanik, var anvendelsen af fysikkens og mekanikkens principper på medicinen. I bred betydning omfattede iatrofysik anvendelsen af fysik både til undersøgelse og erkendelse af sygdom, fysisk diagnostik, og til behandling, fysisk terapi. Som medicinsk skole søgte retningen, især i det 17. århundrede, at forklare livs- og sygdomsfænomener ud fra fysiske, matematiske og mekaniske love. Retningens virkeperiode var fra det 16. til det 18. århundrede.

Blandt de vigtigste repræsentanter var italienerne Santorio Santorio (1561–1636), Giovanni Alfonso Borelli (1608–1679), Lorenzo Bellini (1643–1704) og Giorgio Baglivi (1668–1707).

Santorio beskrev i værket Ars de statica medicina forsøg, som han gennem omkring 30 år havde udført ved hjælp af sindrige instrumenter, herunder termometer, hygrometer, pulsilogium og en hydrostatisk seng forbundet med en vægt. Forsøgene havde til formål at løse fysiologiske og patologiske problemer ad rent mekanisk vej. Gennem sine nøjagtige vejninger af menneskekroppen påviste han den såkaldte perspiratio insensibilis, dvs. kroppens umærkelige eller gasformige udskillelser.

Borelli gjorde i De motu animalium et mislykket forsøg på at forklare blodets kredsløb ad statisk vej. Bellini mente, at blodet kunne standse i kapillærsystemet, og at denne mekaniske hindring fremkaldte patologiske tilstande. Baglivi førte det fysiske synspunkt særlig vidt: karsystemet blev sammenlignet med hydrauliske maskiner, respirationen med virkningen af en blæsebælg, mens tarmene og kirtlerne blev opfattet som sigter og de kemiske processer som resultatet af molekylær virksomhed.

Den iatrofysiske skole søgte tilsvarende at forklare kroppens omsætning mekanisk og så navnlig udskillelserne, frem for alt sveden, som en regulerende faktor i organismens husholdning. Forstyrrelser heri blev betragtet som årsag til sygdom og blev hovedsagelig behandlet med sveddrivende kure. Den samtidige iatromatematiske skole gik endnu videre i opstillingen af fysisk-matematiske forklaringer på kroppens funktioner.

Kritik og eftervirkning

Iatrokemien mødte modstand både mod sin elementlære og mod sin sygdomsopfattelse. Robert Boyle kritiserede dens forestilling om elementerne, mens Georg Ernst Stahl vendte sig mod dens forenklede forklaring af sygdom.

Betegnelsen iatrokemi og teorien om de tre principper forsvandt med den kemiske revolution omkring 1800. Flere af de arbejdsformer, som iatrokemikerne havde været med til at udvikle, blev imidlertid senere almindelige dele af medicinen. Undersøgelse af syge menneskers legemsvæsker, eksempelvis blod og urin, samt anvendelsen af laboratorie- og fabriksfremstillede lægemidler indgår således i moderne lægers daglige sygdomsbekæmpelse.

Referencer

Litteratur